Pressemeddelelse
23. januar 2020
 
 
 
 

Damon Albarn fejrer Roskilde Festival i K.B. Hallen

 
 
 
 

Markeringen af festival nummer 50 bliver skudt i gang allerede i årets første måneder og strækker sig til langt ind i efteråret. Et nyt musikalsk projekt fra evigt opfindsomme Damon Albarn er første navn i en lang række af offentliggørelser. 

 
 
 
 

Den 10. juni gæster Damon Albarn K.B. Hallen i København med sit seneste musikalske projekt 'The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows'.

 

Titlen har han hentet i et digt af engelske John Clare, og værket er inspireret af Islands storslåede natur med gletsjere, vulkaner, termiske kilder og bjerge. Sangskriveren har selv besøgt Island talrige gange gennem tre årtier og har opbygget et helt særligt forhold til landet og dets bjergtagende natur.

 

Den første af mange offentliggørelser

'The Nearer the Fountain, More Pure the Stream Flows' er den første offentliggørelse i en serie af aktiviteter, der på vidt forskellig vis skal markere den 50. udgave af Roskilde Festival - og det er svært at komme i tanker om en mere oplagt kunstner til at tage del i fejringen end Damon Albarn.

 

Han har dannet tæt parløb med Roskilde Festival siden 1992, hvor han og resten af Blur gav koncert på Blå Scene med blot et enkelt album i bagagen. Siden har han været på plakaten otte gange - solo, med Blur og i så forskellige musikalske projekter som Gorillaz, Africa Express og The Orchestra of Syrian Musicians. Tæller man hans gæsteoptræden hos Atomic Bomb! Band i 2014 med, er det ti gange, den engelske entertainer har stået overfor Roskilde-publikummet.

 

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, siger:

 

"Damon Albarn er et perfekt eksempel på, at et solidt bagkatalog ikke nødvendigvis står i kontrast til konstant udvikling. Som kunstner forstår han om nogen at forny sig, og det er på mange punkter de samme værdier, Roskilde Festival hviler på. At Albarn nu har kastet sig over et projekt, der ikke minder om den gængse festivalkoncert, har vi taget som en udfordring. Derfor præsenterer vi ham i en ramme, hvor vi fortsat kan bygge bro mellem et nysgerrigt publikum og en eksperimenterende musiker - på kunstens præmisser."

 

RF50: Time Is Now

I 2020 har Roskilde Festival fundet sted 50 gange. Vi markerer den historiske milepæl og festivalens betydning for ungdomskulturen gennem talrige arrangementer hertillands såvel som internationalt, og vi gør det med koncerter, udstillinger, debatter og meget andet gennem hele året.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Malte Vuorela, presseansvarlig
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: 3010 8281

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 27. juni til 4. juli 2020.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972