Nordfyns Kommune
 
 
Nyhedsbrev 10. september 2019
 

Nu kan du få hjælp til digitale byggeansøgninger på Otterup Rådhus

 
 
 
 
 

Vi udvider nu vores service, så du også kan få hjælp af vores byggesagsbehandlere i Otterup til at søge byggetilladelse gennem det digitale ansøgningssystem Byg og Miljø. Hidtil har vejledningen kun foregået på bibliotekerne.

 

Erfaringen viser, at det hurtigt kommer til at dreje sig om byggetekniske spørgsmål, når virksomheder har brug for hjælp til at udfylde byggeansøgninger. Derfor tilbyder Nordfyns Kommune, at du også kan få hjælp med byggeansøgningen hos vores byggesagsbehandlere på Otterup Rådhus.  De har et indgående kendskab til byggesagsområdet og kan tilbyde en byggeteknisk rådgivning.

 

Husk NemID og alle oplysninger om projeket

Hvis du har brug for hjælp til din byggeansøgning, er det vigtigt, at du husker, at tage dit NemID med. Hvis det er din virksomhed, der er ansøger, er det virksomhedens NemID, du skal have med.

 

For at vi kan hjælpe dig bedst muligt skal du også medbringe alle oplysninger til projektet som f.eks. tegninger og en brandredegørelse, hvis det er et krav ved byggeriet.

 

Du er meget velkommen til at kontakte byggesagsteamet for at aftale et mødetidspunkt. Telefonnummeret til byggesagsteamet er: 30 58 51 38

 
 
 
 

 

Nordfyns Kommune er stadig blandt de mest
erhvervsvenlige kommuner i landet

 

Selv om Nordfyns Kommune glider 8 pladser tilbage på listen i forhold til 2018-udgaven af samme undersøgelse, er kommunen fortsat at finde blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i landet.

 

Borgmester Morten Andersen siger: - I 2018 tog vi et kæmpe spring med hele 44 pladser op ad listen og blev dermed årets højdespringer. For bare et par år siden arbejdede vi efter en målsætning om at komme til at ligge i den bedste tredjedel af kommunerne. Det mål har vi mere end indfriet med årets resultat. Det betyder ikke, at vi ikke har ambitioner om at vende tilbage i top 10. Det har vi, og det arbejder hele vores organisation på.

 

Virksomhederne vurderer kommunens erhvervsvenlighed højt

Når virksomhederne bliver spurgt til deres overordnede vurdering af kommunens erhvervsvenlighed, er det de høje karakterer, der er fremme. Baseret på virksomhedernes subjektive vurdering af kommunens erhvervsvenlighed, ligger Nordfyns Kommune som nr. 8 i landet. I beregningen af kommunens samlede placering indgår der imidlertid også en række statistiske faktorer, og totalt set giver det altså kommunen en placering som nr. 12.

 

Alle politiske udvalg har leveret input til forbedringer

Nordfyns Kommune har siden sit hidtil bedste resultat som nr. 4 i 2018 gennemført en omfattende proces internt i organisationen for at udvikle sin erhvervsservice yderligere. Der har tillige været drøftelser i samtlige politiske udvalg, der har resulteret i en række konkrete indsatser. Tilsvarende er der aktuelt en proces i gang i det administrative system, hvor der bliver stillet skarpt på forbedringspotentiale. 

    Kommunaldirektør Morten V. Pedersen siger: - Kommunernes erhvervsvenlighed bliver afdækket i mange forskellige undersøgelser. Dansk Industris undersøgelse er den mest profilerede, men også Dansk Byggeri udgiver en årlig undersøgelse, og vi selv udarbejder en årlig undersøgelse med hjælp fra Dansk Erhvervsfremme. En hurtigt arbejdende embedsmandsgruppe kigger på tværs af undersøgelserne for at finde udviklingspunkter.

 

Landets 3. bedste sagsbehandling

Nordfyns bedste placering i falder i kategorien kommunal sagsbehandling, der handler om, hvor kompetent og hurtig sagsbehandlingen er i bygge-, miljø- og sygedagpengesager. Her har kommunen opnået en placering som nr. 3. I kategorien information og dialog med kommunen får kommunen sin næstbedste placering, en samlet 6. plads.

    I den anden ende af skalaen finder vi kategorien "uddannelse", hvor Nordfyns Kommune får sin laveste placering med en 80. plads.

    Før sommerferien kiggede Børne- og Ungeudvalget nærmere på netop denne katagori for at finde muligheder for at flytte sig positivt. Det blev til en handleplan med indsatser om læseplaner for faget Uddannelse og Job, og et mere målrettet arbejde med UPV (vurdering af uddannelsesparathed), der er et vigtigt element i den enkelte elevs vej mod en ungdomsuddannelse. Desuden arbejder Nordfyns Kommune med en række landsdækkende koncepter. Blandt andet er der indgået et partnerskab med Talentspejdernes mentorprogram,  der har som mål , at den unge skal udvikle de kompetencer, der er nødvendige for at kunne starte på en uddannelse.

    - Vi tager undersøgelserne meget seriøst og bruger dem som ledetråd i vores bestræbelser på at forbedre vores erhvervsservice. Vi er afhængige af at have en velfungerende erhvervsservice, og jeg tolker DI's undersøgelse derhen, at det har vi. Der er dog nogle få skønhedspletter, og dem adresserer vi ved at identificere dem og gøre noget ved dem, siger borgmester Morten Andersen.

 

Morten Andersen sender samtidig en stor tak til virksomhederne i kommunen for at tage sig tid til at besvare undersøgelsen og for at være så positive i deres vurdering af kommunens erhvervsservice.

 

Se et opsamlingsark med resultaterne fra Nordfyn.

 
 
 
 
 
 
 

Google kommer til Søndersø


Kom og få boostet dine digitale kompetencer gratis:  Vil du lære mere om, hvordan du kan øge dit salg via sociale medier, eller hvordan du kommer øverst i søgeresultaterne på Google? Så kom med, når Google Succes Online på deres Danmarkstur besøger Søndersø d. 23-24. september.

 

I hele to dage vil Google Succes Online's 65 kvadratmeter mobile uddannelseslokale holde ved Byparken, hvor du gratis kan deltage i et hav af spændende kurser i digitalisering, iværksætteri, online sikkerhed, finansiering og detailhandel. 

 

Din digitale udvikling på dagsordenen 
I samarbejde med Søndersø, en række stærke partnere og 11 andre kommuner sætter turen fokus på, hvordan lokale virksomheder får gode betingelser for at udnytte de muligheder, som er kommet med øget digitalisering. 

 

Deltag gratis i inspirerende indlæg og workshops 
Kom forbi Byparken d. 23-24. september hvor Google og lokale eksperter giver dig indsigt i digitale vækstværktøjer, mens Innovationsfonden, PwC og Vækstfonden giver vejledning om finansiering og eksekvering af dine vækstplaner. 


Program og tilmelding

Se program for Søndersø og tilmeld dig

 

Nordfyns Kommune og Nordfyns Erhverv og Turisme er medværter for arrangementet.

 
 
 
 
 
 
 

Gode råd til dig, der har halmfyr:

  • Få lavet et årligt servicetjek på fyret
    For at få en god forbrænding, hvor du får mest mulig varme ud af halmen, og samtidigt generer naboerne mindst muligt, bør fyret efterses af producenten med jævnlige mellemrum. Måske skal fyrets iltstyring opdateres, tætningslister repareres og kedel og røgrør renses.
     
  • Fyr kun med halm af god kvalitet
    Halmballerne skal være af ren og tør halm. Der er erfaring for, at der kommer mindre røg fra halm, der har ligget på marken og fået regn inden de blev presset til baller.
     
  • Fyr kun med halm
    Fyrets styring er optimeret til halm, og det er altså ikke tilladt at afbrænde sække, spildolie, haveaffald, plastik eller andet, der ikke er "ren og tør halm af god kvalitet". Det fremgår af fyrets prøvningsattest, hvis fyret må fyres med andet end halm.


Undgå ubehagelige overraskelser, når du etablerer nyt halmfyr

Vil du sætte et nyt halmfyr op, skal du nøje overveje placeringen af fyret og skorstenens højde, så du ikke generer naboerne. Hvis du gør dit forarbejde godt, undgår du ubehagelige overraskelser efterfølgende. Har du ikke taget de nødvendige hensyn, kan kommunen stille krav om at etablere afhjælpende foranstaltninger, f.eks. højere skorsten eller lign.

 

Få leverandøren til at beregne skorstenens nødvendige højde, og husk at der skal søges byggetilladelse til opførelse af et halmfyr.

 

Reglerne for halmfyr kan ses i "Brændeovnsbekendtgørelsen":

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=197026

 
 
 
 

Jobcentret: Ny indsats for ledige med handicap

Jobcenter Nordfyn sætter gang i en ny indsats for ledige med handicap. Indsatsen skal sætte skub i en endnu bedre integration af handicappede på arbejdsmarkedet.

 

Som led i indsatsen tilbyder Jobcentret vejledning, så jobmatchet bliver bedst muligt. Vejledningen kan også afdække de særlige behov for støtte, der måtte være på arbejdspladsen.  Endelig vedleder Jobcentret i de handicapkompenserende ordninger, der skal gøre det nemmere for virksomheder at ansætte en ny medarbejder med et handicap.

 

I en situation, hvor vi oplever stor efterspørgsel på arbejdskraft, er der ekstra god grund til at bringe handicappede og deres mange kompetencer i spil.

 

Jobcentret hjælper hele vejen

Med en ny "fast track-ordning" kan Jobcentret bidrage til en meget hurtig sagsgang, når der skal bevilges hjælpemidler til borgere i indsatsen - både i forbindelse med ansættelse og fastholdelse. Jobcentret hjælper hele vejen.

 

Vil du vide mere om indsatsen, eller overvejer du et samarbejde med Jobcentret, er du meget velkommen til at kontakte:

 

Virksomhedskonsulent Kim Sørensen på tlf. 30 92 42 60 eller mail kimos@nordfynskommune.dk

Virksomhedskonsulent Birgitte Ove på tlf. 20 56 47 05 eller mail ove@nordfynskommune.dk

 

Du kan læse mere om de handicapkompenserende ordninger på cabiweb.dk:

https://www.cabiweb.dk/temaer/nedsat-arbejdsevne/handicapkompenserende-ordninger/

 
 
 
 
 
 

Håndværkermøde:
Er du håndværker?


Så kom til vores håndværkermøde tirsdag d. 29. oktober kl. 17:00 - 19:30 på Otterup Rådhus. Reserver allerede nu tidspunktet i din kalendere.

 

Nærmere om mødets indhold
og tilmelding følger!

 
 
 
 
 
 
 

Bogense: Første grundsalg på trapperne i Fionaparken

 

En privat investor har meldt sin interesse for at købe en projektgrund i Fionaparken i Bogense. På baggrund af købstilbuddet har kommunen sat gang i udarbejdelsen af den lokalplan, der kræves for at investoren kan opføre det ønskede byggeri på grunden.

 

For borgmester Morten Andersen er det en rigtig god nyhed.

    - Vi har haft en del henvendelser både på projektgrundene og parcelhusgrundene. Nu er der udsigt til, at vi kan indgå den første købsaftale, og det kan meget vel blive afsættet til, at også andre investorer melder sig på banen, siger Morten Andersen.

 

Den specifikke grund omfatter et areal på 1.946 m². Bygherren planlægger at opføre 8 rækkehuse med varierende størrelser fra 79 m² til 96 m². Hver boligenhed får en mindre have, og der udføres desuden et fælles gårdmiljø med redskabsskur.

 

Læs hele nyheden

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Udbud på vej

 

Vi er så langt fremme med vores anlægsprojekter, at stort set alt er sat i gang. De kommende 3 måneder forventer vi dog, at der skal udbydes arbejde på følgende:

 

For håndværkere:

  • Der komme udbud af nyt kemirum på Otterup genbrugsplads og etablering af rottespærrer forskellige steder i kommunen.

For rådgivere:

  • Der vil komme udbud af rådgiverydelse på Bogense kystdiger.

Opgaverne udbydes hovedsageligt som indbudt licitation. Ved spørgsmål og interesse er du altid velkommen til at kontakte driftsafdelingen i Teknik, Erhverv og Kultur.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Abonnerer du endnu ikke på ErhvervsInfo?

 
Tilmeld dig her 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Task Force Erhverv

Telefon: 20 46 08 28

Mail: mgr@nordfynskommune.dk