Pressemeddelelse
5. juli 2026
 
 
Orange Stage 2026_credit Pil Ece Nur Kilic.jpg
 
 

Totalt udsolgt Roskilde Festival forventer tocifret millionoverskud og løfter sløret for RF27

 
 
 
 

Roskilde Festival forventer et rekordoverskud fra årets festival, så festivalen kan leve op til sit formål og donere det flotte overskud til støtte for børns og unges muligheder. Arbejdet med næste års festival er også i gang. 

 
 
 
 

Roskilde Festival 2026 er afsluttet! Omkring 140.000 mennesker har festet, arbejdet, boet og levet i festivalbyen i alt fra hedebølge, lyn og torden, regn og blæst til helt almindeligt dansk sommervejr. Tilsammen har de ikke alene skabt en fantastisk festival. Alle har de bidraget til, at festivalen nu kan melde om et rekordhøjt overskud.

 

Årets festival var totalt udsolgt. Med syv scener, ni oplevelsesrum, knap 180 musiknavne og mere end 90 kunstnere, forfattere, graffitimalere mm. præsenterede den et program til tiden og vil især blive husket for sin nye Orange Scene, der på én gang ligner sig selv og løfter koncertproduktionen ind i fremtiden.

 

Signe Lopdrup, adm. direktør i Roskilde Festival Gruppen, siger:

 

"Det har været en fantastisk festival, hvor alt det nye, vi satte os for, ikke alene er lykkedes, det er også blevet taget super godt imod. Fra ny Orange Scene og biografen Cinema over fitness på Stadion til nej tak til glas og engangspavillioner. Vores deltagere har virkelig bevist, at Roskilde Festivals fællesskab er med på at engagere sig og gå nye veje, uanset om det er kunst, bæredygtige tiltag eller mad, vi taler om.

 

Vi oplever en tydelig tendens i tiden - et ønske om at styrke fællesskab, engagere sig og gå i dialog. Vi ser det både i kunsten og blandt vores deltagere, og derfor har vi også arbejdet for at give det endnu bedre muligheder i festivalbyen og i programmet. Det er vigtigere end nogensinde. Og vi har en kæmpe opgave i at understøtte det og bruge den særlige mulighed, vi har for at samle og engagere mennesker på tværs af holdninger og generationer - også til næste år.

 

Fællesskab er hjertet i Roskilde Festival, og vi lykkes kun, som vi gør, på grund af det".
 

Løfter sløret for RF27

Roskilde Festival kan også løfte sløret for - nogle af - de nye ting, der kommer til at ske på RF27. Flere af dem er der taget hul på i forbindelse med årets festival.

 

Signe Lopdrup fortæller:

 

"Vi bruger altid den festival, vi holder, til at se frem mod den næste og teste tiltag. I år har vi blandt andet taget de første skridt med at udvikle bydelene og fællesskaberne på camping og løfte faciliteterne for branche og professionelle netværk. Det kommer vi til at se mere af på RF27. Vi fortsætter også indsatsen med at skubbe på og inspirere til grøn omstilling".

 

Konkret fremhæver Roskilde Festival tre tiltag.

 

Gentænkning af camping: Campingliv og fællesskaber skal være endnu mere for endnu flere. Derfor skal bydelene og deres aktiviteter og tilbud udvikles, så fællesskabet og festen får flere og nye rum for at udfolde sig. Det inkluderer også gentænkning af populære festområder som Dream City, hvor Dreamerne allerede er i gang.

 

Udvikling af branche- og netværksmuligheder: Roskilde Festival er hvert år samlingssted for en stor mængde af professionelle aktører fra den danske og internationale musik-, kultur- og livebranche. På RF27 skal tilbuddene til den professionelle del styrkes med flere faglige tilbud og endnu bedre muligheder for netværk.

 

Fortsat fokus på cirkulær festival: Der skal arbejdes videre med genbrug af materialer til konstruktioner og opbygning af festivalen. På deltagersiden fortsætter fokus på special camping-produkter og genbrug af madservice, hvor glassene til RF27 forhåbentlig får selskab af genbrugsskåle.

 

Billetsalget til RF27 er i gang

Deltagere, der vil være sikre på at få adgang til næste års festival, kan allerede nu sikre sig en billet. 

 

Smart Ticket - en partourbillet der betales i otte rater fordelt over året - er netop sat i salg til Roskilde Festival 2027.

 

Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 27.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 476 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

E-mail: press@roskilde-festival.dk
Pressetelefon: +45 30 10 82 81

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 27. juni til 4. juli 2026.