Pressemeddelelse
22. november 2019
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Preview image

Partnere i AART. Fra venstre: Mads Nygaard, Nanna Flintholm, Torben Skovbjerg Larsen, Anders Strange og Anders Tyrrestrup.

 
 
 
 

AART udvider med nye partnere

 
 
 
 

AART udvider partnerkredsen med Mads Nygaard og Nanna Flintholm som nye partnere. Der sker som led i virksomhedens vækst og fortsatte fokus på at etablere sig som en af de førende, arkitektfaglige rådgivere i Skandinavien.

 
 
 
 

"De seneste år har vi oplevet en fantastisk udvikling med fortsat flere samarbejder med ambitiøse bygherrer i hele Skandinavien. Det er derfor et naturligt skridt i vores vækst og faglige fundering at udnævne Mads og Nanna til partnere," fortæller Torben Skovbjerg Larsen, stiftende partner og CEO i AART.

 

"Begge er dygtige og dedikerede arkitekter med dybe rødder i vores AART DNA, og på hver sit felt har de været drivende i udviklingen af vores rådgivning og mest markante projekter. I partnerkredsen ser vi derfor frem til et endnu tættere samarbejde med dem begge," tilføjer han.

 

Mads Nygaard og Nanna Flintholm vil som partnere få deres virke på tværs af AARTs kontorer i Aarhus, København og Oslo. Et virke, hvor de sammen med den øvrige partnerkreds vil gå forrest i at udvikle AARTs faglige fundament og løfte det ind i projekter i hele Skandinavien, hvor virksomheden aktuelt bidrager til udviklingen af mere end én million kvadratmeter på tværs af skala og sektor.

 

Faglig og bæredygtig udvikling i højsædet
Som partner vil Mads Nygaard videreudvikle og understøtte AARTs konkurrenceprocesser på tværs af teams og skandinaviske landegrænser. Det vil han gøre med sit dybe engagement i AART, hvor han har medvirket til at videreudvikle virksomhedens designprofil, ligesom han har været en drivende kraft i flere betydningsfulde vinderprojekter, heriblandt det nye vikingtidsmuseum i Oslo, masterplanen for Ski centrum i Oslo og det nye bæredygtige, flerbrugerhus i Århusgadekvarteret i Nordhavn i København. Derudover vil han bidrage med et holistisk bæredygtigt blik som certificeret DGNB Konsulent og ekstern lektor i bæredygtig arkitektur på Arkitektskolen Aarhus.

 

Som partner vil Nanna Flintholm videreudvikle og understøtte AARTs interne, faglige udviklingsplatform, AART+. I tillæg vil hun stå i spidsen for nye store tilbud og udviklingsprojekter - særligt inden for sundhed, hvor hun i flere år har været en nøgleperson i AART. Hun trækker således på erfaring fra flere af Skandinaviens største byggeprojekter som for eksempel Aker Sygehus og Stavanger Universitetssygehus i Norge. I Danmark er hun derudover engageret i udviklingen af blandt andet Buddinge Byport, der bliver et nyt aktiv for hele Buddinge med sundhedshus, beskæftigelseshus og en variation af boliger og byrum.

 

Med udnævnelserne vil AARTs partnerkreds fremover bestå af Anders Strange, Anders Tyrrestrup og Torben Skovbjerg Larsen som stiftende partnere, Mads Nygaard og Nanna Flintholm som partnere og Jørgen Biørn, Susanne Joys og Kristine Dave-Amundsen som associerede partnere.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mads Nygaard - nyudnævnt partner i AART.

Nanna Flintholm - nyudnævnt partner i AART.

 
 
 
 

Det nye vikingtidsmuseum i Oslo er et af de mange AART-projekter, hvor Mads Nygaard er en drivende kraft.

Buddinge Byport i Gladsaxe Kommune er et af de mange AART-projekter, hvor Nanna Flintholm er en drivende kraft.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Kort om AART

AART architects A/S er en af Danmarks førende arkitektvirksomheder med 150 ansatte på kontorer i Aarhus, København og Oslo. Herfra rådgiver virksomheden bygherrer i hele Skandinavien om at udvikle organisationer og samfund med arkitekturen som katalysator. Aktuelt er virksomheden engageret i udviklingen af mere end én million kvadratmeter på tværs af skala og sektor - fra Norges kulturelle flagskib, Vikingtidsmuseet i Oslo, til Sveriges største gymnasium, Hedda Anderssongymnasiet i Lund, og Danmarks måske mest deleøkonomiske kontorbygning, Pakhusene i Aarhus.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Jesper Hallstrøm Eriksen

Branding- og kommunikationschef

E-mail: jhe@aart.dk

Mobil: 41 96 35 26

AART architects A/S