Pressemeddelelse
7. juli 2019
 
 
 
 

Nu starter oprydningen på Roskilde Festival

 
 
 
 

Roskilde Festival vil have endnu flere gæster til at tage deres campingudstyr hjem, så det ikke bliver til affald. I år er rekordmange gæster flyttet ind i bæredygtige bydele på festivalen, og indsatsen mod festivalaffaldet skal styrkes i de kommende år.

 
 
 
 

Campingudstyret skal med hjem! Sådan har Roskilde Festivals opfordring lydt til gæsterne før og under dette års festival.

 

Anne Marie Helger gav de unge en god gang klima-skældud, og Den Grønne Studenterbevægelse skabte en guide til bæredygtig festivalstil, før campingbyen åbnede.

 

Under festivalen har 5000 skraldespande og 11 sorteringspladser hver dag taget imod beboernes affald, mens frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening og VedvarendeEnergi har opfordret til at passe bedre på miljøet.

 

For beboerne i festivalbyen har en altafgørende rolle, når affald skal forebygges. Titusinder af efterladte telte, pavilloner, campingstole og luftmadrasser udgør nemlig Roskilde Festival største affaldsbyrde.

 

Fælles oprydning fra morgenstunden
I dag starter så hjemrejsen for de op mod 100.000 deltagere, og allerede fra morgenstunden står et frivilligt indsatsteam klar til at uddele affaldsposer og motivere de hjemrejsende til at tage campingudstyret med hjem.

 

I Clean Out Loud-området indleder de 12.000 beboere oprydningen af lejrene med byttemarked og genbrugsindsamling. I år er rekordmange deltagere flyttet ind bæredygtige campingbydele med navne som Silent & Clean og Dream City, Settle 'n' Share og Leave No Trace.

 

Roskilde Festival tester desuden indleveringssystemer for genbrug af campingudstyr og deltager i et samarbejde om genbrugstelte på tværs af flere europæiske festivaler.

 

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

 

"Vi kan ikke fjerne affaldet alene, og vi har en klar forventning om, at vores gæster tager deres medbragte telte og luftmadrasser med hjem. Faktisk er det ganske simpelt at være med at skabe en mere bæredygtig festival, for man skal bare rulle luftmadrassen sammen, pakke teltet ned og tage med hjem igen, så det kan det bruges til næste års festival. Alle kan være med, og det skal vi være med til at understøtte."

 

"Vi mærker en udtalt klimabevidsthed blandt en solidarisk ungdom, der gerne vil bryde med brug-og-smid-væk-mentaliteten og de nedarvede forbrugsvaner. Og forandringerne er godt på vej i vores bæredygtige campingkvarterer som Clean Out Loud og Silent and Clean, hvor flere og flere bakker op om oprydningen år for år."

 

Efteroprydning på pladsen strækker sig fra den tidligste gennemgang af miljøfarlige fraktioner i dag til den endelige finopsamling af cigaretskod og kapsler i løbet af efteråret.

 

Læs hvordan efteroprydningen koordineres
 

Læs om festivalens affaldsindsatser
 

Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 385 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/da/presse/presserum

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 29. juni til 6. juli 2019.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972