Odense Letbane og spansk leverandør sætter spaden i jorden sammen

 
 
 
 

Tirsdag 24. april tager Odense Letbane P/S og Comsa S.A.U. første spadestik på letbanens store kontrol- og vedligeholdelsescenter. Det markerer samtidig begyndelsen på arbejdet med at etablere letbanens samlede transportsystem.

 
 
 
 

 

Odense Letbane P/S har som bygherre gennem et stykke tid været aktive i byens gader. Således er M. J. Eriksson, Arkil A/S og Barslund A/S godt i gang med at flytte veje, fortove og cykelstier, så der bliver plads til, at Odense Letbanes leverandør af transportsystemet, Comsa S.A.U., kan lægge skinner, rejse master og bygge stationer.

 

Men for at letbanen kan køre forventeligt i slutningen af 2020, skal der også bygges et stort kontrol- og vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense - det såkaldte Control and Maintenance Center (CMC). Det bliver det første arbejde, som Comsa S.A.U. påbegynder på letbaneprojektet.

 

Odense Letbane og Comsa S.A.U. er nu klar til at tage første spadestik til CMC'et.

 

- Vi glæder os meget til at komme i gang med rejse det store kontrol- og vedligeholdelsescenter i det sydlige Odense. Det bliver her, at letbanevognene skal overnatte, gøres rene og vedligeholdes. Samtidig bliver kontrolcentret omdrejningspunktet for letbanens drift. Selvom der er vognførere i hver af de 16 letbanevogne, så styres samkørslen fra kontrolcentret, ligesom evenetuelle ændringer i driften styres og varsles fra kontrolcentret, forklarer Mogens Hagelskær, adm. direktør for Odense Letbane P/S.

 

I anledning af første spadestik på kontrol- og vedligeholdelsescentret afholder Odense Letbane sammen med Comsa S.A.U. et arrangement, hvor letbanens entreprenører og samarbejdspartnere fra de store naboprojekter er inviteret. Ligeså er pressen velkommen til at deltage.

 

Det foregår:

 

Tirsdag 24. april klokken 14.00-15.00

Indgang til byggepladsen fra Søndre Hospitalsvej

(sidevej til Munkebjergvej)

 

Pressen bedes tilmelde sig arrangementet hos kommunikationschef Benthe Vestergård på mail til bvjoe@odenseletbane.dk

 

 
 
 
 

Vedhæftede filer

CMC (1).jpg
CMC (2).jpg
 
 
 
 
Kontaktinformation

Benthe Vestergård, kommunikationschef, Odense Letbane P/S

51 50 96 83 / bvjoe@odenseletbane.dk