Pressemeddelelse
30. januar 2020
 
 
 
 

Faith No More og FKA Twigs til Roskilde Festival

 
 
 
 

Det alternative metalband Faith No More vender tilbage til Roskilde Festival til den 50. udgave. De får følgeskab af nogle af denne generations vigtigste stemmer: den eventyrlige englænder FKA Twigs, countrypopstjernen Kacey Musgraves og feststarteren Anderson .Paak. Sammen med de første navne fra kunstprogrammet føjes i alt 32 nye navne til plakaten.

 
 
 
 

Genrefornægterne i Faith No More tager plads øverst på plakaten, når de til sommer optræder for fjerde gang på Roskilde Festival. Deres første besøg var i '90 og '92 med metalmilepælene The Real Thing og Angel Dust i bagagen, der på kompromisløs og humoristisk vis forenede thrash metal, funk, hip-hop og synthpop.

 

Efter en albumpause på små 20 år vendte Faith No More tilbage med det succesfulde album Sol Invictus i 2015, og til sommerens 50. Roskilde Festival kan publikum se frem til en koncert, der skuer over fire årtiers musikalske eksperimenter.

 

Dagens offentliggørelse byder også på en Roskilde-debutant i skikkelse af engelske FKA Twigs. Hendes seneste album Magdalene fra 2019 har vakt begejstring hos både anmeldere og publikum, og med det opnåede hun status som én af sin generations vigtigste stemmer.

 

Hendes koncerter er teatralske, med fortryllende dans, masser af kostumer og rå, utøjlet sensualitet - og med stemmen som det absolutte højdepunkt.

 

Anderson .Paak på Orange
Californiske Anderson .Paak er kommet langt, siden han i 2016 optrådte på Roskilde Festivals Apollo-scene. To år efter lukkede han Arena med en groovy, feststartende nattekoncert, og i år skal han fylde Orange Scene med sit backingband The Free Nationals.

 

Siden debuten Same Trailer Different Park fra 2013 er det gået stærkt for countrypopmusikeren Kacey Musgraves. Debuten nåede en topplacering på den amerikanske countryhitliste, mens hun med den seneste plade, Golden Hours fra 2018, for alvor bragte sin country helt ind i centrum af populærmusikken.

 

Musgraves er ikke bleg for at skabe røre i den konservative del af countryland, når hun taler om at kysse piger "if you want to", rulle joints og generelt rase mod kvindehad.

 

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:

 

"Det unikke for den her generation af kunstnere er, hvor hurtigt de markerer sig. Dels kunstnerisk, men også når det kommer til kendskabet til dem, for de opnår hurtigt en enorm udbredelse. FKA Twigs, Anderson .Paak og Kacey Musgraves er vigtige for musikken, men også vigtige stemmer for unge. Sammen med de andre nye navne på plakaten tegner de markante nye strømninger i kunsten."

 

"Mike Patton har både med og uden Faith No More leveret nogle af de bedste koncerter, jeg har set på Roskilde Festival. Bandet har været musikalske pionerer og turdet blande tingene på måder, som ikke var alles kop te. Men dem de rammer, rammer de hårdt. De beviser, at der stadig er behov for nogen som dem."

 

Verdensnavn fra samtidskunsten
Den 50. udgave af Roskilde Festival rummer også et absolut verdensnavn inden for samtidskunsten, britiske Martin Creed. Han opfører den monumentale skulptur Understanding centralt på festivalpladsen. Her vil man opleve en 15 meter lang, roterende stålkonstruktion, hvor værkets titel står bøjet i rød neon.

 

Creed bliver en del af årets Art & Activism-program, som også tæller de yngre kunstnere Hannibal Andersen, Emilia Bergmark og Jules Fischer.

 

Disse 32 navne føjes til Roskilde Festivals plakat:

 

FAITH NO MORE (US)

FKA TWIGS (UK)


ANDERSON .PAAK & THE FREE NATIONALS (US)

ANGEL OLSEN (US)

FATOUMATA DIAWARA FEAT. ANGÉLIQUE KIDJO & MAYRA ANDRADE (INT)

KACEY MUSGRAVES (US)

YOUNG THUG (US)

 

ANNA MEREDITH (UK)

CHANCHA VIA CIRCUITO (AR)

GIRL IN RED (NO)

HEATHE (DK)

HIGH ON FIRE (US)

LOUS AND THE YAKUZA (CD)

LYDMOR X CORPUS (DK)

MC YALLAH & DEBMASTER + MCZO & DUKE (INT)

NYREDOLK (DK)

OOIOO (JP)

ORM (DK)

SAMPA THE GREAT (ZM)

SAVEUS (DK)

SPECIAL REQUEST (UK)

SQUID (UK)

TYLER CHILDERS (US)

YOUTH CODE (US)

 

AMANDA TENFJORD (NO)

FARATUBEN (DK/ML)

FIEH (NO)

THAIBOY DIGITAL (SE/TH)

 

ART & ACTIVISM:

MARTIN CREED (UK)

JULES FISCHER (DK)

EMILIA BERGMARK (DK)

HANNIBAL ANDERSEN (DK)

 

Find præsentationer og spilledatoer på roskilde-festival.dk

 

Roskilde Festival har tidligere offentliggjort bl.a. Taylor Swift, Tyler, The Creator, Thom Yorke Tomorrow's Modern Boxes, Alex Cameron, Deftones, TLC, Pusha-T og The Whitest Boy Alive

 

Billetter til Roskilde Festival 2020 sælges via roskilde-festival.dk

 

Partout-billetter koster 2250 kroner, mens et begrænset antal endagsbilletter sælges for 1100 kroner.

 

Interessen for at deltage i Roskilde Festival nummer 50 er stor, og vi forventer derfor en tidligt udsolgt festival.

 

RF50: Time Is Now
I 2020 har Roskilde Festival fundet sted 50 gange. Vi markerer den historiske milepæl og festivalens betydning for ungdomskulturen. Læs mere her.

 

Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 410 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Malte Vuorela, presseansvarlig
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: 3010 8281
Presserum: roskilde-festival.dk/da/presse

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 27. juni til 4. juli 2020.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972