Pressemeddelelse
11. august 2023
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Til kamp.JPG
 
 
 
 

84 foreninger får tilskud til at styrke friluftslivet

 
 
 
 

84 friluftsforeninger har fået en hjælpende hånd til at styrke deres friluftsaktiviteter. Friluftsrådet har uddelt i alt 2,6 mio. kr. fra Lokalforeningspuljen til foreninger i 53 kommuner.

 
 
 
 

Rollespil, dykning, kæphesteridning  og træklatring. Friluftsliv er mange ting, og det vidner den årlige uddeling af tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje om. I alt har Friluftsrådet uddelt knap 2,6 mio. kr. til 84 forskellige foreninger i 53 kommuner.


Foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer kan søge om tilskud fra friluftslivets Lokalforeningspulje til at styrke deres arbejde med friluftsliv. I Friluftsrådet er man glad for at kunne give de frivillige ildsjæle i foreningerne en hjælpende hånd. 


"Der er mange i de frivillige foreninger, der brænder for at skabe gode muligheder for friluftsliv, så det er dejligt, at vi kan støtte det lokale engagement. Vi er glade for, at vi har kunnet støtte så mange forskellige typer af friluftsaktiviteter, både de klassiske friluftsaktiviteter og de lidt anderledes former for friluftsliv, såsom kæphesteridning, krolf og rollespil i naturen. Der er noget for enhver smag," siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.


Flere tilbud om friluftsliv

Der gives i Lokalforeningspuljen blandt andet tilskud til, at foreninger kan opstarte nye aktiviteter eller udbrede de eksisterende aktiviteter til nye målgrupper. Det kan være i form af nyt udstyr, nye faciliteter eller andet.


Lokalforeningspuljen uddeles en gang om året, og der uddeles tilskud på  op til 40.000 kr. Selvom det ikke nødvendigvis er så store beløb, så gør pengene en stor forskel, lyder det fra Friluftsrådet.


"De frivillige foreninger er en kæmpe ressource i vores samfund, fordi de er med til at skabe livskvalitet, sundhed og sammenhold i lokalsamfundene. De tilskud, vi uddeler i Lokalforeningspuljen, er relativt små, men de gør en kæmpe forskel - både for den enkelte forening og for samfundet," siger Winni Grosbøll.


Lokalforeningspuljen er et resultat af den politiske aftale, som regeringen indgik i 2017. Otte hovedorganisationer inden for det frivillige foreningsliv er udpeget som puljeansvarlige for hver deres pulje. Friluftsrådet er udpeget som ansvarlig for en pulje til friluftsforeninger.

 

Eksempler på tilskud

  • Djursland Rideklub har fået 8.000 kr. i tilskud til at lave en udendørs kæphestespringbane. 
  • Mariager Fjord Orienteringsklub har fået 37.900 kr. til pavilloner, der kan fungere som mobilt klubhus, til klubbens aktiviteter og åbne arrangementer. 
  • SportsKollektivet på Frederiksberg har fået 36.700 kr. i tilskud til at opstarte en ny aktivitet med såkaldte surf-vinger på land og til vands. 
  • Hagested-Gislinge Jagtforening har fået 29.100 kr. i tilskud til opsætning af udkigstårne ved Holbæk Dyrehave.
  • Løgstør Sportsdykkerklub har fået tilskud på 40.000 kr. til indkøb af låneudstyr, så nye medlemmer kan prøve kræfter med dykning, uden at skulle investere i eget udstyr. 
  • Kompagni Gottheim på Bornholm har fået 6.500 kr. i tilskud til udstyr til rollespilsaktiviteter i naturen for 6-15-årige.
 

Vedhæftede filer

Liste over tilskud fra Lokalforeningspuljen 2023
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Lene Bidstrup, kommunikationskonsulent: Tlf. 24 61 13 16
    eller lbi@friluftsraadet.dk
  • Rikke Damm, konsulent: Tlf. 24 52 60 89 eller mail rda@friluftsraadet.dk
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Friluftsrådet udvikler friluftslivet, formidler natur og bæredygtighed og forbedrer rammerne for at opleve naturen. Visionen er: Friluftsliv for alle - i en rig natur, og på et bæredygtigt grundlag. Friluftsrådet er friluftsorganisationernes paraply og administrerer desuden udlodningsmidler til friluftsliv.

 

Læs mere på www.friluftsraadet.dk

 

Friluftsrådet, sekretariatet - Scandiagade 13 - 2450 København SV

 
Social media icon Social media icon Social media icon Social media icon