Sygehus Sønderjylland udgiver med jævne mellemrum nyhedsbrevet "I Praksis", hvor vi fortæller om nye ting og tiltag på sygehuset, som har speciel interesse for praktiserende læger og speciallæger.

 
 
 
 
 12. marts 2025
 
 
 
 
 
 

Direktionen har ordet

 
Direktionen har ordet
 
 
 
 

I årets første nyhedsbrev vil vi lave en indledende præsentation af vores fremtidige Praksiskonsulentordning. 

 

Vi har valgt at lave et forsøg med at ansætte en praksiskoordinator på deltid i et halvt år, hvor vi skal prøve at få skabt rammerne for en ny Praksiskonsulentordning, som fortsat skal medvirke til at styrke samarbejde med jer, der er praktiserende læge i vores optageområde, men også en Praksiskonsulentordning der er rustet til den fremtidige Sundhedsreform.


Pia Therkildsen har indvilliget i at indgå i en pilotafprøvning et halvt år, hvorefter vi vil evaluere ordningen. Hvis ordningen er en succes, så vil stillingen som praksiskoordinator blive slået op. Praksiskoordinatoren skal naturligvis ikke arbejde alene, men i samarbejde med andre praksiskonsulenter - dog i en anden form end den vi kender fra tidligere. Fremadrettet vil det være ift. mere konkret opgaveløsning. Det vil I naturligvis høre endnu mere om.  

 
 
 
 
Praksiskooordinator Pia Therkildsen
 

Ny praksiskoordinator skal medvirke til at styrke samarbejdet mellem sygehus og almen praksis

Sygehus Sønderjylland har ansat en ny praksiskoordinator, Pia Therkildsen - i første omgang i en tidsbegrænset stilling. Med bred erfaring fra både almen praksis og sygehusverdenen ser den nye praksiskoordinator frem til at bidrage til at styrke samarbejdet på tværs af sektorerne og udvikle praksiskonsulentordningen i Sygehus Sønderjylland.

 
Læs mere
 
 
 
 

Nyt fra afdelingerne

 
 
 
 
Nyt fra afdelingerne
 
 
 
 

Blodprøver, Biokemi og Immunologi

 

Blodprøvetagning på baggrund af sygehusrekvisition

Når en patient i forløb på en sygehusafdeling skal have taget en blodprøve på baggrund af en sygehusrekvisition, så har patienten muligheden for at få taget blodprøven i almen praksis.

 

I den forbindelse er det vigtigt, at man i almen praksis vælger den rigtige rekvisition i Rekvisitionshotellet. Hvis man ikke vælger den rigtige rekvisition, så betyder det, at sygehusafdelingen ikke får besked om, at blodprøven er taget og får ikke tilsendt svaret.

 

Når blodprøven knyttes til den rigtige rekvisition, så lander svaret på blodprøven automatisk i sygehusets patientadministrative system, og klinikeren bliver gjort opmærksom på det.

 

Det har særlig stor betydning, hvis det er aftalt med patienten, at sygehusafdelingen giver telefonisk svar eller et brevsvar, når blodprøven er taget og svaret forligger.

 

Ved spørgsmål kan IT-systemadministratorer i Blodprøver, Biokemi og Immunologi kontaktes på telefon 4016 5069 eller 2049 9347.

 

Nyt om analyser

 
 
 
 
 
 

Diagnostisk Center

 

Kære kolleger i Almen Praksis.

 

Først og fremmest tak for et godt samarbejde, som i langt de fleste tilfælde fungerer godt.

 

Vi oplever indimellem, at blive "brugt forkert", og at henvisningskriterierne ikke er opfyldt, hvilket betyder at vi må "tilbagevise" og evt. ringe til henviser, hvilket er spild af jeres og vores tid og ressourcer, og kan give anledning til irritation i begge sektorer.

 

Diagnostisk Center i Sønderborg er beregnet til udredning af "uspecifikke symptomer på alvorlig sygdom som kan være kræft" og "påvist metastase (obs!) uden kendt primærtumor".

 
Læs mere
 
 
 
 
 
 

Mikrobiologi

 

Hjælp med til at sikre rationel brug af prøver - vælg klogt og overvej om det er relevant at indsende prøven til mikrobiologisk analyse?

Mycoplasma-epidemien er på retur, der opfordres til betænksomhed før podning til pneumoniudredning!

 

Efter 1½ år med en ikke tidligere set høj forekomst af Mycoplasma, stilner epidemien af. 

Positiv raten toppede i efteråret med godt 20%, og er siden faldet markant. Positiv raten februar 2025 er aktuelt 5%. Dvs. antallet af prøver er ikke aftaget i takt med faldet i forekomsten af Mycoplasma.

 

Almen praksis opfordres til at udvise tilbageholdenhed før rekvirering af pneumoniudredning for "Atypisk pneumoni" og i stedet agere som før epidemien:
En atypisk pneumoni er klinisk defineret som en pneumoni, der ikke responderer på penicillin. Problemstillingen bør i første hånd løses ved at skifte til et tetracyklin eller et makrolid antibiotikum.

 
Læs mere
 
 
 
 
 
 

Kvindesygdomme og Fødsler

 

Ingen fertilitetsbehandling i Sygehus Sønderjylland

Jf. visitationsretningslinjerne for gynækologi i Region Syddanmark vil vi i Kvindesygdomme desværre ikke længere kunne tilbyde fertilitetsbehandling på Sygehus Sønderjylland.

 

Simpel fertilitetsbehandling (hormonstimulation og insemination) skal henvises til privatpraktiserende fertilitesklinikker/gynækologer og komplekse patienter skal henvises til OUH.

 

Se yderligere information på Sundhed.dk

 

BMI-oplysning ved henvisning til sterilisation

Afdelingen er i gang med en intern gennemgang mhp. forbedring af sine arbejdsgange og tilbud i forhold til sterilisation af kvinder. Oplysning om henviste patients BMI er her vigtig for afdelingens arbejde.

 

Her en venlig anmodning til almen praksis om at udregne og påføre BMI på alle patienter, der henvises til sterilisation.

 

Henvisning ved graviditetskvalme og opkastninger/hyperemesis
HUSK separat henvisning, så patienten indkaldes!
For at sikre hurtig og relevant visitation og behandling af gravide patienter med graviditetskvalme og opkastninger/hyperemesis, skal der sendes en henvisning til afdelingen.

 

Det er ikke nok at skrive mange opkastninger og/eller kvalme i en kommentar i svangre-papirerne.

 

Før henvisning forventes almen praksis at have vejledt i nødvendige kost/livsstilsjusteringer og iværksat førstevalgs medicinsk behandling.

 
Afdelingen kan anbefale Lægehåndbogens vejledning:

 

Hyperemesis gravidarum - Lægehåndbogen på sundhed.dk

 

Ved behov for sparring henvises til afdelingens hotline:

Tlf.:79 97 21 24 - Hverdage mellem klokken 9.00-14.30 

 

 
 
 
 
 
 

Bækkenbundscenteret

Bækkenbundscentret har fungeret siden 2019, og udgøres af et specialistteam af speciallæger, klinisk sexolog, sygeplejersker og fysioterapeuter fra fire forskellige afdelinger, nemlig Urinvejskirurgi, Kirurgi, Kvindesygdomme og Fødsler samt Ergo-og Fysioterapi.

 

Teamet har udviklet en fælles konsultation, hvor fem specialister møder patienten til en drøftelse af problemstillingen og gennemførsel af relevante undersøgelser. Det er patientens oplevelse, der er i fokus, og tilbagemeldinger fra patienterne på denne konsultationsform er positiv.

 

Henvisningskriteriet til Bækkenbundscenteret er, at patienten skal have problemstillinger, som refererer til mindst to af de ovenstående specialer.

 

Visiteringen af henvisningen sker i Kvindesygdomme, som sørger for indkaldelsen af patienten til Bækkenbundscenteret.

I henhold til Regionens specialeplan skal der, forud for henvisningen, være udført følgende;  

 

En basisudredning af urininkontinens i flg. Guideline for praksis.

For kvinder skal der være udført en gynækologisk undersøgelse mhp. vurdering af prolaps, opstart af vagifem, væske- vandladningsskema og bindvejningstest.  

 

De 3 vigtigste spørgsmål, der skal stille i Praksis og fremgå i henvisningen er:

  • Har du problemer med vandladningen?
  • Har du nedsynkningsfornemmelse?
  • Har du problemer med at holde på afføring?

Bækkenbundscenteret er fysisk placeret i Sønderborg og er organisatorisk placeret i Kvindesygdomme og Fødsler på Sygehus Sønderjylland.

 

Læs mere på Bækkenbundscenterets hjemmeside

 
 
 
 
 
 

Børn og Unge

Afdelingen er overgået til et nyt IT-system til registrering af vægt og vækstkurver, hvorfor alle data skal genindtastes. 

 

Ved alle ambulante henvisninger til Børn og Unge anmodes om, at almen praksis medsender kopier af de i praksis tilgængelige vægt og vækstdata.

 
 
 
 
 
 

Medicinske Sygdomme

 

Orientering til almen praksis om samarbejdstiltag på Sønderborg Kommunes Plejehjem

Den 10. marts 2025 starter et pilotprojekt involverende Akutlægebilen Sønderborg, Medicinsk Modtagelse, Sygehus Sønderjylland Sønderborg og de 10 plejecentre i Sønderborg Kommune.

 

Projektet betyder en ændring for samarbejdet mellem AMK og FAM/ Medicinsk Modtagelse, Sønderborg, idet man ved 112-kald fra et plejehjem eller Akutlægebilen Sønderborg bliver rekvireret via plejehjemslægen vil flytte den lægefaglige vurdering og opstart af relevant behandling fra sygehuset og ud på plejehjemmet.

 

Tiltaget vil ikke give anledning til ændringer i de eksisterende arbejdsgange eller tiltag for hverken kommunens medarbejdere eller de alment praktiserende læger hhv. plejehjemslæger.

 
Læs mere
 
 
 
 

Nyt fra praksiskonsulenterne

 
 
 
 
Nyt fra praksiskonsulenterne
 
 
 
 

Hjertesygdomme

Ved henvisning af dyspnø patienter vil I da huske at beskrive Lungefunktionstesten, LFU.

Det er ikke nødvendigt at sende den med, men blot beskrive den.

Dette er en meget stor hjælp i udredningen.

 

Venlig hilsen

Hanne Høst, Praksiskonsulent

 
 
 
 
 
 

Webinarer, kurser og møder

 
 
 
 
Webinarer, kurser og møder
 
 
 
 

Medicinsk Daghospital inviterer til informationsmøde om Syddansk Overvægtsinitiativ (SDOI) og Fracture Liaison Service (FLS)

 

Tid og sted

Tirsdag d. 01. april 2025 fra 16.30-19.00.

 

Lærings- og Forskningshuset, Auditorium
Sygehus Sønderjylland, Aabenraa
Kresten Philipsens Vej 15 F
6200 Aabenraa

 

Tilmelding

Senest d. 24. marts 2025 til sekretær Charlotte Roued på Charlotte.roued@rsyd.dk

 

 
Hent invitation med program
 
 
 
 
 
 

Syddansk Overvægtsinitiativ - Temadage om dilemmaer i det tværgående samarbejde

 

Er du interesseret i at styrke det tværgående samarbejde i din praksishverdag? 

Deltag i to spændende temadage, der fokuserer på dilemmaer i samarbejdet på tværs omkring:

  • Børn og unge med overvægt: Den 20. marts 2025 inviterer vi til en dag dedikeret til at gøre dig klogere på mere sammenhængende forløb og styrkede overgange gennem tværgående samarbejder om børn og unge med overvægt og deres familier.
     
  • Overvægt før, under og efter graviditet: Den 22. maj 2025 sætter vi fokus på, hvordan man gennem tværgående samarbejder kan styrke forløb for den (kommende) gravide og partner med overvægt.
 
Hent programmer og information om tilmelding
 
 
 
 
 
 

Nyt fra sygehuset

 
 
 
 
Lene Borregaard  - Ny konstitueret direktør på Sygehus Sønderjylland
 
 

Ny konstitueret direktør på Sygehus Sønderjylland

Lene Borregaard konstitueres som ny administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland. Hun har første arbejdsdag på sygehuset mandag den 10. marts 2025.

 

Lene Borregaard er i dag HR-direktør i Koncern HR i Region Syddanmark med arbejdsplads i regionshuset i Vejle - et job hun har haft siden 2017. Inden det var hun konstitueret i stillingen i et halvt års tid.

 

Før direktørjobbet havde hun forskellige andre lederjob i regionshuset i Vejle, hvor hun kom til, da Region Syddanmark blev dannet i 2007. På det tidspunkt kom Lene Borregaard fra Ribe Amt.

 

Lene Borregaard er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

 

Lene Borregaard er 50 år og bor i Kolding. Hun er gift og har to børn på 9 og 13 år.

 
 
 
 
 
 

Opmærksomhed ved bestilling af Flex-trafik

I Sygehus Sønderjylland oplever vi nogle gange, at der er borgere, der kører med Flex-trafik, som bliver sat af ved sygehusets indgange og desværre ikke selv kan finde frem til afdelingen, fordi de er kognitivt udfordrede.

 

Hvis man ved, at borgeren kan have brug for hjælp til at finde afdelingen, så kan der gøres opmærksom på dette ved bestillingen. Det vil hjælpe borgeren til at få en tryg ankomst til sygehuset.

 
 
 
 
 
 
Diabetes-pitstop
 

Nyt fra DUS og partnersygehus på OUH, SDCO

 

Undervisningsmateriale til almen praksis om insulinbehandling og graviditetsdiabetes

 

Nye diabetes-pitstops om insulinbehandling og graviditetsdiabetes

 

Ønsker jeres lægepraksis at udvikle kvaliteten af jeres arbejde med diabetes?

Så brug 30 minutter på et diabetes-pitstop i praksis.

I kan f.eks.:

  1. Arbejde med forberedelse til og opstart af insulinbehandling for personer med type 2-diabetes.

  2. Få inspiration til, hvordan I følger op på kvinder, der har haft graviditetsdiabetes.

  3. Finde værktøjer til at skabe struktur i forløbet for personer med ny-opdaget type 2-diabetes

Et diabetes-pitstop består af et inspirationsoplæg på video og refleksionsspørgsmål til en fælles drøftelse, så I selv kan gennemføre pitstoppet i jeres praksis.

 

Find alle diabetes-pitstops på www.sdco.dk/kvalitet

 

For mere information kontakt Julie Dyrgaard, julie.dyrgaard@rsyd.dk, Steno Diabetes Center Odense.

 
 
 
 
 
 

Telefonliste til specialistrådgivning

 
 
 
 

Husk at du altid har mulighed for at ringe til os, hvis du har brug for specialistrådgivning eller oplysninger om subakutte tider.

Find telefonnumrene på linket herunder.

 

Specialistrådgivning i Sygehus Sønderjylland

 
 
 
 
 
 

Kontakt til praksiskonsulentordningen

 
 
 
 

Du finder information om praksiskonsulentordningen og kontaktinformationer på vores hjemmeside.

 

Gå til kontaktinformation

 
 
 
 
 
 

Kontakt til redaktionen

 
 
 
 

Ansvarshavende redaktør

Lægelig direktør Peter Sørensen

 

Kontakt redaktionen

IPraksis-SHS@rsyd.dk

 

Tilmelding til nyhedsbrevet

Tilmeld dig til nyhedsbrevet