Pressemeddelelse
27. maj 2021
 
 
 
 

Fyn Cykler Sammen: 11 cykeldage skydes i gang i dag

 
Fyn Cykler Sammen-familie_udvalgt.jpg
 
 
 
 

Det var i høj grad et barn af Covid19-pandemien, da 1.500 fynboer 2. pinsedag sidste år cyklede "sammen - hver for sig" på de smukke fynske cykelruter. Men Fyn er og bliver en helt unik cykelø, og derfor har Fyn Cykler Sammen i år vokset sig endnu større og kan heldigvis udvide med flere oplevelser, som er mere "sammen" end "hver for sig". Det giver liv til ambitionen om at få endnu flere fynboer og turister op i sadlen og cykle så meget som muligt. Det er nemlig godt både for sundheden, samfundsøkonomien og klimaet.

 
 
 
 

Når Fyn Cykler Sammen i år løber af stablen fra i dag og frem til d. 6. juni bliver paletten af cykeloplevelser suppleret af et eksperiment, der handler om at se, hvor mange km, Fyn og Øerne kan cykle i løbet af de 11 dage, eventen varer.

 

-          Igen i år vil vi gerne være med til at fremme de gode cykelvaner og vise, hvor stor en værdi det faktisk har, når vi på Fyn formår at få folk op på cyklerne i voksende flok. Vi opfordrer derfor alle fynboer og gæster på øen til at bakke op, hvad enten det er på løbecykel, el-cykel eller mountainbike, og hvad enten man blot bidrager med en lille tur til bageren, lange pendlerstræk til arbejde, cykling til skole eller fornøjelsesture i selskab med familien eller vennerne i cykelklubben. Kilometerne kan man registrere på vores fælles digitale triptæller, siger udviklingschef hos Destination Fyn Laura Raidla.

 

8,20 kr. pr. kilometer. Så meget er tramp i pedalerne værd set med samfundsøkonomiske briller. Og når man så samtidigt kan berige sig selv og sin familie og venner med en cykeloplevelse i den skønne fynske natur, er der ikke mange gode argumenter tilbage for at lade jernhesten stå og samle støv i cykelskuret.

 

Den fynske cykelfest er også med til at slå et slag for den grønne omstilling og Fyn som bæredygtig destination, da cyklen udleder 92 pct. mindre CO2 pr. km end en traditionel benzinbil.

 

Fra cello-koncerter til Tour de France for børn

Aktiviteterne spænder over en meget bred bue, når Fyn cykler sammen i 11 dage. Årets program vokser hver dag, og de fleste fynboer vil uanset alder kunne finde noget for dem i cykleafstand fra deres bopæl. Et helt særligt koncept, som foldes ud hele 15 forskellige steder på Fyn i løbet af ugen, er koncerterne med den cyklende cellist Ida Riegels.

 

For børnene er der bl.a. cykellege og sjove aktiviteter i forbindelse med fejringen af FN's internationale cykeldag i Svendborg og cykelbingo i Bogense. Men der er også mulighed for at være med til en vaskeægte verdenspremiere, når Fyn Cykler Sammen i Nyborg danner rammen om den allerførste udgave af Børnetouren - et børnenes Tour de France som hen over det kommende halve års tid vil blive afviklet rundt omkring i Danmark som optakt til Tour de France Grand Depart 2022.

 

Selvom Fyn Cykler Sammen i høj grad også lægger op til at skabe sine egne eventyr på cyklen, er der masser af inspiration at hente til oplevelsesrige fynske cykelruter og cykelløbsruter, hvor man kan teste sig selv. Der er også stort set på hele øen mulighed for at koble sig på en guidet cykeltur, der runder alt fra runesten til vinrænker på den to-hjulede.

 

Ja, selv hvis man ikke befinder sig på Fyn, kan man faktisk være med til Fyn Cykler Sammen. Fra sin hometrainer et hvilket som helst sted i verden er det muligt at opleve tre af Fyns mest populære cykelruter, som er gjort tilgængelige online med levende billeder.

 

Søndag d. 6. juni slutter Fyn Cykler Sammen af med en formiddag fuld af happenings, hvor Fyn og Øerne er drysset med pitstops, der giver deltagerne mulighed for at fylde depoterne med væske og sukker samt lommerne med smagsprøver og andre herligheder.

 

Læs mere her:

Sådan tilmelder du dig FYN CYKLER SAMMEN

 

Se de særlige cykeloplevelser nær dig her

 

Følg begivenheden FYN CYKLER SAMMEN på Facebook eller www.fyncyklersammen.dk

 

Fyn Cykler Sammen er arrangeret af DGI Fyn, Cykelgruppe Fyn, Destination Fyn og de fynske turistbureauer.

 

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Mette Mathiasen, forretningsudvikler Destination Fyn og projektleder Fyn Cykler Sammen, tlf. 51 77 73 82

Laura Raidla, Udviklingschef Destination Fyn, tlf. 21 52 04 08

 
 
 
 
 
 
 

Du har givet samtykke til, at vi registrerer dit navn og din email for, at vi kan sende pressemeddelelser fra Erhvervshus Fyn til dig. Vi vil ikke bruge dine oplysninger i andre sammenhænge. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage ved at afmelde pressemeddelelserne.