Pressemeddelelse
7. maj 2020
 
 
 
 
 
 
 
 

Aalborg Kommune styrker indsatsen for udsatte børns læring

 
 
 
 

Udsatte børn og unge klarer sig langt dårligere i skolen end ikke-udsatte børn. Et nyt partnerskab mellem Aalborg Kommune, Lær for Livet og Lauritzen Fonden skal styrke de udsatte børns faglige, personlige og sociale kompetencer, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse.

 
 
 
 

Udsigten til at kunne skabe sig et godt og selvforsørgende liv stiger, hvis man som ung lykkedes med at gennemføre en ungdomsuddannelse. Det kan være på et gymnasie, en erhvervsuddannelse eller en anden ungdomsuddannelse.

 

Et nyt partnerskab mellem Aalborg Kommune, Lær for Livet og Lauritzen Fonden skal være med til at forebygge, at udsatte børn og unge bliver udsatte voksne. Lauritzen Fonden bidrager med i alt 2,1 mio. kr. over de næste tre år, som gør det muligt, at 60 lokale børn fra Aalborg Kommune kan deltage i Lær for Livets læringsprogram i seks år.

 

"I Aalborg Kommune er vi ambitiøse på alle børns vegne. Vi er utrolig glade for partnerskabet, som betyder, at vi får afprøvet en udvidet samarbejdsmodel mellem barnet, barnets netværk, skolerne og vores familiegrupper, så vi endnu tidligere kan støtte op om børnenes trivsel og læring. Vi skal have knækket koden, så børnene får samme chancer i livet som andre børn," fortæller Mai-Britt Iversen, der er rådmand i kommunens Familie- og Beskæftigelsesforvaltning.

 

I Skoleforvaltningen ser rådmand Tina French Nielsen også frem til at afprøve en model med en tidligere indsats i et tæt samarbejde med børnene, netværket og Lær For Livet mentorer.

 

"Vi er yderst tilfredse med denne aftale. Børnene er vores fremtidige råstof, derfor er det utroligt vigtigt, at vi understøtter børnene i alt, hvad vi kan gøre for dem. Vi håber på, at projektet også kan give læring og erfaringer videre til skolernes arbejde med udsatte børn og give os indblik i metoder til at styrke samarbejdet omkring børnene."

 

Siden 2013 har Aalborg Kommune visiteret 20 børn til Lær for Livet, som gennem skole-camps, hjælp fra en frivillig mentor og faglig støtte til hjemmelæringsmiljøet skal understøtte barnets faglige, personlige og sociale udvikling over en seksårig periode. Og med en økonomiske håndsrækning fra Lauritzen Fonden bliver det nu muligt, at flere udsatte børn får glæde af programmet.

 

"I Lauritzen Fonden er vi optaget af tidlig indsats, og derfor giver det for os rigtig god mening at bidrage til at børn med foranstaltninger også kan komme med i Lær for Livet, som kan bidrage med et øget fokus på børnenes trivsel og læring. Samtidig støtter vi meget gerne løsninger, hvor kommunen tager et samlet ansvar og samarbejder om de udsatte børn på tværs af forvaltninger - erfaringer med dette vil være vigtige at opsamle og dele," siger souschef i Lauritzen Fonden Kathrine Geisler Madsen

Udsatte børn sakker bagud i uddannelse

 

Kun godt halvdelen af de udsatte børn og unge tager Folkeskolens Afgangseksamen, mens tre ud af ti udsatte børn har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter grundskolen - blandt ikke-udsatte er tallet otte ud af ti. 

(https://www.kl.dk/nyheder/udsatte-boern-og-unge/2019/kls-noegletalspublikation-for-udsatte-boern-og-unge-2019-er-netop-offentliggjort/)

"Manglende uddannelse er den moderne fattigdom - derfor skal vi have højere ambitioner for de mest udsatte børns uddannelse. Det handler blandt andet om at give dem en ekstra støtte til skolearbejdet og møde dem med passende krav og positive forventninger," udtaler Lær for Livets direktør Illa Westrup Stephensen.

Mentorordning og lektiehjælp
Som en del af Lær for Livets indsats, får børnene en frivillig mentor, der hjælper med lektier og alment dannende aktiviteter 2-4 gange om måneden. Derfor søger Lær for Livet allerede nu frivillige mentorer til de 20 børn fra Aalborg Kommune, som bliver en del af programmet fra sommeren 2020.

 

"Vi ved at udsatte børn ofte har et meget skrøbeligt netværk. En ekstra voksen i form af en frivillig mentor kan, ud over den faglige støtte, give barnet et frirum og være med til at genfinde eller finde og styrke barnets ressourcer og selvværd," fortæller Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet.

 

Få mere information om at være frivillig mentor i Lær for Livet på www.laerforlivet.dk

 

FAKTA:

Lær for Livet
Lær for Livet er et læringsprogram, som gennem en helhedsorienteret indsats skal sikre omsorgsfuld læring til udsatte børn i tæt samarbejde med kommuner og fonde. Øget selvværd, faglige succeser og stærke personlige og sociale kompetencer skal skabe fundamentet for, at børnene kan gennemføre en ungdomsuddannelse og på længere sigt skabe et godt liv for sig selv.

Hvert barn er en del af programmet i seks år, som består af tre indsatsområder:

 

Learning Camp:

I det første år i Lær for Livet deltager barnet på tre Learning Camps. De efterfølgende fem år deltager barnet i en årlig weekend-camp. På Learning Camp undervises børnene i dansk, matematik og personlige og sociale kompetencer.

 

Mentorordning:

Hvert barn i Lær for Livet får tilknyttet en frivillig mentor, der støtter op om lysten til læring og alment dannende aktiviteter et par timer 2-4 gange om måneden. Derfor søger Lær for Livet allerede nu frivillige mentorer til de 20 børn fra Aalborg Kommune, som bliver en del af programmet fra sommeren 2020.

 

Brobygning:

For at styrke barnets læring, bygger Lær for Livet bro mellem camps, skole, mentor og hjemmet.

 

Det er aftalt, at der over de næste 3 år vil deltage 60 børn i det nye partnerskab i Aalborg Kommune

 

Trods corona er Lær for Livet og Aalborg Kommune i fuld sving med planlægning af læringsforløb og der er allerede rekrutteret børn til 2020, som kan påbegynde læringsforløb.

 

De langsigtede effekter kendes endnu ikke, men foreløbige tal fra Lær for Livet viser, at af de 81 børn i programmet, der er forbi 9. klasse, er 69 af dem i gang med enten 10. klasse, ungdomsuddannelse eller anden uddannelse.

 

Lær for Livet er finansieret af Egmont Fonden, Lauritzen Fonden, LB Forsikring og 47 samarbejdskommuner, herunder Aalborg Kommune.

 

For yderligere information se: www.laerforlivet.dk

 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

pd_170703_02283_8432.jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation

Udtalelser fra Lær for Livet: Illa Westrup Stephensen, direktør i Lær for Livet, telefon: 25 34 86 62


Udtalelser fra Lauritzen Fonden: Kathrine Geisler Madsen, souschef i Lauritzen Fonden, telefon: 33 96 84 35


Udtalelser fra Aalborg Kommune; Rådmænd:
Mai-Britt Iversen, Rådmand Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, 9931 2500 mbi-byraad@aalborg.dk


Tina French Nielsen, Rådmand, Skoleforvaltningen, 2520 4001 tfn-byraad@aalborg.dk

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Aalborg Kommune
 
Social media icon Social media icon Social media icon