Top til Erhvervsinfo - TFE til højre.png
 
 
Nyhedsbrev 9. december 2025
 
 
 
 
HIRES_Julelys-9727.jpg
 
 
 
 
 

Tak for endnu et stærkt samarbejde i 2025!

Året er ved at være omme, og vi vil gerne sende en varm tak til alle jer virksomheder for den indsats og det samarbejde, der har præget året. Jeres engagement er med til at gøre Nordfyn til et godt sted at drive virksomhed.

 

Vi glæder os over, at dialogen mellem erhvervslivet og kommunen fortsat er i top. Det er fundamentet for et erhvervsklima med plads til udvikling og nye muligheder. I løbet af året har vi haft mange gode møder og besøg hos flere af jer, og hver gang har vi taget værdifuld inspiration med hjem. Tak fordi I deler jeres viden og perspektiver - det gør en forskel.

 

Kommunalvalget har også fyldt i 2025, og nu hvor det er overstået, ser vi ind i en periode med ro og stabilitet. Det giver os et godt udgangspunkt for at fortsætte den positive udvikling sammen med jer.

 

Vi ser altså frem til 2026, hvor vi kan bygge videre på det gode fundament. Allerede den 20. januar mødes vi til den traditionsrige nytårskur for erhvervslivet og vores øvrige samarbejdspartnere. Det bliver en aften med spændende oplæg og mulighed for at styrke netværket.

 

Se invitationen og tilmeld dig


Vi ønsker jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi ses i 2026!

 

 

Mette Landtved-Holm                                          Morten V. Pedersen
    Borgmester                                                        Kommunaldirektør

 
 
 
Billede1.jpg
 

Håndværkermøde

Traditionen tro blev håndværkermødet arrangeret i samarbejde med tre nordfynske håndværkere.

 

Denne gang var interessen for aftenens hovedtema en introduktion i LCA og klimakrav i BR18.  For at belyse temaet havde vi inviteret fagleder og LCA-specialist Mikkel T. B. Volden fra Dansk Miljørådgivning til at introducere os i emnet.

 

Udover forskellige andre indlæg, var der denne gang også planlagt dialog ved bordene, hvor det blev drøftet, hvad der kan gøres for at forbedre salg og værdi af boliger på landet. Der er blevet lavet en sammenfatning fra bordene, så der i kommunen kan arbejdes videre med det.

 

Tak til jer, der har været med til at sammensætte programmet og tak til alle jer, der bakker op om arrangementet og deltager. Vi værdsætter det gode samarbejde.

 
 
 
 
 
 
Billede2.jpg
 

Uddannelsesmesse

Det var ikke store maskiner, der manglede, da Nordfyns Gymnasium d. 30. oktober dannede rammen om uddannelsesmessen, hvor flere nordfynske virksomheder stillede velvilligt op med en stand og på den måde præsenterede sig for de unge.

 

Udover nordfynske virksomheder bidrog fx også Fyns Politi og Forsvaret. I praksis betød det, at nogle elever fik oplevelsen af at komme i håndjern (på den gode måde) og mange andre ting.

 

Der var diverse aktiviteter og store maskiner, brandbil og politibil og masser af aktiviteter indenfor også.

 

Det er fantastisk, at virksomhederne og ungdomsuddannelserne bidrager aktivt, så vi ved fælles hjælp kan være med til at sikre uddannelse og arbejdskraft i fremtiden. Det er bl.a. uddannelsesmessen med til at bane vejen for.

 

TAK til følgende virksomheder, der havde en stand på messen:

  • Brandkadetterne Nordfyn
  • Bygma Otterup
  • Chrones's Entreprenør og Anlæg ApS
  • FH Fagbevægelsen
  • Forsvaret
  • Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste
  • Fynbus
  • Fyns Politi
  • Haarslev Industries
  • Restaurant Møber
  • Ronæs Entreprenør & anlægsgartner ApS
  • Sosu Nordfyn
  • SuperBrugsen Søndersø
  • Tømrer- og Snedkermester v/ Allan Led Hansen
 
 
 
Billede3.jpg
 

Edison

Elever fra kommunens 7. klasser deltog i en landsdækkende konkurrence om innovation og samarbejde i udviklingen af egne lokalområder. Også her var scenen sat på Nordfyns Gymnasium med masser af kreativitet, gode ideer og innovation fra eleverne.

 

Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence og et undervisningsforløb, der udfordrer elever i at udforske deres kreative og innovative evner. Nordfyns Kommunes 7. klasser deltager hvert år i Projekt Edison. Forløbet lærer dem at tænke nyt, samarbejde og finde løsninger på virkelige udfordringer.

 

Lokalfinalen er kulminationen på flere ugers arbejde, hvor eleverne har udviklet ideer og konkrete forslag til, hvordan deres lokalsamfund kan forbedres og fornyes.

 

Eleverne pitchede for dommere fra det nordfynske erhvervsliv, lokale politikere samt elever fra gymnasiets innovationshold.

 

TAK til følgende virksomheder der var dommere:

  • Bogense Plast A/S
  • Emmelev A/S
  • Kærsgaard I/S
  • LOUDdesign A/S
  • Meny Bogense
  • Restaurant Møber
  • Senmatic A/S
 
 
 
Billede4.png
 

Miljøtilsyn 2025: Overblik fra Nordfyns Kommunes landbrugsafdeling

2025 går på hæld, og i Nordfyns Kommunes landbrugsafdeling er årets miljøtilsyn nu tæt på at være afsluttet.

 

Kommunen har omkring 250 husdyrbrug med erhvervsmæssige dyrehold, som er omfattet af reglerne for miljøtilsyn. Hertil kommer cirka 450 ejendomme med hobbydyrehold, som vi fører tilsyn med efter behov.

 

I løbet af 2025 har vi gennemført miljøtilsyn på 80 husdyrbrug samt besøgt 5 ejendomme med hobbydyrehold.

 

Hvad kontrolleres ved et miljøtilsyn?

Ved tilsyn på husdyrbrug ser vi bl.a. på:

  • Dyreholdets størrelse og overensstemmelse med gældende tilladelser
  • Opbevaring og håndtering af husdyrgødning
  • Opbevaring af olie- og kemiprodukter
  • Ejendommens sikring mod rotter samt muligheder for at forebygge rotteforekomst

Nyt i 2025: Det styrkede affaldstilsyn

I år har vi for første gang gennemført det nye, styrkede affaldstilsyn. Formålet er at sikre, at affald håndteres og sorteres korrekt, og at mest muligt bliver genanvendt.

 

Vi oplever generelt meget høj grad af orden og stor imødekommenhed blandt de husdyrbrug, vi besøger. Landbruget tager opgaven med korrekt affaldssortering og genanvendelse seriøst, og det vil vi gerne kvittere for.

 
 
 
BannerMiljoepris_2026.png
 

Miljøpris: Kender du en virksomhed, der gør en forskel?

Efter nytår åbner vi igen for indstillinger til Miljøprisen 2026 - og du kan være med til at anerkende de virksomheder, der gør en grøn forskel i hverdagen.

 

Det kan være dem, der finder nye, smarte grønne løsninger. Dem, der engagerer medarbejdere og samarbejdspartnere i den grønne omstilling. Eller dem, der bare skaber mærkbare resultater for miljøet.

 

Du kan læse mere om Nordfyns Kommunes Miljøpris på vores hjemmeside. Læs mere om miljøprisen her.

 

Hold øje med vores Facebook, LinkedIn eller hjemmeside for at se, hvornår der åbnes for indstillinger.

 
 
 
COLOURBOX6772400.jpg
 

Bygge- og anlægsopgaver - Fremtidige udbud

De kommunale bygninger i Nordfyns Kommune renoveres kontinuerligt, og der er i 2026 også afsat en pulje til renovering.

 

Puljen prioriteres løbende og vil i 2026 blandt andet omhandle energirenovering, tagrenovering, mm.

 

I 1. kvartal af 2026, forventes følgende opgaver at blive sendt i udbud:

  • Nyt ABA-anlæg på Nordfyns skolen afd. Hårslev
  • Nyt ABA-anlæg på Glavendrupskolen afd. Nordmark
  • Etablerings af tryghedsskabende hegn på plejecentrene

Alle større opgaver forventes udbudt i hovedentrepriser.

 

Hvis I har interesse i opgaverne, er I velkommen til at kontakte Faglig Koordinator Morten Grønvald på mgroen@nordfynskommune.dk