Pressemeddelelse
3. juni 2021
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Intervare A/S tilbageviser urigtige

påstande fra Københavns Kommune

 
 
 
 

De selvstændige vognmænd, der kører for Intervare i Københavns Kommune, tjener cirka 45.000 kr. om måneden med en gennemsnitlig arbejdsdag på 8 timer mandag til fredag.

 
 
 
 

 

Intervare konkluderer i en 12-siders redegørelse sendt til Københavns Kommune d. 1. juni, at der ikke er hold i kommunens påstande om, at Intervare har brudt Københavns Kommune sociale klausuler.

 

"Grundlaget for Københavns Kommunes konklusioner er ganske enkelt ikke korrekt. Derfor har vi nu sendt en omfattende redegørelse til kommunen, hvor vi tilbageviser de urigtige påstande, der er blevet fremsat," siger Stefan Plenge, der er adm. direktør i Intervare A/S.

 

Københavns Kommune beskyldte i forrige uge Intervare for at bryde de sociale klausuler på to væsentlige områder. For det første hævdede kommunen, at de transportfirmaer, der bringer varerne ud for Intervare, er at betragte som lønmodtagere hos Intervare i stedet for selvstændige vognmænd. For det andet beskyldte Københavns Kommune Intervare for en underbetaling på transportområdet som følge af, at kommunen havde antaget, at den daglige arbejdstid var på 12 timer uden pauser, for dem som bringer varerne ud mandag til fredag. Ingen af delene er rigtige.

 

"Intervare er en dansk virksomhed med ordnede forhold og herunder overenskomst for sine medarbejdere i varehuset. Medarbejderne, der pakker varer, tjener mellem 29.100 kr. og 42.500 kr. om måneden plus feriepenge for en 37 timers arbejdsuge afhængig af, hvornår på døgnet man arbejder. Al transport af selskabets varer har siden opstarten af samarbejdet med Københavns Kommune for 20 år siden, været udliciteret til selvstændige vognmænd. De vognmænd, der forestår udbringningen af varerne til borgerne i Københavns Kommune, har et overskud på ca. 45.000 kr. om måneden med en arbejdsdag på ca. 8 timer mandag til fredag i dagtimerne. Dette beløb er opgjort efter, at vognmanden har afholdt udgifter til varevogn, brændstof, forsikringer etc. Vi har dermed sikret vognmændene en god betaling for det vigtige stykke arbejde de udfører. En betaling der i øvrigt er højere, end hvis de havde været ansat som chauffører og aflønnet efter overenskomst," siger Stefan Plenge.

 

Han forklarer, at han forventer, at Københavns kommune nu går i dialog med Intervare, så de misforståelser der er opstået hos kommunen kan blive opklaret og det gode samarbejde kan fortsætte.

 
 
 
 
Kontaktinformation

Den samlede redegørelse kan rekvireres ved henvendelse til Morten Huse Eikrem-Jeppesen, PressConnect, mobil +45 53 85 07 70, e-mail: morten@pressconnect.dk