Roskilde Festival Gruppen åbner nu for ansøgninger til kunstinitiativet Milens Vækstlag. Initiativet er en invitation til kreative vækstlag om at udvikle nye stedsspecifikke værker og installationer til landskabet Milen syd for Roskilde - et område som bruges af titusindvis af festivaldeltagere og resten af året fungerer som rekreativt område for lokalsamfundet. Kunst mellem festival og hverdagsliv Med Milens Vækstlag ønsker Roskilde Festival Gruppen at bringe kunst og arkitektur tættere på de steder, hvor mennesker allerede opholder sig og mødes. Der er især fokus på at støtte projekter, der tager afsæt i landskabet og understøtter nysgerrighed, ophold og leg, så værkerne kan bruges i hverdagen såvel som under festivalen. Signe Brink Wehl, Roskilde Festival Gruppens kunstfaglige chef, siger: "Vi vil gerne give plads til nye stemmer og invitere vækstlaget til at være med til at forme et landskab, som allerede bliver brugt af mange forskellige mennesker året rundt. Vi leder efter projekter, der kan skabe møder, nysgerrighed og nye måder at bruge området på. Det er vigtigt for os, at kunsten bliver en aktiv del af fællesskabet og livet i Milen." Ansøg senest 26. august Det samlede uddelingsbeløb er 150.000 kroner, og der kan søges op til 50.000 kroner pr. projekt samt honorar. Derudover tilbyder Roskilde Festival Gruppen kuratorisk sparring og produktionsrådgivning. Ansøgninger kan sendes frem til 26. august 2026 via Roskilde Festival Gruppens hjemmeside. Værkerne udvælges af en jury bestående af repræsentanter fra det kunstfaglige lokalmiljø, Roskilde Kommune og Roskilde Festival Gruppen. I 2025 blev værkerne Rundkredsen af arkitektstudiet Rumgehør og Table of Interests af arkitektgruppen en:33 udvalgt gennem Milens Vækstlag. Begge projekter bliver en del af Roskilde Festivals kunstprogram i 2026 og integreres efterfølgende i landskabet i Milen.
Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival. Gruppen står bag Roskilde Festival, GRASP og RFX, og alle aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival Gruppen genereret cirka 476 millioner kroner til udlodning. |