Nyhedsbrev
25. marts 2020
 
 
 
 

Den første del af tunnelen på Strandboulevarden er lavet 

 

Tunnelboremaskinen Helga har nu boret den første strækning af skybrudstunnelen på ca. 400 meter fra krydset ved Gammel Kalkbrænderi Vej til Næstvedgade, og derved nået en væsentlig milepæl.  Boremaskinen blev derfor hejst op forleden dag. Og på jorden bliver Helga desværre nok lidt endnu, da situationen med corona også påvirker projektet. Vi fortsætter med så meget arbejde på byggepladserne som muligt, under skærpede forhold, men må vente lidt med at sætte tunneleringen af næste strækning i gang.   

 
 
 
 
 

Ovenfor ses Helga, da hun forleden brød igennem i skakten ved Næstvedgade

 

TUNNELBOREMASKINEN ER KOMMET GODT IGENNEM FØRSTE STRÆK

 

Helga, boremaskinen der vejer 40 tons, har nu tygget sig igennem Østerbros muld og brød forleden dag igennem til den sydlige skakt ved Næstvedgade.  Det betyder, at den første strækning af den store skybrudstunnel nu er boret. Skybrudstunnelen skal hjælpe med at håndtere store vandmængder fra skybrud og vedvarende regn.

 

Tunneleringen er gået rigtig godt og fuldstændig efter planen. Vi har i gennemsnit boret ca. 9 meter om dagen, hvilket er en rigtig fin fremdrift.

 

"Tunnelboremaskinen brød ud i skakten ved Næstvedgade helt præcis som forventet. Så alt i alt er vi meget tilfredse med udførelsen af det første tunnelstræk, og vi satser på, at det vil gå lige så godt med de næste stræk, når vi kommer dertil," fortæller byggeleder Maibrit Gjørup fra projektet. 

 
 
 
 

Her ses den første del af tunnelen, der nu er boret. Den er ca. 400 meter lang, 6 meter under jorden og 2 meter i diameter.

 

CORONA: PROJEKTET FORTSÆTTER MEN MED NEDSAT HASTIGHED PGA. SITUATIONEN

 

Boremaskinen Helga blev hejst op forleden dag efter at have boret den første del af tunnelen. Og på jorden bliver Helga desværre nok lidt endnu, da situationen med Corona også påvirker dette projekt. 

 

Vi fortsætter med så meget arbejde på projektet, som vi kan, og følger myndighedernes råd og vejledning ift. at sikre alles sikkerhed. Vi  har fx. flyttet så meget arbejde som muligt over på internettet, og de nødvendige byggemøder gøres så korte som muligt og afholdes ude i det fri, hvor medarbejdere skal holde afstand. Vi har håndsprit på pladsen og i bilerne. Og ikke mindst forsøger vi at holde humøret oppe i nogle svære arbejdssituationer.

 

En af konsekvenserne kan blive, at vi må vente med at starte det næste tunnelstræk op. Nu hvor den første del af tunnelen er færdig, kan det være et godt tidspunkt at vente med at bore næste del af skybrudstunnelen, da der kan være sikkerhedsnæssige udfordringer ved at stoppe, mens boremaskinen er i gang under jorden. Vi er ved at afklare dette og mange andre ting, som vi på grund af denne helt nye situation må tage stilling til.

 

Vi gør, hvad vi kan, for at generne bliver så små som muligt, men situationen med corona nedsætter desværre hastigheden af fremdriften for projektet. Og vi håber på jeres forståelse i denne tid. 

 

Pas på jer selv og hinanden! 

 

 
 
 
 
 
 
 
 

Vi passer på dine persondata. Læs mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

 
 
 
 

HOFOR

Hovedstadsområdets Forsyningsselskab

Ørestads Boulevard 35 | DK-2300 København S

Telefon: 3395 3395

 
Social media icon Social media icon