Pressemeddelelse
3. december 2020
 
 
 
 

Roskilde Festival offentliggør en lang række navne til 2021-programmet

 
 
 
 

29 musiknavne og 12 fra kunst- og aktivismeprogrammet er føjet til plakaten for Roskilde Festival i 2021. "Vi ser lys forude og er forsigtigt optimistiske omkring at gennemføre en festival til sommer. Derfor offentliggør vi nyt indhold nu. Vi ønsker at vise, at der er noget at glæde sig til," siger Roskilde Festivals direktør. 

 
 
 
 

Trods nye restriktioner på forsamlingsområdet kan den sidste måned af året 2020 alligevel blive et varsel om bedre tider. For med en vaccine på trapperne ser flere eksperter nu lysere på idéen om at kunne drage på festival til næste år.

 

Så selvom vi endnu ikke kan mødes i det store fysiske fællesskab, kan vi samles i håbet om en sommer, der igen kan byde på overvældende musikalske oplevelser, engagerende samtidskunst og aktivisme, der skaber refleksioner om det samfund og den hverdag, vi er fælles om.

 

Administrerende direktør for Roskilde Festival, Signe Lopdrup, udtaler:

 

"Det er et basalt menneskeligt behov at mødes og tage del i de store, kulturelle fællesskaber. Vi har brug for at tro på, at vi igen kan træde ind i frirummet og lade os føre med af de mange nye indtryk, som en Roskilde Festival indeholder."

 

"Med den seneste viden virker det tættere på end længe. Vi har i lang tid arbejdet intenst sammen på tværs af hele livebranchen og med andre sundhedsfaglige eksperter. Så når vi i dag offentliggør nyt indhold, er det, fordi vi øjner en ny og forsigtig optimisme for at kunne gennemføre en festival til sommer. Derfor ønsker vi at fortælle, at der er noget at glæde sig til. Det er nu, vi skal stå sammen, hvis vi skal igennem den mørke tid, vi befinder os i, og det hjælper på det sammenhold, at vi har noget at se frem til."

 

For mange unge vil det være første møde med festivalfællesskabet, mens andre kan føje endnu et armbånd til samlingen, der vidner om tidligere somres store samlingspunkt.

 

For Roskilde Festival bliver det 50. gang.

 

Alsidige rocknavne på plakaten
Blandt hovednavnene i dagens programpakke finder man flere grupper fra hver sin ende af rocken. Newyorkerne i The Strokes vender tilbage til Orange Scene med nyt materiale, og søskendetrioen HAIM genbesøger festivalen med albummet Women In Music Part III fra i sommer, som går i kødet på den sexisme, de mener gennemsyrer musikbranchen.

 

I den hårdere ende af spektret finder man genrefornægterne i Faith No More, ligesom de alternative metalhelte i Deftones kommer til Roskilde med det nye album Ohms.

 

Højaktuelle hiphoppere
Det har ikke været til at komme udenom Megan Thee Stallion gennem de seneste år. Den 25-årige rapper har samarbejdet med ingen ringere Beyoncé, og nummeret WAP, som hun udgav sammen med Cardi B, er dette års utvivlsomt mest omtalte sang. Med det spritnye album Good News fra november understreger hun, at hun er blandt de vigtigste stemmer i hiphop netop nu. Koncerten på Roskilde Festival bliver hendes første i Danmark.

 

Hiphop-publikummet kan desuden se frem til de to fremadstormende rappere DaBaby og Doja Cat på næste års Roskilde Festival, hvor også den etablerede showmand Anderson .Paak er på programmet med backinggruppen The Free Nationals.

 

Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén, udtaler:

 

"Den vigtigste opgave for os er altid at være relevante. At vi har blik for, hvad der er vedkommende til næste sommer. Derfor har vi videreført en række navne fra 2020-programmet, fordi de har holdt sig i bevægelse, og samtidig har vi kunnet følge de allerseneste strømninger på musik- og kunstscenen."

 

"Når man sætter Megan Thee Stallion på plakaten sammen med Doja Cat og DaBaby, sætter vi en tyk streg under, at Roskilde Festival vil være med helt fremme, når det kommer til ny rap. Samtidig er der nogle stærke rocknavne med i dagens offentliggørelse. The Strokes, HAIM og Deftones har alle nye album i bagagen, som med al tydelighed viser, at de fortsat er værd at holde øje med."

 

Jada åbner Orange, Balstyrko gør comeback
Det bliver danske Emilie Molsted Nørgaard - bedre kendt som Jada - der åbner hovedscenen på Roskilde Festival nummer 50. Det samme skulle hun have gjort på festivalen, der ikke blev i år, og siden da er hun kun taget til i styrke. På festivalen bliver hun genforenet med sit publikum, der er vokset stødt gennem hele 2020, og det er svært at forestille sig et mere veloplagt startskud på en længe ventet festival.

 

2021 bliver også året, hvor trekløveret Balstyrko gør comeback. Ane Trolle, Blæs Bukki og Anders 'Ormen' Christoffersen hittede stort med det Balkan-smagende album Jagten paa noget i 2009, og de tre har lovet nyt materiale til næste år.

 

Kunst til den digitale tidsalder
Programpakken rummer samtidig 12 navne fra Arts & Activism-programmet, der tilsammen udgør festivalens program i det intime og varme byrum Ambereum, der ligger tæt på Orange Scene, men som byder på helt andre oplevelser.

 

Alle 12 kunstnere er således valgt, fordi de på hver deres måde eksperimenterer og udfordrer traditionelle skel mellem genrer og kategorier i kunsten. På forskellig vis udfolder de idéen om, at frirum kan opstå gennem dans, musik, teknologi og billedkunst - ofte med en kommentar til det omkringliggende samfund, blandt andet digitalisering og data.

 

Danske Centre for Cyber Wellness tager fat på begrebet dataudmattelse og tilbyder at rense festivaldeltagerne for det digitale spor, de slæber efter sig hver dag. Jacob Remin vil sende lavspændingsstrøm igennem folk som led i et data-afvænningsritual, og Elly Clarke, i skikkelse af drag-identiteten #Sergina, synger sange om kærlighed, begær og ensomhed i den digitale tidsalder.

 

Følgende navne føjes til Roskilde Festivals plakat:

 

THE STROKES (US)
FAITH NO MORE (US)
HAIM (US)

 

ANDERSON .PAAK & THE FREE NATIONALS (US)
BALSTYRKO (DK)
BICEP (UK)
BIG THIEF (US)
DABABY (US)
DEFTONES (US)
DOJA CAT (US)
FATOUMATA DIAWARA FEAT. ANGÉLIQUE KIDJO & YAEL NAÏM (INT)
JADA (DK)
MEGAN THEE STALLION (US)
RÜFÜS DU SOL (AU)
WHITNEY (US)

 

FONTAINES D.C. (UK)
IDLES (UK)
JIMMY EAT WORLD (US)
LOUS AND THE YAKUZA (CD)
PHOEBE BRIDGERS (US)
POPPY (US)
RAPSODY (US)
RITA INDIANA (DO)
ROYCE 5'9" (US)
SLOWTHAI (UK)
SVALBARD (UK)
TEMP-ILLUSION (IR)
TESSA (DK)
TETO PRETO (BR)

 

ARTS & ACTIVISM:

 

CENTRE FOR CYBER WELLNESS (DK)
ELLY CLARKE & VLADIMIR BJELIČIĆ (UK/RS)
ILYICH (UA)
JACOB REMIN (DK)
JOSEFINE OPSAHL FEAT. THE PERFECT PROCESSION & M€RCY (DK)
LAMIN FOFANA (SL)
MÅRTEN SPÅNGBERG (SE)
THEA SOTI (RS)
VIRON EROL VERT (DE)

 

Roskilde Festival har tidligere offentliggjort bl.a. Tyler, The Creator, Thom Yorke Tomorrow's Modern Boxes, FKA twigs, Mayhem, The Whitest Boy Alive, Thomas Helmig og TLC.

 

Find præsentationer og spilledatoer på roskilde-festival.dk

 

Find svar på de hyppigst stillede spørgsmål om Roskilde Festival og COVID-19 i denne Q&A.

 

Der er udsolgt af partoutbilletter til Roskilde Festival 2021. De resterende endagsbilletter bliver sat til salg i det nye år.

 

Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 410 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Malte Vuorela, presseansvarlig
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: 3010 8281

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 26. juni til 3. juli 2021. 

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972