Pressemeddelelse
8. juli 2018
 
 
 
 

Nu starter oprydningen på Roskilde Festival

 
 
 
 

Roskilde Festival vil øge deltagernes engagement i oprydningen, så brugbart campingudstyr ikke bliver til affald. Beboerne i Clean Out Loud og Dream City går foran og starter oprydningen søndag morgen.

 
 
 
 

I dag starter hjemrejsen for de op mod 80.000 gæster, der har festet og fejret i fællesskab gennem otte dage på årets Roskilde Festival.

Med 130.000 indbyggere kan Roskilde Festival sammenlignes med en større by. Festivalbyen er da også indrettet med otte genbrugspladser og 'boligkvarterer' som Clean Out Loud, Leave No Trace, Silent & Clean og Dream City, hvor 25.000 beboere i forvejen har forpligtet sig til at rydde op.

Men deltagernes efterladte campingudstyr som telte, pavilloner, luftmadrasser er fortsat en større byrde, som festivalen gerne vil til livs. I år har kampagnen Bring it Home mindet deltagerne om, at efterladt campingudstyr bliver til affald. Her er campingstole og især PVC-holdige luftmadrasser blandt de store syndere. I 2017 lå cirka 65 tons luftmadrasser efterladt på pladsen.

Deltagerne kan i år sende deres campingudstyr hjem via pakkeshops, og frivillige motivatorer skaber øget opmærksom om affaldsproblematikken.

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

"Når man har festet sammen, så rydder man også op sammen. Vi har tusinder af gæster i områder som Clean Out Loud og Dream City, der bakker helhjertet op om oprydningen efter festen, men vi skal have endnu flere til at følge trop og forstå, at oprydning er et fælles ansvar. Og heldigvis er det simpelt at være med, for det handler i virkeligheden kun om at tage sine ting med hjem."

 

"Der er mange myter om, at ens campingudstyr doneres til velgørenhed, eller at oprydningen er betalt over billetprisen. Det er jo også en bekvem undskyldning. Men fakta er, at alt efterladt campingudstyr bliver til affald. Så udover at mange tons ellers brugbart campingudstyr går unødigt til spilde, bruger vi cirka otte millioner kroner på at rydde op. De penge ville vi meget hellere bruge til velgørenhed."

 

"Vi ved, at udfordringen med efterladt campingudstyr ikke løses fra et år til det næste. Vi skal sikre, at det er let at komme af med sit affald, når man bor på Roskilde Festival. Men vores langsigtede mål er at ændre holdninger blandt deltagerne, så det brugbare campingudstyr slet ikke bliver til affald i første omgang."

Fuld gang i fælles oprydning
Efteroprydningen starter søndag morgen i bl.a. Clean Out Loud, hvor beboerne mødes kl. 9.00 til fælles oprydning med affaldssortering og byttemarked, og i det nye kvarter Leave no Trace vejes beboerne ganske symbolsk med deres campingudstyr ved ankomst og afrejse - så er alle sikre på, at det hele kommer med hjem.

I Dream City mødes de 500 beboere og frivillige fra kl. 9.30 til en kollektiv nedtagning af de mange bygninger og lejre. Alt genanvendeligt træ, installationer og skruer pakkes ned til brug næste år, og beboerne forlader først området, når alle smådele som kapsler og cigaretskodder er samlet op fra jorden.
 

Den fulde efteroprydning på pladsen strækker sig fra den tidligste gennemgang af miljøfarlige fraktioner på afslutningsdagen til den endelige håndpilning af cigaretskod og kapsler i det tidlige efterår.
 

Læs om festivalens koordinering af oprydningen.

Læs om Bring it Home og fokus på affald og oprydning.
 

Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 345 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Roskilde Festivals pressekontor
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Pressemateriale 2018

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 30. juni til 7. juli 2018.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972