Pressemeddelelse
9. oktober 2017
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Den 21-årige industriteknikerlærling René Kling Hansen rejste tirsdag med resten af landsholdet til WorldSkills 2017 i Abu Dhabi. Her ses han under en træningstur til den tyske by, Bielefeld, i september. Foto: Industriens Uddannelser

 
 
 
 

Industrien er en del af Danmarks vigtigste landshold

 
 
 
 

Tirsdag rejste 15 unge danske håndværkstalenter mod varmere himmelstrøg. Der er dog på ingen måde tale om badeferie. Destinationen er Abu Dhabi, som er vært for WorldSkills 2017, verdensmesterskaberne i håndværk. Hele fire af industriens uddannelser er repræsenteret.

 
 
 
 

Lang tids forberedelse kulminerer snart for de 15 talentfulde håndværkere, som udgør Danmarks måske allervigtigste landshold. Med en storstilet åbningsceremoni lørdag, markeres begyndelsen på fire dage med intense konkurrencer. I alt dyster næsten 1.300 unge fra hele verden i 51 fag. Fælles for dem alle er, at de ikke er fyldt mere end 22 år.

 

Grundige forberedelser og solidt sammenhold

Blandt de danske deltagere er den 21-årige industritekniker René Kling Hansen fra Haderslev. René går til dagligt på Syddansk Erhvervsskole og er i lære hos Valmont SM A/S, som begge bakker godt op om hans deltagelse. Han har tidligere deltaget to gange ved DM i Skills, der er danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser. Her har han præsteret flotte resultater i særligt drejedelen af konkurrencen og med erfaring i at præstere under pres, er konkurrencesituationen ham ikke helt fremmed.

 

Som en del af forberedelserne var René i september på træningsophold i den tyske by, Bielefeld, for at afprøve de maskiner fra DMG MORI, han kommer til at arbejde på under konkurrencerne i Abu Dhabi. René har også deltaget i teambuilding med resten af landsholdet og modtaget masser af målrettet træning og vejledning af WorldSkills-træner og -dommer Henrik Nielsen.

 

På det danske landshold er, ud over industriteknikeren René Kling Hansen, personvognsmekanikeren Sander Steensgaard Kristensen, karrosseriteknikeren Nichlas Rosenkilde Thomsen og landbrugsmaskinmekanikeren Søren Lykke Døssing, som stærke repræsentanter for industriens uddannelser.

 

Verdensmestrene kåres ved afslutningsceremonien torsdag den 19. oktober.

 

Industriens deltagere:

  • René Kling Hansen, Syddansk Erhvervsskole, i lære hos Valmont SM A/S
  • Sander Steensgaard Kristensen, Tradium, udlært hos Pedersen & Nielsen Automobilforretning A/S
  • Nichlas Rosenkilde Thomsen, Teknisk Skole Silkeborg, i lære hos Volkswagen Herning
  • Søren Lykke Døssing, Erhvervsskolerne Aars, i lære hos Grundvad Maskinhandel A/S