Med 185 musiknavne fra 45 forskellige lande, store internationale navne, nye markante stemmer og et væld af forskellige udtryk og tendenser, favnede musikprogrammet på Roskilde Festival 2025 bredt på tværs af genrer, geografi og generationer. Samtidig satte et omfattende program for kunst og aktivisme fokus på emner som overforbrug, tilgængelighed og festen som et rum for fællesskab, protest og forandring. 100.000 billetkøbere og 27.000 frivillige deltog i festivalen og bidrog på den måde til at generere et overskud på 15,4 millioner. Det økonomiske resultat af Roskilde Festival 2025 blev fremlagt tirsdag aften på foreningens generalforsamling. Hele overskuddet doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. "Vi er stolte af det overskud, Roskilde Festival 2025 har skabt. Som uafhængig, almennyttig festival er vores hovedformål at styrke børn og unges muligheder. Overskuddet sikrer, at vi kan gøre netop det og understreger værdien af det fællesskab, som festivalen er båret af. Vi ved, at mange unge i dag ser på fremtiden med usikkerhed og bekymring og kan have svært ved at forestille sig, hvordan fremtiden kan blive bedre. Derfor skal overskuddet blandt andet gå til at bakke op om initiativer, der styrker unges fremtidsdrømme, handlekraft og håb", siger Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør. Roskilde Festival har igennem tre års feltarbejde blandt festivaldeltagerne undersøgt, hvordan unges fremtidshåb og drømme former sig i en tid præget af kriser. Undersøgelsen blev afrundet med Roskilde Festival 2025, og indsigterne er samlet i bogen Utopia - om unges forestillingsevne og fremtidshåb. Roskilde Festival 2025 resulterede også i en fortjeneste på 31,7 millioner kroner til de foreninger, virksomheder og organisationer, der beskæftigede sig med handel og service på festivalpladsen. Donationer styrker unges håb, engagement og fællesskaber Blandt de organisationer, der har modtaget støtte fra Roskilde Festival i 2025, er Den Grønne Ungdomsbevægelse (1.500.000), der kæmper for en grøn og retfærdig fremtid. Røde Kors har modtaget støtte til deres humanitære indsatser målrettet børn og unge i Gaza (500.000). Og Ensamkommandes Förbund (650.000), der drives af unge med migrationsbaggrund, har modtaget støtte til foreningens musik- og skriveforløb for LGBTQ+-unge, unge enlige mødre og unge, der er flygtet fra krigen i Mellemøsten. I 2025 har Roskilde Festival også doneret en million til i alt 20 lokale, frivillige fællesskaber, der gør en forskel for børn og unge og styrker det kunstneriske vækstlag i Roskilde. "Vi vil gerne give noget tilbage til det lokalmiljø og den by, vi er rundet af. Det gør vi blandt andet gennem donationer til lokale fællesskaber. Samtidig kan vi støtte kulturliv og civilsamfund på en måde, der rækker ud over det, vi kan gøre med vores eget overskud, når de foreninger, virksomheder og organisationer, der bidrager til festivalen, kan gå hjem med en fortjeneste, de kan bruge på egne aktiviteter", siger Signe Lopdrup. Se alle Foreningen Roskilde Festivals donationer i 2025 her. Foreningen Roskilde Festivals årsrapport samt udgivelsen AFTRYK, der præsenterer nøgletal og indsigter om bæredygtig udvikling, er tilgængelige på roskildefestivalgruppen.dk. Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli. Om Foreningen Roskilde Festival - Foreningen Roskilde Festival arrangerer hvert år begivenheden Roskilde Festival med det formål at støtte almennyttigt og kulturelt arbejde med særligt fokus på børn og unge.
- Roskilde Festival er uafhængig og non-profit, og det fulde overskud går efter endt festival direkte til velgørende formål.
- Siden 1971 har Roskilde Festival genereret 476 millioner kroner til udlodning.
- Bestyrelsen for Foreningen Roskilde Festival består efter generalforsamlingen af Louise Sonne Dyreborg, Lærke Uldal, Marianne Ifversen, Matias Møl Dalsgaard, Olav Hesseldahl og Uffe Grøn Roepstorff.
- Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Matias Møl Dalsgaard som bestyrelsesleder og Marianne Ifversen som vicebestyrelsesleder.
|