Pressemeddelelse
7. januar 2021
 
 
 
 

Lejre Kommune udvider den kollektive transport med plustur

 
 
 
 

Borgerne i Lejre Kommune får nemmere ved at benytte busser og tog, selvom stoppestedet eller stationen ikke er lige uden for gadedøren. Fra 6. januar kan borgerne nemlig bestille en plustur, som kører borgerne fra gadedøren til nærmeste station eller stoppested. 

 
 
 
 
ringsted_172dpi.jpg

Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen

 
 
 
 

Man skal kunne bo og arbejde overalt på Sjælland. Men det er ikke alle steder, at bus og tog kører hele vejen til sommerhuset eller helt hjem til bopælen. Fra 6. januar tilbyder Lejre Kommune borgerne en ny form for kollektiv transport - plustur. 

 

Plustur begynder ved postkassen. Her bliver kunden hentet af en chauffør i en af de biler, der også kører flextrafik for Movia, og så bliver man kørt til en station eller et stoppested, hvor man kan komme videre med tog eller bus. 

 

Rejsen med plustur planlægges med rejseplanen, som sørger for at sammensætte plustur, bus og tog på den mest optimale måde. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage bussen eller toget på dele af rejsen, får man tilbudt plustur hele vejen.

 

"Jeg håber, at plustur vil få endnu flere til at vælge den offentlige transport frem for bilen. Flere steder i Lejre Kommune kan der være ret langt til nærmeste station eller stoppested. Derfor er det er en ordning, der passer rigtig godt til Vores Sted," siger Ivan Mott, som er formand for Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre Kommune.

 

De fleste biler, der kører plustur, har gult Movia-design. Ellers kan de kendes ved, at der i vinduet er et flextrafik-skilt. Plusturen har en fast pris på 21 kr. uanset, hvor langt man skal. Via rejseplanen bliver man sendt videre til en særlig hjemmeside hvor man bestiller turen, det skal ske senest to timer inden, man skal afsted. Plusturen skal betales med betalingskort, når man bestiller.

 

"I Movia har vi en målsætning om, at den kollektive mobilitet hele tiden skal udvikles, og det er dejligt, at plustur nu også er et tilbud i Lejre Kommune. Vi håber, at borgerne bliver glade for den ekstra mobilitet, som plustur giver både til hverdag og i fritiden. Vi ved fra de kommuner, som allerede tilbyder plustur, at borgerne sætter pris på muligheden for også at blive kørt den sidste strækning lige til hoveddøren," siger Per Gellert, plandirektør i Movia. 

 

Ordningen er åben for alle borgerne, uanset hvilken kommune man bor i. Plusturen skal blot begynde og slutte i en kommune med plustur. 
 
Om plustur

Med Lejre Kommune tilbydes plustur nu i 20 kommuner på hele Sjælland. De øvrige kommuner er Stevns, Faxe, Holbæk, Hørsholm, Kalundborg, Næstved, Slagelse, Roskilde, Sorø, Ringsted, Lolland, Furesø, Tårnby, Fredensborg, Køge, Egedal, Solrød og Gladsaxe.

Plustur blev etableret som fast ordning 1. juli 2019 efter forsøg i flere kommuner i 2018.

Erfaringerne med plustur er gode. Kunderne udtrykker stor tilfredshed med at få tilbudt bedre sammenhæng og mere mobilitet. Siden ordningen blev permanent 1. juli 2019 og frem til maj 2020, er der gennemført knap 3.500 rejser. Antallet af rejser er selvfølgelig påvirket af corona-pandemien i øjeblikket. 

Plustur i Rejseplanen appellerer til en yngre målgruppe end flextur, som har været et tilbud gennem flere år, og som mange kommuner også tilbyder. De 20-39-årige er den aldersgruppe, som benytter plustur mest. I flextur-ordningen udgør borgere i alderen 70+ 65 pct. af turene. 

 Andre steder i Danmark er trafikselskaberne også i gang med at indføre plustur i rejseplanen. Alle kommuner i Nordjylland har siden januar 2018 tilbudt plustur til borgerne.  På Fyn har plustur siden august 2018 været et tilbud i alle kommuner undtagen Odense Kommune. I Sydjylland tilbydes plustur i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder, Vejen, Varde, Billund, Esbjerg, Kolding og Fredericia. I Midtjylland tilbydes plustur i Lemvig, Skanderborg og Norddjurs kommuner.

Læs mere om plustur 

 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Lejre Kommune: Ivan Mott, formand for Udvalget for Teknik og Miljø, mail: ivmo@lejre.dk, tlf. 21 53 62 85
Movia kommunikation og presse: 36 13 20 10

 
 
 
 
 
 

Movia er Danmarks største og grønne mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca. 200 mio. kunder i busser, lokaltog og flextrafik. Alle med hver deres historie. Det bliver til 22.602 historier i timen. I Movia arbejder vi for, at flere skal transportere sig klimavenligt sammen. Og vi har sat klare mål for vores fælles fremtid: I 2030 er alle vores godt 1.300 busser fossilfri - mindst halvdelen kører på el. Flextrafikken køres i elbiler, og nye lokaltog er eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs vores Mobilitetsplan 2020.

 
 
 
 

TRAFIKSELSKABET MOVIA
Gammel Køge Landevej 3 - 2500 Valby - presse@moviatrafik.dk - Tlf: 36 13 20 10

 
Social media icon Social media icon
 
Vis i browser
 
Afmeld udsendelser