Nyhedsbrev
24. august 2020
 
 
 
 

Nyt fra BIO4

 
 
 
 
 

Kære naboer og øvrige interesserede,

 
 
 
 

I BIO4-projektet har vi arbejdet på højtryk siden sidste nyhedsbrev. I foråret ramte vi en historisk milepæl på Amagerværket, hvor vi kunne skovle de sidste kul ud af den københavnske varmeforsyning og erstatte dem med bæredygtig biomasse.

 

Vi er nu nået så langt med færdiggørelsen af AMV4, at vi er klar til den officielle indvielse af produktionsanlægget. Vi synes samtidig, at dette er en anledning til at åbne portene til Amagerværket - i hvert fald en smule "på klem" under hensyntagen til den aktuelle Covid-19 situation.

 

For BIO4 projektteamet og alle omkring os, der har hjulpet projektet på vej, er dette kulminationen på mange års arbejde, idet vi startede projektarbejdet helt tilbage i 2014, tog det første spadestik i 2016 og nu har leveret el og varme i en hel varmesæson.

 

Vi mangler fortsat lidt småjusteringer og tests, før vi kan afslutte projektet helt, men vi har nu bygget er robust anlæg, som vil kunne levere bæredygtig el og varme til hovedstadsområdet i rigtig mange år.

 

Beklædningen af den primære bygning er næsten færdig, alle 7000 træstammer på facaden er monteret, og himmeltrappe, udsigtsplaform og træhave er etableret. Muligheden for adgang til trappen er endnu ikke planlagt. Vi arbejder fortsat med at færdiggøre pladsen foran bygningen, og administrationsbygningen er klar til indflytning i september.     

 
 
 
 

Indvielse 

 

Indvielsen af AMV4 sker onsdag den 26. august kl. 13 -15. Her vil overborgmester Frank Jensen, HOFORs bestyrelsesformand Leo Larsen, og projektchef for BIO4, Jette K.Ø. Pedersen holde tale.


Til indvielsen er kun inviteret en begrænset skare, da vi på grund af Covid-19 ikke må samle ret mange mennesker på samme område. Til gengæld lægger vi et redigeret sammenklip fra dagen på projektets hjemmeside for naboer. Vi håber, at mange af jer har lyst til at se det.

 

Åbent hus - kør i egen bil igennem Amagerværket med lydguide
 

Covid-19 restriktioner betyder også, at HOFOR valgt at gøre det klassiske "åbent hus" til et kørende ét af slagsen; Et "drive through"-arrangement for netop at undgå, at for mange mennesker samles et sted samtidig.

 

Vi inviterer jer naboer og andre interesserede til at komme til "drive through" i egen bil på søndag den 30. august fra kl. 10 -16.

 

Her kan man for første gang nogensinde køre en tur på værkets grund og på nært hold se det imponerende kraftvarmeværk. I egen bil og med en kørselshastighed på 10 km/t. får gæsterne adgang inden for portene på Amagerværket, der ellers ikke normalt byder gæster indenfor.

 

Til turen har HOFOR produceret en lydguide, man kan høre via sin mobiltelefon. Guiden findes på: https://www.hofor.dk/amv-drive-through/ (Se også skilte på dagen).

 

Arrangementet er gratis, og hvis I tænker at komme, vil vi blive glade for en indikation heraf på arrangementets Facebook-side; Kom til drive Through på Amagerværket

Turen tager ca. 20 minutter, plus eventuelle pit stops og med forbehold for eventuel kø.

 

Vi glæder os meget til at se jer!

 

Med venlig hilsen

 

Jette K. Ø. Pedersen,

Projektchef, BIO4-projektet

 

 

 

 

 
 
 
 

Vi passer på dine persondata. Læs mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

 
 
 
 

HOFOR

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab

Ørestads Boulevard 35 | DK-2300 København S

Telefon: 3395 3395

 
Social media icon Social media icon