Pressemeddelelse 21. oktober 2025
 
 
 
 

Stort boost til 500S: Buspassagerer får mindre ventetid, bedre komfort og styrket forbindelse til Letbanen

 
 
 
 

Passagererne på linje 500S får nu en hurtigere og mere komfortabel rejse. Med nye
busbaner, forbedrede stoppesteder og smartere trafikregulering bliver det lettere for
bussen at komme frem. Samtidig bliver det hurtigere for passagerne at komme til
Letbanen og S-toget ved Glostrup Station.

 
 
 
 
+Way PRESSE.jpg

Copyright: Movia

 
 
 
 

Gode venteforhold, opdateret og præcis information om bussens afgangstid og en bekvem rejse er vigtige faktorer, når man skal rejse med kollektiv transport. Og netop de ting er blevet opgraderet langs linje 500S's rute.


Flere steder på strækningen mellem Tranehaven og Avedøre Holme har linje 500S fået sin egen vejbane, så bussen lettere glider gennem trafikken - især i myldretiden. Passagererne har fået bedre adgangsforhold flere steder, ligesom man nemmere kan kombinere cykeltur og busrejse med opgraderet cykelparkering.


Opgraderingerne forventes at gøre bussen mere pålidelig, når den kan køre udenom den øvrige trafik og komme hurtigere til og fra det store trafikknudepunkt på Glostrup Station. Derudover er der opstillet læskærme, som giver bedre forhold for passagererne, når de venter på bussen. Alt sammen for at gøre det endnu mere attraktivt for de mange rejsende på den travle strækning at vælge den kollektive transport til, siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden:


"Det er vigtigt at holde et stærkt fokus på passagererne og deres behov, hvis vi skal have flere til at vælge bussen. Vi ved, at flere rejser på tværs af kommunegrænser og S-togslinjerne. De her forbedringer kommer derfor mange passagerer til gode og sikrer en god forbindelse til vores kommende Letbane og til Rigshospitalet i Glostrup."

 
 
 
 

Bedre stoppesteder og mere grønt lys

 

Opgraderingerne langs ruten er lavet i et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Hvidovre og Brøndby Kommuner samt Movia. Forbedringerne er en del af Movias +Way-koncept, der betyder, at busserne får lettere ved at komme frem blandt andet ved at lade dem køre i deres egen busbane og med smart trafikregulering give dem prioritering i lyskrydsene langs ruten.


Derudover er stoppestederne blevet bygget om, så der på udvalgte stop er kommet brede perroner, opgraderede parkeringsforhold for cyklister og generelt bedre adgangsforhold til stoppestederne, som alt sammen skaber et bedre byrum.


"Opgraderingen af 500S er et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre bedre adgang til Danmarks grønneste erhvervsområde. Kortere ventetider, øget komfort og en direkte forbindelse til den kommende Letbane gør det nemmere for medarbejdere at komme til og fra arbejde på Avedøre Holme fra hele hovedstadsområdet. Det styrker Hvidovres rolle som drivkraft i hovedstadens samlede vækst og udvikling. Samtidig bidrager opgraderingen til en mere pålidelig og bæredygtig transportløsning, som understøtter vores ambition om en grønnere og mere sammenhængende kommune," siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

 
 
 
 

Prikken over i'et

 

Den sidste brik i +Way-opgraderingen af buslinje 500S er en fornyelse af Brøndby Strand St., hvor stoppestederne i begge retninger er rykket ud på Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard. Så slipper bussen for at køre ind og runde stationsforpladsen, og passagererne kan komme endnu hurtigere frem.


"500S er en vigtig linje for os i Brøndby. Den forbinder Sportsbyen og Brøndby Strand med Letbanen i Glostrup, arbejdspladser på Avedøre Holme og helt til Fields på Amager, hvorfra man kan tage Øresundstoget til lufthavnen og ud i verden. Vi er meget glade for kvalitetsløftet med handicapforhold og cykelparkering. Det gør det mere attraktivt at vælge bus frem for bil. Det giver flere mennesker mulighed for at komme godt rundt," siger borgmester i Brøndby Kommune, Maja Højgaard.


"Vores ambition i Movia er at få passagererne hurtigere og lettere frem og ikke mindst være et godt alternativ til bilen. Med det her løft på linje 500S forventer vi, at både borgere og virksomheder i befærdede områder som f.eks. Avedøre Holme, Brøndby Strand St. og Sportsbyen i Brøndby vil mærke forbedringerne," siger Movias trafikdirektør, Jeppe Gaard.

 
 
 
 

Indvielse med "pop-up stoppesteder"

 

For at markere færdiggørelsen af projektet vil der blive afholdt pop-up stoppested ved CPH Business Park den 27. oktober og ved Brøndby Strand St. den 30. oktober. Her vil der vil være mulighed for at høre mere om forbedringerne samt få sig en cupcake og noget varmt eller koldt at drikke.

 
 
 
 

Fakta

 

Region Hovedstaden har sammen med Brøndby og Hvidovre Kommuner samt Movia fået tildelt penge af Trafikstyrelsens Pulje til investering i kollektiv bustrafik til projektet. Trafikstyrelsen finansierer halvdelen af projektet, som har en samlet omkostning på knap 50 mio. kr. Den anden halvdel af projektet finansieres via midler fra Hovedstadens Letbane.


Formålet med forbedringerne langs ruten er primært, at:

  • Linje 500S ikke hænger fast i trafikken, men kan komme lettere frem.
  • Passagererne på linje 500S får væsentligt forbedrede vente- og adgangsforhold ved stoppestederne.
  • Sikre bedre sammenhæng med den øvrige kollektive transport - f.eks. med S-tog, bus og den kommende Letbane på Glostrup St.

 

Om Movias +Way på linje 500S:

  • Bedre adgangsforhold til stoppesteder: Etablering af rampe ved Brøndby Hallen, Brøndby Strand St. stoppested flyttes ud på Borgmester Kjeld Rasmussens Blvd., og kryds etableres, så man sikkert kan krydse vejen. Ved CPH Business Park er to stoppesteder slået sammen for at give bedre skiftemuligheder.
  • Ni stoppesteder er rykket helt ud til vejen, så man lettere kan stige ind og ud af bussen, og der er opsat læskærm til forbedring af venteforhold. Flere stoppesteder er også forlænget for at give bedre plads.
  • Højt niveau af digital trafikinformation (nedtællingsskærme på alle stop).
  • Ekstra cykelparkering (Tranehaven, Gildhøjcentret, Brøndby Hallen, Brøndby Strand St., Fyrmestervej, Helseholme, Avedøreholmen og CPH Business Park).
  • Egne busbaner på dele af strækningen - og busvenlig trafikregulering på ruten, så bussen kommer hurtigere frem.
  • Med forbedringerne forventes det, at turen mellem Tranehaven og CPH Business Park i myldretiden kan blive ca. 10 pct. hurtigere.
 
 
 
 
Kontaktinformation

Movia Presse & Kommunikation, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 
 
 
 
 
 

Movia er Danmarks største mobilitetsselskab. Vi kører årligt med ca. 175 mio. passagerer i busser, lokaltog og flextrafik. I Movia arbejder vi for, at flere transporterer sig kollektivt. Vi forventer, at mere end 90 pct. af vores ca. 1.100 busser vil køre på el i 2030 - resten fossilfrit. I 2025 kører alle nye personbiler i flextrafikken på el, og senest i 2030 er alle elbiler. Alle nye større flexbiler kører på el fra senest 2030, og alle nye lokaltog skal være eldrevne. Movia ejes af de 45 kommuner og to regioner på Sjælland. Vi er en offentlig virksomhed reguleret af lov om trafikselskaber. Læs Movias Mobilitetsplan her.

 
 
 
 

TRAFIKSELSKABET MOVIA

 

Gammel Køge Landevej 3 - 2500 Valby - presse@moviatrafik.dk - Tlf: 36 13 20 10

 
Social media icon
 
Vis i browser
 
Afmeld udsendelser