Pressemeddelelse
2. juli 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 

DBA's Genbrugsindeks 2019:
Hver tredje dansker handler brugt for miljøets skyld

 
 
 
 
 
 
 
 

Genbrugsbølgen i Danmark har nået nye højder: knap 8 ud af 10 danskere har handlet brugt inden for de seneste 12 måneder og en dansker køber i gennemsnit brugte varer for over 5.000 kr. om året. Men det er ikke kun jagten på skjulte skatte og ekstra indtægter, der driver danskerne. Hver tredje af os handler brugt for miljøets skyld. Det viser DBA's Genbrugsindeks, der bliver lanceret i dag.

 
 
 
 

Brugte spiseborde, frakker, haveredskaber og racercykler skifter hænder som aldrig før. Knap 8 ud af 10 danskere har købt eller solgt en brugt vare inden for det seneste år, hvilket er en stigning på hele 10 procentpoint sammenlignet med forrige år og ny danmarksrekord. Særligt boligtilbehør, tøj og hobbyudstyr er i høj kurs. Det fremgår af DBA's nye Genbrugsindeks, der udkommer for fjerde år i træk. Den høje aktivitet i genbrugsmarkedet mærkes også hos DBA:

 

"Vi har altid været en nation af købmænd og skattejægere, men interessen for genbrug er vokset støt de seneste par år. I 2016 var det 6 ud af 10 danskere, der handlede brugt og nu er det altså 8 ud af 10 danskere. Det bliver jo også hele tiden nemmere at handle brugt - du kan jo sidde i sofaen eller bussen og søge efter brugte ting eller oprette en annonce på bare få minutter," siger Tue Sø, marketingchef i DBA.

 

Flere danskere end nogensinde sælger brugt
Genbrugsindekset 2019 viser, at hele 70 pct. af danskerne har købt brugte varer inden for det seneste år. Samtidig sælger flere og flere danskere også ud af deres ting: 45 pct. af danskerne har solgt brugt i det seneste år mod kun 32 pct. forrige i år. Og i 2018 blev der oprettet over 21,5 millioner annoncer på DBA.dk, hvilket er en stigning på 111 pct. i forhold til 2013.

 

"De største årsager til at danskerne sælger brugt, er, ifølge Genbrugsindekset, at de ikke bryder sig om at smide ting ud, der stadig virker, og at de får ryddet op. Jeg tror også, stigningen i genbrugssalget skyldes, at det er blevet rigtig nemt at finde købere til ens brugte ting, og at mange genbrugsjægere hen ad vejen får mod på at sælge deres brugte ting," siger Tue Sø, marketingchefi DBA.

 

Miljø og bæredygtighed driver genbrugsbølgen
Selvom muligheden for en god handel og mere plads i skabene stadig driver hovedparten af danskerne til at handle brugt, spiller bæredygtighed en fremtrædende rolle. Ifølge Genbrugsindekset sælger 33 pct. af danskerne brugte ting videre for miljøets skyld, mens 35 pct. af danskerne køber brugt for at mindske overforbruget og 31 pct. køber brugt for miljøets skyld. Den udvikling forventer Tue Sø fra DBA vil vokse:

 

"Der er et enormt fokus på klima og bæredygtighed blandt danskerne, og vi ser i Genbrugsindekset, at over halvdelen af danskerne gerne vil leve mere bæredygtigt. Og for mange er det at købe og sælge brugte ting et lettere skridt at tage mod en mere bæredygtig livsstil end fx at droppe bøfferne eller flyturene."

 

 

#

 

 

Om Genbrugsindekset

DBA Genbrugsindeks 2019 blev lanceret d. 2. juli 2019. For fjerde år i træk har DBA kortlagt den danske genbrugsøkonomi ved at gennemføre en repræsentativ befolkningsundersøgelse. Undersøgelsen er foretaget via Userneeds online panel blandt mere end 2.000 respondenter i alderen 18-70 år og ved at analysere brugeradfærden på DBA. Læs hele Genbrugsindekset her.

 

Fakta fra Genbrugsindekset 2019

Så mange danskere har enten købt eller solgt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder:

  • 2019: 77%
  • 2018: 68%
  • 2017: 63%
  • 2016: 59%
     
  • 70% af danskerne har købt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder og vurderer, at de i gennemsnit har købt for 5.475 kr. (i 2018 var beløbet 4.627 kr.)
     
  • 45% af danskerne har solgt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder og vurderer, at de i gennemsnit har solgt for 6.966 kr. (i 2018 var beløbet 5.612 kr.). Det svarer til, at der i Danmark er blevet solgt for 7,3 milliarder kr. brugte sager det seneste år. Tallet er udregnet ud fra andelen af danskere i alderen 18-75 år, som har solgt en eller flere brugte varer inden for de seneste 12 måneder, ganget med det gennemsnitlige beløb disse personer har solgt for, ganget med antallet af danskere i alderen 18-75 år.

Så mange annoncer blev der oprettet på DBA mellem 2013-2018:

  • 2018: 21.625.235
  • 2017: 20.370.808
  • 2016: 19.165.685
  • 2015: 17.897.086
  • 2014: 14.556.854
  • 2013: 10.210.140
 
 
 
 
Kontaktinformation

Aniela Falkenberg
Senior Advisor, Radius CPH
Mail: asf@radiuscph.dk

Telefon: +45 3177 2408