Bogen udkommer som kulminationen på en treårig periode, hvor Utopia har været et gennemgående tematisk fokus på Roskilde Festival. Sammen med en række partnere har festivalen fulgt unge festivaldeltagere helt tæt for at forstå, hvordan en generation, der vokser op i skyggen af globale kriser, forestiller sig fremtiden og deres mulighed for at handle i den. Utopia tager afsæt i en voksende erkendelse af, at de udfordringer, vi står overfor, kalder på forandring. Men mange unge har svært ved at forestille sig verden anderledes, end den er i dag - samtidig er netop deres fantasi og engagement afgørende for at skabe en anden og mere bæredygtig fremtid. "Unge mennesker vokser op i en verden, hvor kriser er blevet et grundvilkår. Hvis vi vil styrke deres fremtidshåb og forestillingsevne, er vi nødt til at tage deres længsel og forståelse af egen handlekraft alvorligt. Utopia er vores forsøg på netop det - at lytte og forstå, hvordan vi bedre kan styrke håbet og forestillingerne om en bedre fremtid, så vi sammen bliver i stand til at manifestere den gennem handling", siger Kara Djurhuus, chef for filantropi og NGO-partnerskaber i Roskilde Festival Gruppen. Bogen samler både indsigter, unges konkrete erfaringer og kunstneriske eksperimenter og henvender sig til alle, der arbejder med kultur, kunst, unge, demokrati og fremtidens samfund. Utopia bliver udgivet i samarbejde mellem GRASP, der er en del af Roskilde Festival Gruppen, og forlaget Økotopia. Bogen udkommer 29. januar 2026. Om GRASP GRASP er Roskilde Festival Gruppens platform for viden og kunst, der udfordrer vanetænkning og åbner for nye perspektiver på bæredygtig forandring. Gennem GRASP Vidensfestival, Pop Ups, vidensudgivelser og tværfaglige samarbejder samler GRASP kunstnere, forskere, unge, beslutningstagere og praktikere om tidens store spørgsmål. I samarbejde med dedikerede partnere arbejder GRASP i krydsfeltet mellem forskning, analyse og praksis med et særligt fokus på forestillingsevne, håb og handlekraft som drivkræfter for samfundsforandring. Læs mere om GRASP her. |