Efterspurgt lokalplan for Skansekvarteret skal nu i høring

 
 
 
 

En lokalplan, der skal sikre og styrke den eftertragtede stemning og bykvalitet i Skansekvarteret i Nørresundby, skal nu i høring. Fra fredag d. 12. november kan du se, hvad politikerne foreslår, og du kan komme med dine kommentarer til planen frem til 14. januar 2022.

 
 
 
 
Bakkelygade i Nørresundby

Bakkelygade i Nørresundby

 

Skansekvarteret i Nørresundby er det, man kalder en 'haveby', hvilket betegner et område, der består af boliger med masser af lys, luft og grønne omgivelser, og som ligger tæt på en større by.


De seneste års opkøb og efterfølgende nedrivninger af ældre huse til fordel for opførelse af nye villaer, der arkitektonisk skiller sig ud, har fået beboerne i området til at efterspørge en lokalplan, der skal fastlægge nogle rammer og retningslinjer for området. 


- "Lokalplanen skal sørge for, at Skansekvarteret bevarer sit udtryk og kvalitet som 'haveby'. Det skal selvfølgelig stadig være muligt at bygge om og til, men det skal foregå i respekt og forståelse for den eksisterende bebyggelse" forklarer rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen, og fortsætter:


- "Man skal således ikke se lokalplanen som en begrænsning, men nærmere som en sikring for, at man som husejer eller fremtidig husejer i Skansekvarteret kan føle sig betrygget i forhold til områdets fremtidige udtryk."


Kvarteret er beliggende på Skansebakkens syd- og sydvestlige højdedrag med udsigt over Limfjorden og den centrale del af Aalborg. Skansekvarteret består hovedsageligt af huse opført i perioden 1920'erne til 1950'erne og omfatter ca. 450 husstande. 


På trods af bygningernes forskellige alder og fremtoning fremtræder området helstøbt og med en grøn sammenbindende karakter, og udgør en stor del af Nørresundbys mest attraktive villaer og parcelhuse.


Lokalplanen indeholder en række bestemmelser, der skal sørge for, at bygnings- og kulturarven i området forbedres på sigt. 


Over hele landet oplever kommunerne, at boliger i de mest attraktive parcelhus- og villakvarterer rives ned, fordi køberne ønsker en velbeliggende byggegrund til drømmehuset. Lokalplanen for Skansekvarteret er Aalborg Kommunes bud på en pionerplan, der skal sikre, at kvarterets bærende kvaliteter ikke forsvinder, og det gode naboskab bevares. Der kan senere komme lignende planer i dele af Vejgård, Kærby, Kornblomstkvarteret og oplandsbyerne.


Det vil være muligt at komme med kommentarer til lokalplanen frem til den 14. januar 2022.   


Faktaboks


Ifølge Boliga er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for enfamiliehuse i Nørresundby pr. 2. kvartal 2021 16.065 kr. Boligerne i Skansekvarteret sælges dog typisk for over 20.000 kr. pr. kvadratmeter, hvilket gør det attraktivt at købe små, ældre boliger til nedrivning eller bygge kraftigt om og til.

Forslaget til lokalplanen for Skansekvarteret kan ses på www.aalborg.dk fra på fredag. 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

Bakkelygade vue.JPG
 
 
 
 
Kontaktinformation

For yderligere information kontakt byplanlægger Ulla Kristensen på tlf.: 9931 2239 eller mail ulla.kristensen@aalborg.dk.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Aalborg Kommune
 
Social media icon Social media icon Social media icon