Pressemeddelelse
3. maj 2019
 
 
 
 

Roskilde Festival og Roskilde Kommune sender nyt fællesskabshus i offentligt udbud

 
 
 
 

Roskilde Festival og Roskilde Kommune er gået sammen om at bygge et almennyttigt hus for kunst, kultur og frivillighed i Roskilde. Nybyggeriet skal i fremtiden huse Roskilde Festival, egnsteateret Aaben Dans og øvelokaleforeningen Råstof Roskilde, og totalentreprisen er nu sendt i offentligt udbud.

 
 
 
 

Det bliver i 2022, at Roskilde Festival og Roskilde Kommune kan slå dørene op til det nybyggede fællesskabshus beliggende midt i bydelen Musicon.

Dermed bliver fællesskabshuset hjemsted for egnsteatret Aaben Dans, øvelokaleforeningen Råstof Roskilde og Roskilde Festivals frivillige og ansatte.

 

Visionen er samtidig at opføre et kreativt og kunstnerisk mødested, der skaber endnu mere liv og aktivitet i den spirende nye bydel Musicon og dermed vil være til gavn for det lokale forenings-, kultur- og iværksætterliv.

 

Endelig fase for idéer og visioner
Det er Roskilde Festival og Roskilde Kommune, der står sammen om det 3800 m2 store sambyggeri. Parterne har udarbejdet et konkurrence- og byggeprogram med de gældende rammer, kriterier og betingelser, og sambyggeriet sendes nu i offentligt udbud som totalentreprise.

 

Det betyder, at nybyggeriet nu kan bevæge sig ind i en fase, hvor ambitiøse idéer, nytænkende samarbejdsformer og fælles visioner finder deres endelige former.

 

Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, siger:

"Vi er sikre på, at fællesskabshuset bliver noget helt nyt og unikt for Roskilde og for byens kulturliv. Værdier som bæredygtighed, fællesskab og kunstneriske vækstlag har været essentielle, mens vi har samarbejdet på tværs af organisationerne om at beskrive byggeopgaven. Så nu glæder vi os til at se konkrete arkitektoniske bud på, hvordan vi skaber og indretter det ideelle hus, som samtidig åbner os og understøtter kunstneriske vækstlag, engagement og fællesskaber i byens frivillige foreninger."

 

Roskildes borgmester, Joy Mogensen, siger:

 

"Musicon er en stor succes i en rivende udvikling. Et sted hvor mangfoldigheden lever i form af de mennesker, der besøger, bor og arbejder i den pulserende bydel. Den nye fælles bygning er en vigtig tilføjelse, der er med til at gøre Musicon til en magnet og rugekasse for frivillige, kunstnere, musikere og kreative mennesker fra bl.a. Aaben Dans og Råstof Roskilde."

 

Kunstnerisk leder for Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, siger:

"Visionen er, at de tre organisationer sammen kan skabe et vibrerende og nyskabende hus med dybe rødder i Roskilde og arme, der rækker ud mod verden. Et sted der på alle planer nedbryder grænser: grænser mellem kunstarter, grænser mellem lande og grænser mellem mennesker i alle aldre. Aaben Dans er super begejstrede for dette fælles trampolinspring ind i fremtiden."

 

Formanden for Råstof Roskilde, Lars Ege Larsen, siger:

"I Råstof Roskilde ser vi frem til et hus, der vil give vores medlemmer langt flere muligheder for at mødes på tværs, skabe og blive inspireret af fællesskabet. I de nye rammer kan vi invitere ind og være åbne, som det har været vores ønske i mange år. Vi glæder os til at kunne udvikle fremtidens øvelokaler og inddragende fællesområder, som forhåbentlig vil blive til inspiration for andre i fremtiden."
 

Konkurrenceprogrammet kan læses her (pdf)

Det offentlige udbud foregår på baggrund af et konkurrence- og byggeprogram, der er tilgængeligt på udbudsportalen www.byggeprojekt.dk.

Fakta om byggeriet

  • Roskilde Festival og Roskilde Kommune går sammen om at skabe et fællesskabshus til Roskilde Festival og Roskilde Festival-gruppens helårlige aktiviteter, egnsteatret Aaben Dans og øvelokaleforeningen Råstof Roskilde.
     
  • Visionen er at understøtte frivilligheden og de kulturelle vækstlag og samtidig skabe et bæredygtigt hus, der bidrager til udviklingen af bydelen Musicon.
     
  • Huset opføres i bydelen Musicon i Roskilde mellem gaderne Bifaldet, Rabalderstræde og Lydmuren. Det er en markant placering ud til søjlepladsen, som er bydelens eventplads.
     
  • Nybyggeriet udgør et samlet nettoareal på 3800 m2. Aaben Dans' eksisterende bygninger på grunden skal integreres i byggeriet, som også skal rumme Råstof Roskildes øvelokaler samt Roskilde Festival-gruppens kontorer og faciliteter for frivillige.
     
  • Tidsplanen er, at interesserede teams nu kan indlevere forslag til en totalentreprisekonkurrence. I begyndelsen af 2020 findes en vinder, hvorefter byggeriet projekteres. Huset forventes færdigt i 2022.
     
  • Byggeriets samlede budget er på 75 mio. kr. Roskilde Festival-gruppens andel udgør 50 mio. kr., mens Roskilde Kommunes andel udgør 25 mio. kr. Totalentreprisens kontraktsum er på 62,5 mio. kr. Roskilde Festival-gruppen finansierer egne faciliteter til frivillige og ansatte samt husets fællesfaciliteter. Roskilde Kommune finansierer Aaben Dans' og Råstof Roskildes nye faciliteter samt tilpasninger af de nuværende faciliteter.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation


Roskilde Festival
Signe Lopdrup, administrerende direktør
Telefon: 30 10 82 81 E-mail: press@roskilde-festival.dk

Roskilde Kommune
Joy Mogensen, borgmester
Telefon: 50 52 14 46

 

Aaben Dans
Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder

Telefon: 28 10 74 25

 

Råstof Roskilde
Lars Ege Larsen, formand

Telefon: 30 56 13 08

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 29. juni til 6. juli 2019.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972