Pressemeddelelse
31. januar 2018
 
 
 
 

Roskilde Festival melder udsolgt af endagsbilletter til onsdag

 
 
 
 

Offentliggørelsen af Eminem har sat blus under billetsalget til årets Roskilde Festival. Partout-billetterne sælger lynhurtigt, og endagsbilletter til onsdag den 4. juli, hvor Eminem leverer sin karrieres første danske koncert, er nu udsolgt.

 
 
 
 

Nu er endagsbilletterne til onsdag den 4. juli på Roskilde Festival udsolgt.

 

Det er ikke overraskende mandagens offentliggørelse af Eminems første danske koncert, der har fyret op under forventningerne og dermed salget til sommerens Roskilde Festival.

 

Udover det eksplosive salg af endagsbilletter sætter partout-billetterne i øjeblikket rekord, da salget ligger på det højeste niveau i forhold til samme tidspunkt tidligere år.

Roskilde Festivals talskvinde Christina Bilde siger:

 

"Det forrygende billetsalg understreger virkelig Eminems helt særlige status blandt vores deltagere. Det bliver hans første koncert på dansk jord, og vi mærker i den grad, at det er en enestående begivenhed, som man ikke vil gå glip af."

 

"Vi oplever samtidig et markant løft i salget af partoutbilletter. Så det er tydeligt, at Eminem i selskab med navne som Gorillaz, Cardi B og Bruno Mars også går lige i hjertet hos de mange tusinder, som går efter den fulde Roskilde-oplevelse."

 

Specialcamping sættes til salg
I dag indleder Roskilde Festival desuden salget af særlige boformer i den enorme festivalby.

 

Her kan man reservere plads i stilleområder, købe allerede opslåede telte eller blive en del af et større fællesskab med de andre, der selv medbringer motorcykel, bus eller campingvogn.

 

Udvalget byder også på et stærkt begrænset antal telthuse med gulv eller de helt nye beduin-telte, hvor selv sengene følger med.

 

Se campingudvalget her: roskilde-festival.dk/guide/camping

 

175 navne til plakaten
Roskilde Festival har udover Eminem offentliggjort navne som Gorillaz, Cardi B., Bruno Mars, David Byrne, Stormzy, Nephew, Alex Vargas, Benal og First Aid Kit til festivalen i 2018.

 

Cirka 175 navne spiller på næste års Roskilde Festival, og mange flere navne offentliggøres snarest.


Partout-billetter til Roskilde Festival koster 2100 kroner (eks. gebyr), mens et begrænset antal billetter til dagene torsdag, fredag og lørdag er til salg for 1050 kroner (eks. gebyr).

 

Billetter til sommerens festival kan nu købes på roskilde-festival.dk

 

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 30. juni til lørdag 7. juli 2018.

 

Roskilde Festival skabes af frivillige ildsjæle og er 100 % non-profit. Alt overskud doneres til kulturelle og velgørende formål af Foreningen Roskilde Festival. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 320 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/more/press

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 30. juni til 7. juli 2018.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972