Pressemeddelelse 31. januar 2020
 
 
 
 

Coronavirus – er dit fly aflyst?

 
 
 
 

En lang række flyselskaber, heriblandt SAS og British Airways, har suspenderet flyvninger til og fra Kina som følge af Coronavirus.

 

 

Er dit fly til og fra Kina aflyst som følge af Coronavirus? Så kan du ikke være sikker på at få dækket eventuelle tab, fx hvis du har booket et hotel i Kina, som du ikke kan nå frem til. Det skyldes, at situationen kan være en usædvanlig omstændighed.

 

Ved usædvanlige omstændigheder er flyselskabet normalt ikke er ansvarligt for de tab, som deres kunder eventuelt må lide som følge af aflysningen af flyvningen.

 

"Hvis din flyvning til Kina er blevet aflyst som følge af Coronavirus, kan du ikke være sikker på at få erstatning for eventuelle ekstra udgifter, fordi situationen kan være en ekstraordinær omstændighed, som flyselskabet ikke er skyld i. Hvis du står i situationen, og du ikke kan komme afsted på rejsen, er det vigtigt, at du kontakter flyselskabet eller rejsebureauet, hvor du har købt rejsen, og hører ad, hvad du skal gøre," siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.

 

Usædvanlige omstændigheder kan fx være ekstreme vejrforhold, krig og epidemier. Selvom flyselskabet i sådanne situationer ikke er ansvarligt for de tab, som deres kunder eventuelt har som følge af aflysningen, skal flyselskabet tilbyde at ombooke dig til en anden afgang. Er ombookning ikke muligt, vil du som udgangspunkt have ret til at få pengene for flybilletten retur.

 

Det kan også være, at du allerede er i Kina og ikke kan komme hjem til Danmark.

 

"Hvis du allerede er afsted på rejsen, skal du kontakte flyselskabet eller rejsebureauet for at høre, om du kan komme med en anden afgang. Husk at gemme dokumentation for alle de udgifter, du har, mens du venter på at komme hjem, og forsøg at begrænse dine udgifter, mens du er på destinationen," siger Lars Arent.

 

Hvis flyselskabet eller rejsebureauret ikke kan finde en løsning, så du kan komme hjem, så undersøg, om der er alternative hjemrejsemuligheder til en rimelig pris. Husk at få flyselskabets eller rejsebureauets skriftlige samtykke, hvis du vælger en alternativ transport.

 

Nogle rejseforsikringer tilbyder også dækning i forbindelse med Coronavirussen. Kontakt derfor også dit forsikringsselskab.

 

Hvorvidt der er tale om en usædvanlig omstændighed, vil bero på en konkret vurdering ved domstolene.

 

Forbruger Europa er en del af Europa-Kommissionens netværk af forbrugercentre i EU. Netværkets danske kontor er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

 

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen informerer uvildigt om regler og rettigheder på forbrugerområdet på den offentlige forbrugerportal forbrug.dk.

 
 
 
 

Kontaktinformation

Kommunikationsmedarbejder Ditte Juul Reder på telefon 41 71 50 75 eller djr@forbrugereuropa.dk

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens pressesekretariat: 41 71 50 98 

 
 
 
 

Du får denne pressemeddelelse, fordi du tidligere har givet samtykke til, at vi må sende det til dig. Ønsker du at ophæve dit abonnement, kan du gøre det herunder.

 

Se Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens privatlivspolitik

 

 
Afmeld pressemeddelelser fra Forbruger Europa
 
 
 
Social media icon Social media icon Social media icon