Pressemeddelelse
28. marts 2019
 
 
 
 
 
 

Ny leder til Rønnebæksholm

 
 
 
 

Næstved Kommune kan nu løfte sløret for Rønnebæksholms nye leder. Den 15. maj 2019 tiltræder Lotte Juul Petersen, der ser frem til at videreudvikle kunsthallen med nye spændende udstillinger og projekter.

 
 
 
 
 
 
 
 

Lotte Juul Petersen er uddannet cand.mag i kunsthistorie og visuel kultur. Hun har tidligere arbejdet som kurator ved bl.a. Det Fynske Kunstakademi, Fabrikken for Kunst og Design og KBH Kunsthal. Hun har siden 2008 været Artist & Programmes Curator ved det prestigefyldte og anerkendte engelske Wysing Arts Centre i Cambridge, der i mange år har haft nationale kulturelle programmer for ny kunstproduktion og residencies, hvor kunstnere opholder sig i en periode og arbejder med egen praksis til en udstilling på stedet.

 

På Wysing Arts Centre har Lotte Juul Petersen bl.a. samarbejdet med TATE Modern og en række andre førende britiske kunstinstitutioner om kunstneriske projekter og udviklingen af det nationale ungeprogram 'Circuit', hvor den danske kunstnergruppe Superflex var involveret. 

 

Lotte Juul Petersen har gennem de sidste 10 år arbejdet med mange internationale kunstnere og har samtidig holdt sit brede netværk af danske kunstnere og kollegaer ved lige. Lotte har også gennem de mange år i England fulgt med i Rønnebæksholms udvikling, da stedet minder meget om Wysing.  
Lotte glæder sig nu til at slå rod i Danmark igen og står klar til at tage rollen som leder af kunsthallen på sig:

 

"Rønnebæksholm er et helt særligt historisk sted, hvor samtidskunsten og læring kan udfolde sig. Jeg glæder mig meget til at samarbejde om at fortsætte den flotte udvikling af udstillingerne og formidlingsprogrammet og trække på mine erfaringer både fra Danmark og udlandet. Som ny leder ønsker jeg at gøre kunsten nærværende og skabe fællesskaber i Næstved og omegn. Jeg er dybt beæret over at få muligheden for at lede Rønnebæksholm."  

 

Yderligere oplysninger;

Centerchef for Kultur og Borgerservice Kim Dawartz T: 55 88 30 21 / E: kidaw@naestved.dk eller udstillingsinspektør Vibeke Kelding Hansen T: 20 26 28 73 / E: avkha@naestved.dk