Pressemeddelelse
13. april 2023
 
 
 
 

Lokaltog klar med tidsplan for første del af Østbanens renovering

 
 
 
 

Den forestående renovering af Østbanen bliver udført i tre etaper, og strækningen mellem Køge og Hårlev bliver som den første renoveret, når arbejdet for alvor går i gang om et par måneder. 

 
 
 
 
Frederiksvaerk_spaerring.jpg

Copyright: Lokaltog Foto: Lokaltog

 
 
 
 

For godt en måned siden besluttede Regionsrådet i Region Sjælland at bevilge knap 800 millioner kroner til en tiltrængt renovering af Østbanen, der kører mellem Køge og henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads. Nu har Lokaltog og jernbaneentreprenøren Strukton Rail en tidsplan klar for den første del af renoveringsarbejdet, hvor blandt andet sveller og skinner bliver udskiftet.

 

"Sammen med Strukton Rail har vi siden regionsrådets beslutning arbejdet på en konkret tidsplan for det store anlægsarbejde, og det ligger nu fast, at entreprenøren går i gang på strækningen mellem Køge og Hårlev medio juni måned i år. Vi er rigtig glade for, at arbejdet nu for alvor kan komme i gang, og vi vil gøre alt for at kunderne bliver mindst muligt berørt, men det betyder, at vores kunder fra det tidspunkt og cirka tre måneder frem skal benytte togbusser som erstatning for toget mellem Køge og Hårlev", siger Lars Wrist-Elkjær, der er administrerende direktør hos Lokaltog.

 

Han forklarer, at strækningen mellem Køge og Hårlev vil blive betjent at togbusser i cirka tre måneder fra midten af juni, mens de to grene fra Hårlev til henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads fortsat vil blive betjent af tog frem til midten af juli måned. Det bliver dog med time drift i stedet for den normale halvtimes drift, hvilket hænger sammen med, at det er midt i skolernes sommerferie.

 

"Fra midten af juli måned når renoveringsarbejdet til Hårlev Station, og derfor indsættes der på det tidspunkt også togbusser på strækningerne Hårlev-Rødvig og Hårlev-Faxe Ladeplads. Også her bliver der dog tale om time drift, indtil skoleferien er slut, hvorefter vi kører med halvtimes drift, som i den normale køreplan", forklarer Lars Wrist-Elkjær. 

 

Den normale togdrift genoptages på en helt nyrenoveret strækning mellem Køge og Hårlev i midten af september 2023.

 
 
 
 

Byggepladser er ved at blive etableret

 

Selvom der er omkring to måneder til, renoveringens første etape går i gang, vil det forberedende arbejde allerede nu kunne ses langs Østbanens strækning mellem Køge og Hårlev.

 

"Entreprenøren er i fuld gang med at etablere en række byggepladser, som skal bruges til opmagasinering af materialer og maskiner. Disse byggepladser bliver samtidig udgangspunkt for entreprenørens arbejde, når den mere intense renoveringsperiode med egentligt sporarbejde går i gang i midten af juni", fortæller Lars Wrist-Elkjær.

 

Efterhånden som byggepladserne bliver etableret, vil der i nærområdet kunne opleves en del tung trafik på de omkringliggende veje. Dels i forbindelse med etableringen, men også når store mængder byggematerialer som grus, sveller og skinner bliver leveret.

 
 
 
 

Sådan bliver togdriften på Østbanen påvirket af renoveringens første fase:

 

Strækningen Køge-Hårlev

  • Fra midt i juni måned og til midten af september indsættes der togbusser på strækningen mellem Køge og Hårlev. (halvtimes drift som i den normale køreplan)

Strækningen Hårlev-Rødvig

  • Fra midt i juni måned til midt i juli måned kører toget med time-drift i stedet for den normale halvtimes drift.
  • Fra midt i juli måned og til slutningen af skolernes sommerferie (6. august) indsættes der togbusser med time-drift i stedet for den normale halvtimes drift.
  • Fra den 7. august og til midten af september indsættes der togbusser med halvtimes drift som i den normale køreplan.

Strækningen Hårlev-Faxe Lade Plads

  • Fra midt i juni måned til midt i juli måned kører toget med time-drift i stedet for den normale halvtimes drift.
  • Fra midt i juli måned og til slutningen af skolernes sommerferie (6. august) indsættes der togbusser med time-drift i stedet for den normale halvtimes drift.
  • Fra den 7. august og til midten af september indsættes der togbusser med halvtimes drift som i den normale køreplan.

Fra cirka midt i september og til udgangen af september køres der normal drift med tog på hele Østbanen, hvorefter den 2. etape af renoveringen påbegyndes på strækningen Hårlev-Faxe Lade Plads. Yderligere information om driftsændringer i forbindelse med 2. etape følger senere.


Driftsændringerne og indsættelsen af togbusser i forbindelse med renoveringen vil fremgå af Rejseplanen og på hjemmesiden Lokaltog.dk, som løbende bliver opdateret.
 

 
 
 
 

Fakta om Østbanen:

 
  • Etableret i 1879.
  • Kører fra Køge over Hårlev til henholdsvis Rødvig og Faxe Ladeplads.
  • Transporterer omkring 1 million kunder om året.
  • Betjener 14 stationer.
  • I alt 50 kilometer lang.
 
 
 
 
Kontaktinformation

Lokaltog A/S, tlf. 36 13 20 10 eller presse@moviatrafik.dk

 
 
 
 
 
 

Lokaltog driver jernbanestrækninger over hele Sjælland samt Lolland og Falster. Vi sørger for, at vores kunder kommer trygt, sikkert og komfortabelt på job, på indkøb, i skole og ud i ferielandet. Det er vores mål at kombinere præcision og professionalisme i driften med en god service. Lokaltog er et dansk jernbaneselskab, der driver ti privatbaner. Vi transporterer hvert år mere end 9,4 millioner passagerer sikkert frem til deres destination. 

 
 
 
 

Lokaltog A/S
Jættevej 50 - 4100 Ringsted - post@lokaltog.dk - Tlf: 23 30 79 10

 
Vis i browser
 
Afmeld udsendelser