Pressemeddelelse
17. januar 2019
 
 
 
 

Roskilde Festival modtager innovationspris for indsats mod grænseoverskridende adfærd

 
 
 
 

Roskilde Festival satte adfærd og respekt på dagsordenen gennem nyudviklet dialogværktøj og øget videndeling. Nu har indsatsen med navnet Orange Together fået en pris fra den europæiske festivalbranche

 
 
 
 

Roskilde Festivals indsats mod grænseoverskridende og seksuelt krænkende adfærd modtog onsdag aften en Health & Safety Innovation Award ved uddelingen af de årlige European Festival Awards.

 

Begivenheden er også kendt som den 'internationale festivalbranches Oscar-uddeling'.

 

Innovationsprisen gives til arrangører, der udvikler nye initiativer og projekter, der kan skabe mere trygge og sikre oplevelser på tværs af den internationale event- og festivalbranche.

 

Festivalen får prisen for indsatsen Orange Together, der satte seksuelt krænkende adfærd og gensidig respekt højt på festivalgæsternes dagsorden.

 

En del af indsatsen var et nyudviklet dialogværktøj i form af et kortspil med titlen Exploring lols, lust, love & limits. 120 frivillige fra organisationer som Amnesty International og Sex & Samfund anvendte spillet til at få deltagerne til at snakke om samtykke, gråzoner, kønsroller og grænseoverskridende adfærd.

 

Derudover involverede festivalen en række faglige organisationer, institutioner og eksperter med et mål om at samle viden på tværs og skabe netværk, så festivalen kan fungere som en platform for viden og forandring.

 

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

 

"Vi ser innovationsprisen som udtryk for, at konkrete indsatser mod grænseoverskridende og krænkende adfærd har høj relevans på tværs af arrangementer og landegrænser, og at den europæiske festivalbranche gerne vil sætte de svære samfundsdebatter på dagsordenen.

 

Vi samler selv over 100.000 unge mennesker i en uge om året, så vi har mulighed for at bruge festivalen til at bidrage til forandringer i samfundet.

 

Vi valgte med Orange Together at sætte fokus på unges personlige grænser gennem dialog frem for at bruge løftede pegefingre, og én af erfaringerne er, at unge gerne vil tale om det og også synes, at det er vigtigt, at vi tog fat på emnet. Vores oplevelse er, at denne tillidsbaserede metode skabte et overvældende engagement blandt deltagerne og vores faglige samarbejdspartnere.

 

At tilgangen nu anerkendes af andre festivalarrangører gør kun vores motivation større, når vi videreudvikler indsatsen i det kommende år."

 

Foruden prisen for Orange Together-indsatsen fik Roskilde Festival prisen for 'Line-Up of the Year' og var desuden nomineret i kategorierne 'Best Major Festival' og 'Promoter of the Year'.

 

European Festival Awards er siden 2009 blevet uddelt i forbindelse med branchefestivalen Eurosonic Noorderslag i den hollandske by Groningen. Læs mere her.

 

Fakta om Orange Together:

  • Orange Together er Roskilde Festivals indsats mod seksuelle krænkelser og grænseoverskridende adfærd.
     
  • I 2018 fulgte indsatsen fire spor: 1: holdningskampagne og aktiviteter over for deltagere, 2: dialog og indsamling af viden, 3: læring og uddannelse af personale og frivillige, 4: samarbejde med myndigheder og fagorganisationer.
     
  • Indsatsen på festivalpladsen foregik i samarbejde med organisationerne Amnesty International, AskovFonden, DareGender, Dansk Kvindesamfund, Everyday Sexism Project Denmark og Sex & Samfund.
     
  • Orange Together-indsatsen videreudvikles til festivalen i 2019.
     
  • Find viden og erfaringer om indsatsen på denne side

Roskilde Festival skabes af frivillige og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 345 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/da/press

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 29. juni til 6. juli 2019.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972