Lokaltog har ud fra udbuddets kriterier tildelt leverancen af 14 batteritog med option på yderligere 10 tog til Stadler Bussnang AG under forudsætning af, at aftalen efterfølgende godkendes i Region Sjællands Regionsråd i september 2024. Stadler Bussnang AG har stor erfaring med at producere højteknologiske tog til hele Europa og har allerede produceret over 2.000 el-tog og over 400 batteritog, hvoraf de første allerede er idriftsat i Tyskland. "I Lokaltog glæder vi os over, at vi har fundet en leverandør af vores kommende batteritog. Batteritogene skal erstatte vores IC2-tog, som har tjent os godt siden 1997. Stadlers tilbud var marginalt bedre end det CAF leverede. Det er fremtidens tog, som vi nu køber, og de skal forhåbentlig køre på vores skinner i rigtig mange år og skabe glæde hos vores kunder", siger Lars Wrist-Elkjær, administrerende direktør i Lokaltog. Lokaltog forventer at indgå endelig kontrakt med Stadler Bussnang AG i oktober 2024 efter godkendelse fra Region Sjælland. |