Pressemeddelelse
27. marts 2019
 
 
 
 

Roskilde Festival inviterer til stilhedsoptog og partikelfysik

 
 
 
 

Roskilde Festivals program for kunst og aktivisme involverer deltagerne i et tyst stilleoptog, et duftmuseum med 50 forskellige dufte og videnskabelig aktivisme i et nyt samarbejde med den internationale forskningsinstitution CERN og Niels Bohr Institutet.

 
 
 
 

Hundredvis af kunstnere, forfattere, forskere, talere og arkitekter sætter gang i tankevækkende debatter, aktivistiske workshops og uforudsete sanseoplevelser blandt festivalbyens 130.000 indbyggere.

 

En række af kunstnerne forholder sig aktivt til ungdomslivet i dag, til præstationsræset og til behovet for at indgå meningsfulde fællesskab.

 

Uproduktivt stilhedsoptog
Danske kunstner Hannah Tocicki Anbert, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016, inviterer beboerne i den ellers så højlydte campingby med i et stilhedsoptog, der tavst, uproduktivt og langsommeligt vil bevæge sig gennem teltbyen i retning mod det grønne bakkelandskab ved badesøen.

 

Stilhedsoptoget bliver ikke alene en visuel og lydmæssig kontrast til den løsslupne stemning, der ofte kendetegner Roskilde Festivals frirum. Det er også en demonstration til fordel for en presset ungdomsgeneration i en tid med konstante krav om at skulle være på og præstere.

Hannah Tocicki Anbert stilhedsoptog er karakteristisk for Roskilde Festival, hvor kunstnerne på aktivistisk vis engagerer deltagerne direkte i værkerne.

Klimaparadokser og duftmuseum
ME WE står der på den seks meter høje træstamme-skulptur, som den schweiziske kunstner Claudia Comte skaber på et højdedrag midt i campingbyen. Dermed er skulpturen både et uundgåeligt mødested og en markering af fællesskab og samhørighed.

 

Grænserne mellem madlavning og kunst udviskes i Søren Aagaards post-apokalyptiske food truck, der konfronterer gæsterne med det dystopiske klimaparadoks i at spise samvittighedsfuldt og samtidig forbruge luksusvarer, som kun de færreste mennesker har adgang til.

I Art Zone - kunstområdet midt på festivalpladsen - handler det heller ikke om at betragte kunsten på sikker afstand.

 

Det understreges af portugisiske Marisa Benjamims cyklende smagslaboratorium, der udforsker, hvorvidt menneskeheden en dag kommer til at leve af blomster, urter og bær, og den norske duftforsker Sissel Tolaas' interaktive duftmuseum, der med 50 forskellige dufte fremhæver diversiteten fra blandt andet mennesker, natur og forurening.

Signe Brink Wehl, Roskilde Festivals kunstansvarlige, siger:

"Vi ser en stærk tendens i samtidskunsten, hvor mange kunstnere arbejder aktivistisk med emner som bæredygtighed og socialt ansvar, hvilket Claudia Comtes skulpturelle mødested og Hannah Tocicki Anberts stilhedsoptog er gode eksempler på. Kunstnerne har udviklet deres værker netop til det særlige fællesskab og oplevelsesrum på Roskilde Festival og med et fokus på at engagere og overvælde. Og i år adresserer flere kunstnere præstationssamfundets krav til en produktiv hverdag."


Videnskab og kosmiske stråler
Det handler også om at forstå verden på nye måder, når repræsentanter og forskere fra forskningsorganisationen CERN og Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet til sommer udfordrer festivalgæsterne til at se verden på nye måder og samtidig stille spørgsmålstegn til samfundet omkring dem.

Her kan deltagerne bygge deres egen detektor og se de elementarpartikler og kosmiske stråler, som konstant regner ned over dem. De kan bygge solcelleanlæg og lære hemmelighederne bag alkohols fysiske (og sommetider magiske) egenskaber.

 

Samarbejdet byder også på debatter om, hvorvidt fremtidens bæredygtige energikilder kommer fra atomkraft eller vindenergi, og deltagerne kan møde den selverklærede etiske hacker Freaky Clown, der beretter om sine op- og nedture med at bryde ind i samfundets økonomiske institutioner.

 

Signe Brink Wehl siger:

"Vi er selv enormt nysgerrige efter, hvordan videnskab og læring passer ind i vores program, der jo ofte fokuserer på at skabe sociale og bæredygtige forandringer. CERN og Niels Bohr Institutet kommer med en enestående videnskabelig tyngde, så det bliver både nørdet, sjovt og tankevækkende. Men frem for alt handler det om at forholde sig nysgerrigt og kritisk til omverden, og her tror jeg, at videnskaben har et kæmpe potentiale sammen med kunsten på Roskilde Festival."

Kunst og aktivisme på festivalen:

Performance:
Francesco Cavaliere (IT), Frédéric Gies (SE), Hannah Tocicki Anbert (DK), Isabel Lewis (US), Tomoko Sauvage (JP)

Installation:
Alexander Tillegreen (DK), Anne Duk Hee Jordan (KR), Assume Vivid Astro Focus (BR), Biba Fibiger (DK), Claudia Comte (CH), Danilo Correale (IT), Ida Sønder Thorhauge (DK), Marisa Benjamim (PT), Sissel Tolaas (NO), Søren Aagaard (DK), Viron Erol Vert (DE)

Street Art:
Askew One (NZ), Bacon (CA), Zusa (DK)

 

Viden:
CERN og Niels Bohr Institutet

 

Programmet er skabt i samarbejde med blandt andre Riga Biennalen, Bikubenfonden, Copenhagen Contemporary og Museet for Samtidskunst.

 

Se beskrivelse alle offentliggjorte værker og projekter på roskilde-festival.dk.

 

De kommende måneder byder på mange flere nyheder om kunsten og aktivismen.

 

Roskilde Festival finder sted gennem otte dage fra lørdag 29. juni til lørdag 6. juli 2019.

Partout-billetter koster 2100 kroner, mens endagsbilletter koster 1050 kroner.

 

Billetter sælges via roskilde-festival.dk.

 

Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Siden begyndelsen i 70'erne har Roskilde Festival genereret over 385 millioner kroner til udlodning.

Læs om festivalens engagement og organisering i årsskriftet.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Thomas Lenler Olesen, presseansvarlig, danske medier
E-mail: press@roskilde-festival.dk
Telefon: +45 30 10 82 81
Presserum: roskilde-festival.dk/da/presse/presserum

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 29. juni til 6. juli 2019.

 
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon
Non-profit since 1972