Pressemeddelelse
17. september 2019
 
 
 
 

Taylor Swift til Roskilde Festival

 
 
 
 

Det albumaktuelle amerikanske ikon Taylor Swift spiller karrierens første danske koncert på Roskilde Festivals Orange Scene i 2020.

 
 
 
 

Én af nutidens mest toneangivende superstjerner offentliggøres som det første navn på Roskilde Festivals 2020-plakat. Showet på Orange Scene er samtidig Taylor Swifts første optræden på en danske scene.

Taylor Swift er især berømmet for sin fortræffelige evne til at indfange tidsånden og gøre den personlig og vedkommende.

 

Hun udgav sin selvbetitlede debutplade som i 17-årig i 2006 og krydsede herefter ubesværet fra countrypoppen til positionen som verdensherskende stjerne og anerkendt sangskrivertalent.

 

Hendes nyeste album, Lover, er blot få uger gammelt - og allerede rost af fans og anmeldere som et modent og personligt værk, hvor den 29-årige Swift ikke er bange for at lade de dansable popperler vige for de bekendende og sårbare ballader.

 

Selv beskriver hun udgivelsen som en fejring af kærligheden i al sin kompleksitet, varme og kaos, og med numre som You Need To Calm Down og The Man viser hun samtidig, at hun tør kæmpe for ikke bare sine egne, men også andres sociale og politiske rettigheder.

 

På scenen er Taylor Swift berømmet for sine overlegne shows, der udvikler sig til euforiske totalshows med skræddersyet scenografi, dansere og en stærk visuel side, der understøtter musikken perfekt.

 

Hendes koncert kun for fans i Paris tidligere i september er blevet kaldt en triumf, og hun formåede her det ene øjeblik at tryllebinde publikum alene med sin guitar for derefter at skabe de helt store popmomenter.

Anders Wahrén, Roskilde Festivals programchef, siger:

 

"Det er et kæmpe scoop for os at kunne lægge scene til Taylor Swifts første show i Danmark. Hun er én af de mest vedkommende og toneangivende popstjerner i verden lige nu og et kæmpe ikon blandt vores mange unge deltagere. At hun tilmed er i topform som sangskriver på sin nye plade betyder kun, at hun er det helt rigtige navn på Orange Scene i 2020."

Taylor Swift spiller på Orange Scene onsdag den 1. juli 2020.

 

Billetter til Roskilde Festival 2020 kan købes nu via roskilde-festival.dk.


Partout-billetter koster 2250 kroner, mens et begrænset antal endagsbilletter sælges for 1100 kroner.


RF50: Time Is Now

I 2020 har Roskilde Festival fundet sted 50 gange. Vi markerer den historiske milepæl og festivalens betydning for ungdomskulturen gennem hele året. Læs mere her.


Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 385 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/da/presse

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 27. juni til 4. juli 2020.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972