Dyrevelfærd på vej I Danmark arbejder begge rejsebrancheforeninger derfor på en opdatering af deres bæredygtighedspolitik, som også vil komme til at inkludere dyrevelfærd på destinationerne. I Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) oplyser direktør Lars Thykier, at der foreligger interne og foreløbige formuleringer på området, og at man netop nu er i gang med at uddybe dem. - Vi arbejder netop nu intenst på en opdatering af hele vores bæredygtighedspolitik, som jo har mange vigtige punkter udover dyrevelfærd. Når vi er færdige med det ret omfattende arbejde, vil der også være retningslinjer for vilde dyr i underholdning på destinationerne. I Danmarks brancheforening for charterrejsebureauer, Rejsearrangører i Danmark (RID), er foreningens retningslinjer for ansvarlig turisme netop blevet vedtaget. De handler primært om hensynet til og respekten for de rejsende, miljøet og lokalbefolkningen. Men det fremgår dertil, at dyrelivet på rejsemålene skal respekteres. Dyrevelfærd vil være på dagsordenen igen til næste medlemsmøde, oplyser direktør Henrik Specht i en mail til World Animal Protection Danmark. Det er glædelige første skridt, mener Johanne Gabel, der - som ansvarlig på området hos World Animal Protection Danmark - står klar til at hjælpe brancheorganisationerne i gang: - Det er positivt, at Danmarks brancheorganisationer for rejsebureauer nu melder mere klart ud end tidligere. Det vil komme de danske ferierejsende til gode i sidste ende, og det er utrolig vigtigt for at ændre forholdene for de vilde dyr i turistindustrien. |