Det kommer til at koste omkring 7.900 kroner at varme en gennemsnitlig lejlighed på 80 m2 i København op i 2023, fordi HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, hæver prisen med syv pct. fra 1. januar. Og selvom det kan synes som en lille stigning, når man ser på priserne for at varme op med gasfyr, så varsler HOFOR også, at der kan ske yderligere prisændringer i løbet af 2023. "Selvom det er ærgerligt med en prisstigning, så er vi glade for, at det kan lande på syv pct. - vi har kæmpet hårdt for at holde prisen nede. Normalt ændrer vi ikke prisen på varme i løbet af året, men det kan blive nødvendigt i 2023. Priserne på brændsler ændrer sig hele tiden og ofte markant. Derfor vil vi hellere regulere prisen flere gange i løbet af året fremfor at risikere at skulle sende store efterregninger til vores kunder", forklarer Gorm Elikofer, konstitueret direktør for energi i HOFOR. Den pris HOFOR udmeldte på bygas i efteråret vil fortsat gælde ved årsskiftet. HOFOR tjener ikke penge på at sælge varme til kunderne. Udgifterne til brændsel, indkøb af varme fra andre selskaber, administration og afgifter skal balancere med den pris, som kunderne betaler. Så selvom prisen stiger, er der ikke et overskud til forsyningsselskabet. Lovgivning kan give prisstigning Udover usikkerheden med prisen på brændsler, er der også nye regler, der kan påvirke fjernvarmeprisen. EU har nemlig fastslået, at der skal være en grænse for, hvor meget et energiselskab kan tjene på de stigende strømpriser. Det er op til myndighederne i Danmark at regulere de danske selskaber, og de regler kommer ikke på plads, før den nye regering for alvor er trådt i arbejdstøjet. Hvordan reglerne ender med at blive kan få stor betydning for de københavnske fjernvarmekunder, da HOFOR benytter en del af overskuddet til at holde varmeprisen stabil. Hvis den mulighed forsvinder, eller hvis prisen på brændsler stiger igen, vil HOFOR sandsynligvis være nødt til at hæve prisen på fjernvarme i løbet af året. Spar både på energi og regning med 19 grader I fjernvarmeregningen er der faste udgifter som afgifter til staten og moms. Den del af regnskabet kan man ikke ændre på. Men det er muligt at spare på regningen, ved at bruge mindre af fjernvarmen - og det sparer samtidig CO2 udledning. "Vi anbefaler, at man holder 19 grader i inde-temperatur for at spare på energien i disse tider. Når man sænker temperaturen indenfor med en grad, sparer man typisk fem pct. på energiforbruget. Og jo mindre man bruger, des lavere bliver regningen, selvom de faste udgifter ikke ændrer sig", siger Gorm Elikofer. På www.hofor.dk/spar-energi er der gode råd til at spare på varmen. Der er også gode ideer til at udnytte varmen bedre, så du sparer uden at ændre på komforten. Du kan se mere om priser fra HOFOR på www.hofor.dk/priser. |