Pressemeddelelse
3. juli 2020
 
 
 
 

Roskilde Festival præsenterer Tessa og Artigeardit i nyt koncertformat

 
 
 
 

Sommeren 2020 bliver ikke uden nye musikoplevelser fra Roskilde Festival. Fredag og lørdag kan deltagerne se to unikke minikoncerter, som de fremadstormende rappere Tessa og Artigeardit har indspillet med AR-teknologi til et nyt koncertformat. Det sker som en del af indsamlingsbegivenheden 'Roskilde Festival - do it yourself'.

 
 
 
 

Der bliver alligevel et par musikalske indslag i denne uge, hvor Roskilde Festival skulle have fundet sted.

 

I manglen af en rigtig, fysisk festival hjælper Roskilde Festival i stedet deltagerne med at skabe deres egne festivaler derhjemme under navnet 'Roskilde Festival - do it yourself'.

 

Fredag og lørdag er det muligt at opleve to helt nye minikoncerter med to af landets vigtigste unge rappere, Tessa og Artigeardit. Det sker gennem appen 'Roskilde Festival DIY Concerts', som præsenterer et helt nyt koncertformat til smartphone.

 

Augmented reality

Med augmented reality-teknologi kombinerer appen live-optagelser med brugerens egne omgivelser. Det betyder, at man med skærmen på sin mobiltelefon kan placere enten Tessa eller Artigeardit et vilkårligt sted og se dem optræde på græsplænen, i stuen, på stranden eller et helt fjerde sted.

 

Derved skaber man nøjagtig den scene og ramme, man ønsker for sin egen koncertoplevelse med vennerne, ligesom deltagerne selv kan træde ind i billedet og optræde "sammen" med de to rappere og dele det efterfølgende.

 

Ben og Bål
Tessa brød igennem til det danske musikpublikum sidste år, hvor hun også gav sin første koncert nogensinde på Roskilde Festivals Countdown-scene. Denne sommer var hun igen på plakaten, og som en del af 'Roskilde Festival DIY Concerts' optræder hun med hittet 'Ben' og sin seneste single 'Bål'.

 

Selv siger Tessa:

 

"Roskilde Festival har en helt speciel plads i mit hjerte. Min første koncert var på Countdown sidste år - en oplevelse for livet og startskuddet til min karriere på scenen. Så det gør rigtig ondt, at Roskilde Festival ikke afholdes i år. Jeg skulle have spillet der, ikke én, men to fucking gange i år, hvilket jeg havde glædet mig sindssygt meget til. At kunne give folk denne lille Tessa-Roskilde-oplevelse hjælper på det. Og så var det mega sjovt at prøve og føltes meget high-tech. Jeg håber, folk vil hente app'en og få glæde af musikken."

 

Den værste
24-årige Artigeardit har optrådt to gange på Roskilde Festival, senest på Apollo-scenen sidste år. Indtil søndag morgen kan brugerne af app'en opleve helt nye indspilninger af sangene 'Den værste' og 'Gothersgade'.

 

Om sit bidrag til 'Roskilde Festival DIY Concerts' siger Artigeardit:

 

"Det er for fedt at kunne være med til folks fester. Det bliver rigtig sjovt at opleve, hvordan folk tager imod det og rigtig fedt, at jeg og mit band kan feste i folks haver og stue. Jeg er virkelig glad for at være med i det her projekt." 

 

'Roskilde Festival DIY Concerts' er udviklet i samarbejde med bureauet Tokerød Plus og kan anvendes på iOS og Android. Appen er gratis og kan bruges af alle, uanset om man deltager i Roskilde Festivals øvrige aktiviteter.

 

Roskilde Festivals chef for kommunikation og marketing, Mads Mikkelsen, udtaler:

 

"Det centrale for 'Roskilde Festival - do it yourself' er, at vores deltagere kan skabe de bedst mulige festivaler derhjemme. Vi ønsker altid at prøve nye ting af, men det vigtigste er, at det er en god oplevelse for vores deltagere. Derfor håber vi, at de her to minikoncerter kan være en god tilføjelse til hjemmefestivalerne, og at folk samtidig støtter vores indsamling, så vi også i år kan donere et beløb til gavn for unge."

 

Køb støttebilletter

Når man køber billet til Roskilde Festival og deltager på pladsen, støtter man hvert år børn og unges muligheder og fællesskaber. Festivalen er dybest set en indsamlingsbegivenhed, hvor hele overskuddet doneres væk.

 

På samme måde er det muligt at købe støttebilletter og merchandise til 'Roskilde Festival - do it yourself' og samtidig sikre, at Roskilde Festival også i år kan støtte unge stemmer.

 

Køb støttebilletter og særligt merchandise til arrangementet roskil.de/donate

 

Hent appen 'Roskilde Festival DIY Concerts' på roskil.de/app

 

Læs mere om 'Roskilde Festival - do it yourself' på roskil.de/diy. Her er der guides til musik, mad, kunst, aktivisme og en hel masse andre ting, der kan hjælpe med at give gør-det-selv-festivalen et skær af orange.

 

Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes hvert år af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 410 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Malte Vuorela, presseansvarlig
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: 3010 8281

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 26. juni til 3. juli 2021. 

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972