Barslund skal anlægge letbanetracé og byrum foran banegården

 
 
 
 

Barslund A/S skal stå for noget af det mest bynære og spændende anlægsarbejde, letbaneprojektet har at byde på. Entreprenørfirmaet er det tredje, som Odense Letbane A/S har skrevet anlægskontrakt med. Den ekstra entreprenør vil styrke kapaciteten og dermed fremdriften i det samlede projekt.

 
 
 
 

 

I januar begynder arbejdet med at gøre Vestre og Østre Stationsvej klar til letbanens spor. Der skal skabes et otte meter bredt areal langs hele stationsvejen.

 

Arbejdet går kort fortalt ud på at flytte vejbaner, cykelstier og fortove. Derudover skal der anlægges et nyt byrum omkring Odense Banegård Center, hvor den almindelige biltrafik bliver ført bagom via det område, hvor der i dag er busterminal. Til gengæld bliver banegårdens forplads ombygget til et nyt fælles rum for cyklister, gående og kollektiv trafik.

 

Det er Barslund A/S, der kommer til at stå for det omfattende arbejde, som odenseanerne vil opleve i Odense C gennem hele 2018. Det står klart, efter at Odense Letbane P/S fredag 1. december har skrevet kontrakt med entreprenørfirmaet.

 

Barslund A/S har vundet licitationen med et bud på knap 39 millioner kroner i et udbud, hvor tre andre entreprenører også bød ind.

 

- Anlægsarbejdet på Vestre og Østre Stationsvej er noget af det mest bynære og komplicerede, vi har på letbanens strækning. Så vi var naturligvis spændte på at modtage resultatet af licitationen, siger Mogens Hagelskær, administrerende direktør for Odens Letbane P/S:

 

- Derfor er vi også glade for, at det endnu en gang er lykkedes at lande et letbaneudbud inden for budgettet. Det er et tegn på godt og grundigt forarbejde i udbuddet - samt på at det er lykkedes os at skabe god konkurrence i markedet om letbaneopgaverne.

 

Det er den første anlægskontrakt, Barslund A/S vinder i letbaneprojektet. De fire anlægskontrakter, der tidligere er blevet udbudt, er gået til Arkil A/S og M.J. Eriksson A/S.

 

- Det betyder, at vi har fået endnu en entreprenør ombord i anlægsarbejdet, hvilket vil øge robustheden i forhold til kapaciteten - så vi bedre kan sikre fremdriften i vores samlede tidsplan, forklarer Mogens Hagelskær.

 

Også Barslund ser frem til samarbejdet med Odense Letbane.

 

- Vi glæder os til samarbejdet med Odense Letbane omkring denne spændende opgave, hvor planlægning af trafikanternes fremdrift og tilrettelæggelsen af vores arbejdsområder er nøglen til succes. Opgaver som denne kræver, at vi udnytter den erfaring, vi har i Barslund, så projektet kan udføres med færrest mulige gener, siger Ulrich Jørgensen, afdelingschef hos Barslund A/S.

 

Efter at Barslund A/S er færdige med at anlægge nye vejbaner, stier og fortove, vil letbanes entreprenør på sporarbejdet, Comsa S.A.U., gå i gang med at lægge skinner og bygge stationer samt sætte letbanens elektriske og elektroniske systemer op. Dette arbejde forventes at vare gennem hele 2019.

 

Der mangler fortsat at blive udbudt to ud af i alt syv anlægskontrakter: Odense Idrætspark-Vesterbro samt Albanigade-Nyborgvej. Disse vil blive udbudt over de kommende måneder, så anlægsarbejdet i løbet af 2018 vil komme i gang på hele letbanens strækning.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mogens Hagelskær, administrerende direktør, Odense Letbane P/S

20 11 46 39 / mohag@odenseletbane.dk