Pressemeddelelse
26. marts 2026
 
 
ny header_orange_stage_credit_Christian Hjorth.png
 
 

Roskilde Festival byder på hjemlige artister og skarpe tendenser fra hele verden i ny offentliggørelse

 
 
 
 

Den danske musikscene er i rivende udvikling, og Roskilde Festival føjer nu både legendariske danske navne og nyere, stærke stemmer til plakaten. Flere navne følger, inden musikprogrammet er fuldendt. Samtidig løfter festivalen sløret for første del af sommerens program for kunst og aktivisme.

 
 
 
 

TV-2 giver til sommer sin første koncert på Roskilde Festival i 25 år. Sammen med The Savage Rose er "Danmarks lykkeligste orkester" blandt 15 nye musiknavne, som Roskilde Festival i dag kan afsløre til sit program. Med dagens offentliggørelse tegner programmet et billede af et musiklandskab, hvor ikoniske danske kunstnere, nye markante stemmer og aktuelle tendenser mødes på tværs af generationer.

 

Også albumaktuelle Zar Paulo, der lukker Arena lørdag nat, AySay, Cuirass og Smag På Dig Selv er blandt de nye danske navne. Desuden optræder den intense popstemme Angående Mig med en unik og særligt iscenesat koncert skabt i samarbejde med Betty Nansen Teatret, hvor musik og scenekunst smelter sammen.

 

"Vi oplever en dansk musikscene i stærk udvikling i de her år. Vi ser en bølge af nye kunstnere og en fornyet selvtillid i brugen af det danske sprog. Det er også en tendens, vi ser internationalt, og det bidrager til en interessant diversitet i udtrykket. På Roskilde Festival præsenterer vi nogle af de mest markante nyere stemmer, som vil præge dansk musik i de kommende år. Og vi er glade for at gøre det side om side med ikoniske navne som The Savage Rose og TV-2, der selv har inspireret generationer", siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.

 

Roskilde Festivals musikprogram tæller nu i alt 159 navne og rummer i forvejen stærke danske profiler som Aphaca, Tessa, Tobias Rahim, Guldimund, Mille og Pil samt internationale navne som Gorillaz, The Cure, Zara Larsson, Clipse, Lily Allen og David Byrne. Og plakaten er ikke fuldendt endnu - flere navne kommer til i april.

 

Internationale navne supplerer dagens offentliggørelse 
Ud over markante danske musiknavne byder dagens offentliggørelse - i ægte Roskilde-ånd - også på spændende artister fra hele verden.

 

Blandt de nye tilføjelser finder man den puertoricanske stjerne Young Miko, som på rekordtid har taget den internationale scene med storm med sit friske take på latin trap og reggaeton og blandt andet har samarbejdet med Bad Bunny. Festivaldeltagerne kan også opleve franske Igorrr, der forener death metal, opera og elektroniske eksperimenter i en vild koncertoplevelse. 

 

De 15 navne fuldendes af norske Vilde Tuvs grænsesøgende pop, britiske Blawan og hans mørke klubunivers, de radikale folkfortolkere Shovel Dance Collective og bolivianske Susobrino, der tager deltagerne med på en elektronisk rejse gennem latinamerikanske rytmer. 

 

Stærke stemmer i samtidskunsten 
I dag løfter festivalen også sløret for de første 14 kunstnere i sommerens program for kunst og aktivisme - et program der kommer til at indeholde en lang række af fremtidens stærkeste stemmer inden for samtidskunsten, og hvor den nye danske kunstscene også markerer sig tydeligt.

 

Sammen med en gruppe unge fra det boligsociale område Taastrupgaard undersøger Sahar Jamili, hvordan kunst kan være med til at skabe fællesskaber og identitet.

 

Noah Umur Kanber, blandt andet kendt fra 'Kunstnerkolonien', tager udgangspunkt i personlige oplevelser af mødet med et offentligt system i performanceværket I feel like a piece of paper, der bliver opført på Platform - Roskilde Festivals scene for performancekunst og eksperimenterende hybridformater.

 

Platform danner også rammen om den energiske solo-danseperformance Feral Fantasies, hvor danser og performer Andreas Haglund konstant skifter mellem rollerne som underkastet og dominerende i en fortælling om lydighed, begær, kontrol og lyst.

 

"Socialt og samfundsmæssigt engagement præger i høj grad scenen for samtidskunst lige nu. Og det passer rigtig godt til vores program, fordi vi har en stærk tro på, at kunst kan være med til at gøre en forskel og skabe reel forandring. Performancekunsten har historisk haft en central rolle i den samfundsengagerede kunst, og netop nu oplever vi også et boom inden for netop den udtryksform", siger Roskilde Festivals kunstfaglige chef, Signe Brink Wehl.

 

Blandt de offentliggjorte navne er også koreograf og danser Dorotea Saykaly og instruktør Emil Dam Seidel, der opfører sci-fi-performancen Enter the Flesh. Og kunstner og content-fetichist Esben Holk som med den AI-genererede installation Slop Plot, der kan opleves i Gloria Foyer, inviterer festivaldeltagerne til at være med til at skabe et fælles værk af digitale minder. 

 

Billetter til Roskilde Festival 2026 
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli.

 

Partoutbilletter til hele ugen koster 2.600 kroner (inkl. billetgebyr), endagsbilletter koster 1.430 kroner (inkl. billetgebyr), og todagesbilletter, hvor det er muligt at kombinere to af de sidste fire festivaldage på samme billet, koster 2.200 kroner (inkl. billetgebyr).

 

Billetter kan købes via Roskilde Festivals billetdistributør, Tickster.

 

Find  billetter her.

 

I dag føjes følgende 15 musiknavne til Roskilde Festivals plakat:
TV-2 (DK) 

 

Igorrr (FR) 
The Savage Rose (DK) 
Young Miko (PR) 
Zar Paulo (DK)

 

Albertslund Terror Korps (DK) 
Angående Mig (DK) 
AySay (DK) 
Blawan (UK) 
Cuirass (DK) 
Eee Gee (DK) 
Shovel Dance Collective (UK) 
Smag På Dig Selv (DK) 
Susobrino (BO) 
Vilde Tuv (NO) 

 

I dag føjes følgende 14 kunstnere til Roskilde Festivals plakat:   
Andreas Haglund (SE) 
Anna Walther (DK) 
Arobal & Mikkel Nielsen (PL/DK) 
Dorotea Saykaly & Emil Dam Seidel (INT) 
Elle Fierce (UK) 
Esben Holk (DK) 
Hedestrik X Nordisk Dans (DK) 
Jesse Darling (UK) 
Joana Öhlschläger  (DE) 
Noah Holtegaard (DK) 
Noah Umur Kanber  (DK/TR) 
Sahar Jamili (DK/AZ) 
Spellchestra  (DK) 
Thicket (DK) 

 

Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 27.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 457 millioner kroner til udlodning. 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

E-mail: press@roskilde-festival.dk

Pressetelefon: +45 30 10 82 81

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 27. juni til 4. juli 2026.