Pressemeddelelse
26. oktober 2017
 
 
 
 

Bruno Mars til Roskilde Festival

 
 
 
 

Den amerikanske superstjerne Bruno Mars optræder for første gang nogensinde på Roskilde Festival. Mogwai, Vince Staples, C.V. Jørgensen, Nelson Can og Myrkur er også blandt de 10 første musiknavne, der føjes til festivalen i 2018. Billetsalget indledes 15. november, og mange flere navne offentliggøres i den kommende tid.

 
 
 
 

Roskilde Festival starter nedtællingen til den 48. Roskilde Festival med et regulært popbrag.

Med den 32-årige hitmager og femdobbelte Grammy-vinder Bruno Mars blandt de 10 første musiknavne til festivalen i 2018 kan publikum allerede nu glæde sig over 24 karat magi på 2018-plakaten.

 

Bruno Mars, der er født og opvokset på Hawaii, har for længst cementeret positionen som én af nutidens mest talentfulde popkunstnere. Hans tredje album 24K Magic har siden udgivelsen i efteråret 2016 kastet adskillige hitsingler af sig, og med et pladesalg på over 130 millioner i gennem karrieren er han tilmed én af de bedst sælgende kunstnere nogensinde.

 

Bruno Mars er hyldet for sit charmerende showmanship på scenen, så publikum kan se frem til et totalt overlegent og eksplosivt festshow proppet med hits som Grenade, Just The Way You Are, That's What I Like og naturligvis Uptown Funk.

 

Det bliver første gang, at den amerikanske superstjerne optræder på Roskilde Festival, og med sig på Orange Scene torsdag den 5. juli har han naturligvis det stramt svingende band The Hooligans og en altid veldisciplineret dansetrup.

 

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

 

"Bruno Mars oser langt væk af star quality, og han er først og fremmest en uovertruffen live-performer, der befinder sig i sit rette element, når han står på en scene. Så vi er ikke i tvivl om, at der bliver fyldt med et særdeles feststemt publikum foran Orange Scene, og at Bruno Mars vil levere varen."

 

Dagens øvrige offentliggørelser tæller desuden de skotske postrock-legender Mogwai og den anerkendte amerikanske rapper Vince Staples.

 

Fra vores egne danske rækker kan publikum se frem til en yderst sjælden live-optræden fra C.V. Jørgensen, der optrådte på Roskilde Festival første gang helt tilbage i 1977.

 

Den energiske trio Nelson Can har netop udgivet ep'en EP3 og har høstet ros og anerkendelse i både Danmark og udlandet, mens Amalie Bruun under kunstnernavnet Myrkur spiller to koncerter, der udforsker den intime folkemusik og den storladne, sorte metallyd fra hendes roste nye album Mareridt.

 

Det er med disse 10 navne, at Roskilde Festival indleder nedtællingen til 2018:

 

BRUNO MARS (US)
C.V. JØRGENSEN (DK)
MOGWAI (UK)
VINCE STAPLES (US)
MYRKUR (DK)
NELSON CAN (DK)
OH SEES (US)
YASUAKI SHIMIZU (JP)
WATAIN (SE)
WILKINSON (UK)

 

Cirka 175 navne spiller på næste års Roskilde Festival.

 

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli 2018.

 

Billetterne sættes til salg 15. november.

 

I øjeblikket kan festivalens fans indsende deres varmeste tips og musikønsker og samtidig deltage i konkurrencen om billetter til den kommende festival. Kampagnen findes her: festivalwishes.roskilde-festival.dk.

 

Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 320 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Pressetelefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/more/press

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 30. juni til 7. juli 2018.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972