Pressemeddelelse
4. juni 2025
 
 
rf_header_press.jpg
 
 

Roskilde Festival præsenterer årets program for kunst og aktivisme

 
 
 
 

Kunst, fest og fællesskab går op i en højere enhed i årets program for kunst og aktivisme. I et omfattende og alsidigt program sætter kunstinstallationer, performances, debatter og workshops fokus på nogle af tidens vigtigste emner.

 
 
 
 

Kunst og aktivisme har de seneste år fået en endnu mere central placering i Roskilde Festivals program. I år præsenterer festivalen en lang række navne, der undersøger og diskuterer emner som overforbrug, tilgængelighed for minoriteter og festens potentiale som protest.

 

"Vi har gjort os umage med at skabe et program for kunst og aktivisme, der kan engagere festivaldeltagerne i nogle af tidens mest presserende emner og gør det på mange forskellige måder. Derfor favner programmet også et væld af formater og udtryk og præsenterer højaktuelle danske og internationale navne. Uanset om man allerede er dybt engageret i temaerne eller bare er nysgerrig, og uanset om man søger det eftertænksomme, det rørende eller det underholdende, er der helt sikkert god grund til at gå på opdagelse i programmet for kunst og aktivisme", siger Roskilde Festivals kunstfaglige chef, Signe Brink Wehl.

 

Kæmpe kunstværk på camping
Et iøjnefaldende syn vil møde festivaldeltagere og andre, der resten af året kommer forbi højene på Roskilde Festivals campingområde, hvor kunstværket Me We tidligere var placeret. Det nye kunstværk The Long Way Around ligner en kæmpe kørestolsrampe, der snor sig rundt om bakken hele vejen op til toppen.

 

Værket er skabt af den prisbelønnede, britiske kunstner Jesse Darling og gør vejen til toppen lettere for kørestolsbrugere, mens det er en "lang vej rundt" for mange andre - en alternativ, langsom og sanselig vej til toppen. The Long Way Around skal efter planen blive stående i 5 år.

 

Kunst i en verden, der ikke altid er designet til alle
Andre programpunkter sætter også fokus på de styrker, der opstår, når man navigerer i en verden, der ikke altid er designet til alle. Det er blandt andet omdrejningspunktet i Glorias Foyer, hvor festivaldeltagere kan opleve kunstinstallationen vores stæmmer er framtidsdrømme. Værket handler om livet med dysleksi og er skabt af den danske kunstner Julie Nymann, som også er aktuel på Platform-scenen med lydinstallation Fordelene ved at være ordblind.

 

Det er også temaet hos blandt andre det georgiske queer-kollektiv Eau de Cologne. Både i talken When Rave Becomes Political om livet som LGBTQ+-person i et samfund med voksende autoritære strømninger og på Dancefloor, hvor festens aktivistiske potentiale bliver udfoldet, når de fyrer op for live-performance og 90'er-rave.

 

50 tons genbrugstøj og en tekstil-zombie
50 tons genbrugstøj tårner sig op på festivalpladsen i installationen Return to Sender. Værket er skabt af det kenyanske kunstnerkollektiv The Nest Collective og konfronterer festivaldeltagerne med de groteske affaldslandskaber, som er alt for almindelige i lavindkomstlande, og stiller dermed skarpt på det presserende behov for at gentænke vores forbrugsvaner.

 

Det samme gør den britiske kunstner Jeremy Hutchison, når han hjemsøger festivalen som en tekstil-zombie dækket af dumpet genbrugstøj i performancen Dead White Man.

 

Masser af performance på Platform

På Platform, Roskilde Festivals scene for eksperimenterende hybridformater der sidste år vandt 'Initiativprisen', som uddeles af Foreningen Danske Teaterjournalister, er der masser af performance.

 

"Performancekunsten udvikler sig eksplosivt i de her år, og på Platform har vi samlet en række kunstneriske frontløbere. En af de tendenser, vi ser lige nu, er, at flere blander forskellige kunstneriske udtryk som dans, musik, teater og billedkunst. Og der kan vores scene noget særligt, fordi den er skabt til de her hybridformater og giver kunstnerne mulighed for at afprøve nye formater, der også engagerer deltagerne i det intime rum, som Platform er", siger Signe Brink Wehl.

 

Et af de navne, festivaldeltagerne i år kan opleve på Platform, er den anmelderroste tyrkiske kunstner Göksu Kunak, der er aktuel med den intense og visuelt overdådige performance Hungry 2.0. I en rå og industriel scenografi blander Kunak video, pole dance og bodybuilding og sætter fokus på, hvordan kroppen kan transformeres og være både fascinerende og foruroligende.

 

På programmet finder man også korværket Lille Solstråle sad og så på Månen, der tager udgangspunkt i efterladte notesbøger, som kunstneren Karoline Ebbesen skrev, mens hun var indlagt på Sct. Hans Hospital. Værket er skabt af den danske kunstner Lise Haller Baggesen og får premiere på Roskilde Festival.

 

Festivaldeltagerne kan også opleve danseforestillingen WIRED af den danske koreograf Marie Kaae, enorme laserprojektioner af den britiske kunstner Matt Copson, cirkusperformancen MANIFEST, der er skabt særligt til Roskilde Festival, workshops med Normkritiske Læger, drag-karaoke og meget mere.

 

Se hele programmet for kunst og aktivisme her.

 

Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli.

 

Siden 1971 har Roskilde Festival samlet generationer af unge omkring musik, kunst og fællesskab. Roskilde Festival arrangeres af Foreningen Roskilde Festival og skabes af 30.000 frivillige. Alt overskud fra festivalen doneres til humanitært, almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Gennem årene har Roskilde Festival genereret cirka 457 millioner kroner til udlodning.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

E-mail: press@roskilde-festival.dk

Pressetelefon: +45 30 10 82 81

 
 
 
 
 
 
 
 
 

Online medieservice
I presserummet på vores hjemmeside finder du kontaktinformationer, højopløselige fotos, pressemeddelelser, informationer om akkreditering og meget andet materiale, som du kan anvende i forbindelse med dit redaktionelle arbejde.

 
 
 
 

Vi ses på Roskilde Festival 28. juni til 5. juli 2025.