De to danske elektroniske trioer Masiv og Inga Bari samt den svenske musiker og producer Ayla er hovednavnene til Headline Flip. De tre navne er udvalgt af Roskilde Festival i samarbejde med aftenens hemmelige åbningsnavn, der bevæger sig inden for samme musikalske univers. "Aftenens lineup er kendetegnet ved en nysgerrig og legende tilgang til elektronisk musik, som virkelig har vundet momentum de seneste år. Publikum kan godt glæde sig både til de navne, vi løfter sløret for i dag, og det, vi holder tæt lidt endnu - og til den kæmpe fest, de kommer til at skabe sammen", siger Thomas Sønderby Jepsen, musikchef for Roskilde Festival. Headline Flip er en del af Rising - Roskilde Festivals helårlige indsats for at styrke nye stemmer. Med Headline Flip vender Roskilde Festival det traditionelle koncerthierarki på hovedet og sætter det musikalske vækstlag i fokus, mens et velkendt navn indtager rollen som support. "Headline Flip handler om at styrke den spirende undergrund. Vi giver scenen og spotlyset til nye, visionære kunstnere. Og vi gør det i samarbejde med et etableret navn, som aktivt bruger sin position til at løfte andre frem. Det er et stærkt signal om fællesskab og solidaritet på tværs af generationer i musikken", siger Thomas Sønderby Jepsen. Ud over de i alt fire musiknavne byder aftenen også på kunst af den dansk-palæstinensiske billedkunstner Jasmin Aiche Mahallati, som vil stå for udsmykning af spillestedet. Koncerten i Pumpehuset følger op på sidste års succes, hvor Headline Flip debuterede med et udsolgt arrangement i Vega. Fremadstormende elektroniske navne og billedkunst Den københavnske trio Masiv blander drum'n'bass, techno, hyperpop og dubstep i det, de selv kalder Copenhagen Bounce. I løbet af sommeren har de både spillet på den elektroniske festival Kaleido og under First Days på Roskilde Festival. Fra Malmö kommer musiker og producer Ayla med sit særlige miks af dub, reggae, elektronika og tunge basgange. Hun har to gange modtaget prisen Årets Rytm ved den svenske Manifestgalan. Inga Bari er en aarhusiansk trio, der arbejder i krydsfeltet mellem skandinavisk klubmusik, house, techno og soundsystem-kultur. I 2026 har de blandt andet optrådt på Kaleido Festival og SPOT Festival. Jasmin Aiche Mahallati har en bachelor fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, og med sin palæstinensiske baggrund og opvækst i Odense kredser hun i sine værker ofte om tilhørsforhold og identitet. Tidligere har hun blandt andet udstillet på Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg. Billet til Headline Flip koster 210 kroner (inkl. billetgebyr) og kan købes her. Dørene åbner kl. 20, og den første koncert begynder kl. 21. Headline Flip er støttet af Tuborg. "Det har altid været vigtigt for Tuborg at støtte op om musikken og ikke mindst den musikalske undergrund. Derfor er vi også glade for at bakke op om Headline Flip", siger Christopher Billing, sponsorchef i Tuborg. En del af Roskilde Festivals indsats for vækstlaget Headline Flip er en del af Rising, Roskilde Festivals helårlige indsats for at styrke nye kunstnere, idéer og fællesskaber, der pejler nye tendenser og åbner nye veje i kunsten og musikken. Med Rising samler festivalen en række initiativer, der giver plads og synlighed til fremtidens stemmer. Ud over Headline Flip gælder det bl.a.: - First Days-programmet på Roskilde Festival, hvor nye musiknavne åbner festivalen og møder et nyt publikum.
- Emerging Artist Area på Roskilde Festival, hvor unge musikere kan udvikle sig og møde både branchefolk og hinanden i professionelle rammer.
- Samarbejder med Det Kongelige Akademi i København, Filmskolen og andre uddannelsesinstitutioner, hvor arkitektur og kunst udfolder sig i nye rammer.
- Udgivelser af koncertoptagelser og dokumentation af kunst og aktivisme, der forlænger værker og optrædener ud over selve festivalen og kan hjælpe kunstnere på vej i deres videre karriere.
- Milens Vækstlag, et open call, der giver nye kunstnere og arkitekter mulighed for at skabe kunstværker i landskabet Milen syd for Dyrskuepladsen i Roskilde.
- RoFH x RF Tour, en turné med artister fra vækstlaget, som bliver skabt i samarbejde med Roskilde Festival Højskole, hvor eleverne er med til at planlægge, producere og afvikle koncerterne.
Læs mere om Roskilde Festivals vækstlagsindsats Rising. Festivalens arbejde med det musikalske vækstlag er også tema for en paneldebat på GRASP Festival 3. oktober. Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 27.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 476 millioner kroner til udlodning. |