Pressemeddelelse
2. maj 2018
 
 
 
 

Roskilde Festival offentliggør årets spilleplan og de 13 sidste musiknavne

 
 
 
 

Den fremadstormende R&B-innovatør PartyNextDoor, The Strokes-guitaristen Albert Hammond Jr og indie-ikonerne Blonde Redhead er blandt de 13 sidste tilføjelser i Roskilde Festivals program. Dermed kan festivalen offentliggøre spilleplanen med tider og scener for alle 186 musiknavne.

 
 
 
 

OBS: Spilleplanen kan downloades nederst i denne pressemeddelelse

 

PartyNextDoor cementerede sit talent som sangskriver, da han skrev Rihannas hit 'Work' i 2016. Nu er Jahron Anthony Brathwaite, som er den 24-årige canadiske kunstner bag PartyNextDoor, i fuld gang med at slå sit navn fast som soloartist med sin kølige og stemningsfulde R&B-lyd, der vækker påmindelser om andre canadiske verdensstjerner som The Weeknd og Drake.

 

Sidstnævnte har da også taget PartyNextDoor til sig gennem sit pladeselskab OVO Sound og medvirker på det Grammy-nominerede hit 'Come and See Me'.

 

Til sommer er PartyNextDoor klar til at lade sin stjerne lyse over Roskilde Festivals deltagere, når han sammen med sit band overtager den plads på Arena-scenen, der blev ledig, da Cardi B blev gravid og måtte aflyse sit show.

 

Erfarne og dugfriske kunstnere
Dagens nye offentliggørelser favner desuden et velbevandret trekløver bestående af den karismatiske The Strokes-guitarist Albert Hammond Jr, den drømmende indie-trio Blonde Redhead og de toneangivende amerikanske hardcore-rockere Madball.

 

Samtidig er helt dugfriske navne som Courtney Marie Andrews, Haley Heynderickx, Marlon Williams og RVG håndplukkede af Roskilde Festivals bookere på baggrund af koncerter på den amerikanske branchefestival SXSW for få uger siden.

 

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:

 

"PartyNextDoor har potentialet til meget snart at løfte sig op i den helt tunge popliga sammen med ikoner som Drake og The Weeknd, så det er fantastisk at kunne præsentere ham på Roskilde Festival, mens han står på tærsklen til gennembruddet.

 

Selvom vi har præsenteret plakaten tidligere på foråret, holder vi helt bevidst en håndfuld pladser ledige frem mod festivalen, så vi kan præsentere de unge kunstnere, der virkelig rykker på sig i 2018. Vi spottede højaktuelle navne som Courtney Marie Andrews, Haley Heynderickx, Marlon Williams og RVG på branchefestivalen SXSW her i foråret og var ikke i tvivl om, at de skulle inviteres til Roskilde Festival hurtigst muligt."

 

Dermed har Roskilde Festival offentliggjort 186 musiknavne, hvilket betyder, at programmet nu er fuldendt, og spilleplanen med tider og scener også kan afsløres.

 

Med den endelige spilleplan i hånden er det således muligt at planlægge sine musikalske opdagelsesrejser gennem Roskilde Festivals mangeartede udbud af stilarter og uventede koncertoplevelser.

 

Se spilleplanen her: roskil.de/schedule2018

 

Roskilde Festival offentliggør i dag disse 13 navne:

 

PartyNextDoor (CA)
Albert Hammond Jr (US)
Blonde Redhead (US)
Courtney Marie Andrews (US)
Debonair (DJ) (UK)
Haley Heynderickx (US)
Indika (DJ) (UK)
Madball (US)
Marlon Williams (NZ)
Mavi Phoenix (AT)
Pernille (DJ) (DK)
RVG (AU)
Steffi (DE)

 

Roskilde Festival 2018 finder sted fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli 2018.

Årets plakat favner navne som Bruno Mars, Dua Lipa, Eminem, Gorillaz, Massive Attack, Nephew og Nick Cave & The Bad Seeds.

 

Billetter til sommerens festival kan købes på roskilde-festival.dk

 

Et begrænset antal endagsbilletter er til salg for 1050 kroner (eks. gebyr). Endagsbilletter til onsdag den 4. juli er udsolgt, mens torsdag den 5. juli næsten er udsolgt.

 

Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 345 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/more/press

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 30. juni til 7. juli 2018.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972