Pressemeddelelse
1. november 2019
 
 
 
 
 
 
 
 

Aalborg kåret til den 5. mest bæredygtige turistdestination

 
 
 
 

Takket være en målrettet indsats har Aalborg taget et ordentligt hop frem i rangeringen af verdens mest bæredygtige destinationer.

 
 
 
 

Dermed rangerer Aalborg nu højere på det såkaldte GDS-index end storbyer som Barcelona, Sydney, Washington D.C., Prag, Monaco, Kyoto, Stuttgart og Bruxelles. I 2018 kom Aalborg på en 18. plads med 62 point ud af 100, mens de 76 point Aalborg tildeles for 2019 altså i år rækker til en flot femteplads.

"Vi er meget stolte af femtepladsen. Fremgangen skyldes ikke mindst, at Visit Aalborg har udarbejdet en politik for bæredygtighed, og at der allerede er taget skridt til implementering af den. Blandt andet blev der i september under Bæredygtighedsfestivalen sat et strategisk fokus på Aalborg som bæredygtig turistdestination. Her var hele branchen samlet til oplæg og debat om bæredygtig turisme i Aalborg, og det blev tydeligt, at bæredygtighed fremover bliver vigtig for at tiltrække flere gæster til Aalborg," fortæller Lis Rom Andersen fra Center for Grøn Omstilling.

Den fælles og koordinerede indsats er blevet til i et samarbejde mellem Visit Aalborg, Visit Aalborgs partnere og Aalborg Kommune. Til trods for den flotte placering, mener Anja Vangkilde Mathiasen fortsat, der er oplagte muligheder for at højne indsatsen for at fremme den bæredygtige turisme yderligere i Aalborg.

"Vi har først lige taget hul på arbejdet med at få en fælles bæredygtighedsstrategi og fælles indsatser. Der arbejdes nu videre med at få fælles målsætninger for bæredygtighed i branchen, så vi næste år kan få en endnu højere score på de forskellige parametre, og dermed potentielt rykke endnu højere op på GDS-indexet," siger hun.

Den flotte placering vækker også glæde hos Lasse P.N. Olsen, rådmand i Aalborg Kommunes Miljø- & Energiforvaltning:

"Det har vi bestemt grund til at være meget stolte over. At vi rangerer højere på listen end internationale storbyer som Washington D.C., Bruxelles og Sydney er bare med til endnu engang at understrege, at når det kommer til bæredygtighed er Aalborg helt med fremme i front af feltet internationalt," siger rådmanden.

Global Destination Sustainability Index er et samarbejdsinitiativ, der er lavet for at hjælpe turismeorganisationer, kongresbureauer, begivenhedsplanlæggere og møde- konference og kongresleverandører til at drive, promovere og anerkende ansvarlig praksis inden for erhvervslivets turisme og events. GDS-indekset rangerer medlemsdestinationer ved at måle, evaluere og sammenligne bæredygtighedspræstationen inden for fire nøgleområder:
- det fysiske miljø
- det sociale miljø
- leverandørernes præstationer
- destinationsledelse

 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

IMG_0870.JPG
billede 5.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Lasse P.N. Olsen, rådmand, Miljø- og Energiforvaltningen tlf. 2519 9401
  • Anja Vangkilde Mathiasen, konst. direktør, Visit Aalborg tlf. 2512 3500
  • Lis Rom Andersen, projektleder, Center for Grøn Omstilling tlf. 2520 2314
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Aalborg Kommune
 
Social media icon Social media icon Social media icon