Roskilde Festival Gruppen åbner nu for ansøgninger til Milens vækstlag - et open call målrettet det kreative vækstlag. Initiativet inviterer nyetablerede kunstnere, arkitekter og skabende fagpersoner til at udvikle og realisere stedsspecifikke værker i naturområdet Milen, som huser tusindvis af festivaldeltagere hver sommer og samtidig fungerer som rekreativt område for lokalsamfundet. Værkerne skal forholde sig til landskabet og være til gavn for fællesskabet både under Roskilde Festival og uden for festivalsæsonen. Projekterne skal derfor være funktionelle, sanselige og holde mindst ét år. Kunst i pagt med landskabet Milen er et tidligere råstofområde, der i dag udgør det største campingområde under festivalen. Med Milens vækstlag ønsker Roskilde Festival Gruppen at understøtte udviklingen af området gennem kunstneriske og arkitektoniske greb. Signe Brink Wehl, kunstfaglig chef for Roskilde Festival Gruppen, siger:
"Vi vil gerne invitere nye stemmer til at være med til at forme et landskab i forandring. Det handler om at skabe værker, der både er interessante og brugbare, og som kan forbinde mennesker og sted på nye måder. Det er samtidig en mulighed for at styrke vækstlaget og give plads til eksperimenter i landskabet." Søg senest 27. august Kunstnere, arkitekter og andre skabende fagligheder kan ansøge frem til 27. august 2025.
Ansøgningen foregår via Roskilde Festival Gruppens hjemmeside. Roskilde Festival Gruppen er betegnelsen for den samlede almennyttige virksomhed, der er opstået i miljøet omkring Roskilde Festival. Gruppen står bag Roskilde Festival, GRASP og RFX, og alle aktiviteter drives af målet om at støtte humanitært og velgørende arbejde til gavn for børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival Gruppen genereret cirka 457 millioner kroner til udlodning. |