19° er ikke helt skævt

 
 
 
 

Hvis vi alle skruer ned for varmen, går det ikke helt skævt. Sådan lyder budskabet fra HOFOR i en ny kampagne, der skal få alle HOFORs 665.000 kunder til at holde på varmen sammen.  

 
 
 
 
hofor 19 grader.jpg

19 grader - det er faktisk ikke helt skævt, når der skal spares på energien.

 
 
 
 

Københavnerne sparer allerede

Det er ikke gået nogens næse forbi, at energiforsyningen i Europa er under pres. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, er godt stillet til en usikker fremtid, men rettidig omhu er fortsat nødvendigt. Lige siden september har HOFOR, Københavns Kommune og københavnerne skruet ned for varmen til 19 grader. Og det virker, for HOFORs beregninger viser, at selv når man korrigerer for det varme efterår, så er der sparet 10-15 % på varmeproduktionen i forhold til sidste år.

 

"Det er utrolig flot, at københavnerne allerede har taget ansvaret på sig og viser mådehold med deres energiforbrug. Det gør mig stolt. Nu kommer vinteren, og jeg vil gerne opfordre alle til at holde fast i de nye vaner med 19 grader hjemme i stuerne og på kontorerne. På den måde kan vi i fællesskab gøre en stor forskel," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

 

Hvorfor 19 grader?

Krig, priser der stiger og mangel på energi - det er som om verden ikke er helt i vater. Men hvis vi sammen rammer 19 grader på kontoret og i hjemmet, er det ikke helt skævt. Det sparer på energien, så vi er godt rustet, selv når det bliver koldt udenfor.

 

"I HOFOR har vi igangsat en ny kampagne, der skal minde vores 665.000 kunder om fortsætte det gode arbejde. Vi kan se, at det virker at skrue lidt ned, og de 19 grader er ikke helt skævt. Hver en grad tæller. Så det er stadig frem med uldsokker og bruge de gode spareråd", understreger Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR.

 

Spar lidt men godt

For hver grad, der bliver skruet ned, sparer man som tommelfingerregel 5% af varmen. Men det skal ikke blive et kapløb om at skrue mere ned end det. Hvis temperaturen inde bliver meget lav, og fugtigheden høj, kan det give dårligt indeklima. Derfor skal man fortsat lufte grundigt ud.

 

Hvordan du når ned på de 19 grader, kan du følge på www.hofor.dk. HOFOR har samlet en række sparetips hvor du f.eks. kan se, hvordan du effektivt lukker frisk luft ind uden at al varmen slipper ud. Og du kan blive inspireret til at skrue ned og udnytte varmen mere effektivt.

 

"Vi håber københavnerne tager godt imod vores nye kampagne. Den skulle gerne inspirere til et skævt smil på læben og et energiforbrug, der hjælper os med at holde på varmen, sammen", siger Henrik Plougmann Olsen.

 

Selvom kampagnen er ny, er der ikke noget nyt i budskabet. Arbejdet ligger i at minde københavnerne om, at selvom det bliver koldere udenfor, skal vi stadig holde 19 grader indenfor. Sådan løfter vi i flok og undgår, at det går skævt med forsyningen.

 

Gode råd til at spare på varmen

  • Indstil termostaterne ens
    Har du flere radiatorer i samme rum, eller i rum med åbne døre imellem, bør du indstille termostaterne på det samme. Så er dine radiatorer mest effektive.
  • Lad varmen komme ud i rummet
    Står din sofa eller andre store møbler foran radiatoren? Hold minimum 20 cm frirum mellem radiator og møbler, og undgå at hænge lange gardiner foran din radiator. Så sørger du for, at varmen kan komme godt ud i rummet. Undgå også at hænge tøj og våde håndklæder til tørre på radiatoren.
  • Luft ud
    Forudsætningen for et godt indeklima er, at du lufter ud. Men lad ikke vinduet stå på klem en hel dag, det er spild af god energi. Luft effektivt ud i 4-5 min. ad gangen og luk så derefter vinduerne.
  • Brug gardiner eller persienner
    Hvis du trækker gardiner for vinduerne om aftenen og natten, kan du begrænse tabet af varme i din bolig. Husk dog at trække fra igen om dagen for at få lys og varme ind.

Find flere spareråd på hofor.dk/spar-energi - også til dig, der har dit eget varmeanlæg - her er der helt andre muligheder for energibesparelser.

 

 
 
 
 
 
 
Radiator film.JPG
 
 
 
 

HOFORs kampagnefilm ligger på youtube: https://youtu.be/LvEYJUUUJa8

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

pressekontakt Christina Otzen, 27952147, chot@hofor.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Om HOFOR

HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.400 ansatte og en årlig omsætning på 5 milliarder kroner.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Vi passer på dine persondata. Læs mere om, hvordan vi behandler dine oplysninger her.