Pressemeddelelse
18. juni 2026
 
 
 
 

Samtlige Lokaltog i Region Hovedstaden indstiller driften og kører i garage

 
 
 
 

Al togtrafik på Lokaltogs strækninger i Region Hovedstaden bliver i løbet af de kommende timer indstillet. Det sker som en konsekvens af, at Lokaltog i eftermiddag har modtaget sygemeldinger fra samtlige de medarbejdere hos driftscentralen i Hillerød, som afvikler togtrafikken på Lokaltogs baner i Nordsjælland.

 
 
 
 
Lokaltog Nordsjaelland.jpg

Copyright: Lokaltog Foto: Lokaltog

 
 
 
 

Driftscentralen og dens medarbejdere er en forudsætning for at kunne afvikle togtrafikken sikkert, og uden tilstrækkelig bemanding er det derfor ikke muligt at opretholde driften.

 

"Det er en meget alvorlig situation, og vi beklager dybt overfor vores kunder, at vi er nødt til at indstille driften", siger Stig Allan Nielsen, der er driftsdirektør.

 

Togtrafikken reduceres gradvist fra nu, hvor togene begynder at køre i garage og frem til kl. cirka 20, hvor det forventes, at al drift er indstillet på Frederiksværkbanen, Gribskovbanen, Hornbækbanen, Lille Nord og Nærumbanen.

 

"Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvornår driften genoptages, men det ligger fast, at det tidligst bliver mandag morgen. Lokaltog arbejder intenst på at afklare situationen og genetablere driften så hurtigt som muligt. Kunderne opfordres til at finde alternative rejsemuligheder og holde sig opdateret på Rejseplanen og Lokaltogs egne kanaler, der opdateres løbende. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at indsætte togbusser som erstatning, men Lokaltog arbejder også her på at finde løsninger", siger Stig Allan Nielsen. 
 

 
 
 
 
Kontaktinformation

Lokaltog A/S, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 
 
 
 
 
 

Lokaltog driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og Falster. Vi sørger for, at vores kunder kommer trygt, sikkert og komfortabelt på job, på indkøb, i skole og ud i ferielandet. Det er vores mål at kombinere præcision og professionalisme i driften med en god service. Lokaltog er et dansk jernbaneselskab, der driver ti privatbaner. Vi transporterer hvert år mere end 9,4 millioner passagerer sikkert frem til deres destination. 

 
 
 
 

Lokaltog A/S
Thistedgade 10 - 2630 Taastrup - post@lokaltog.dk - Tlf: 70 20 00 54

 
Vis i browser
 
Afmeld udsendelser