Unge ildsjæle udplanter ålegræs

 
 
 
 

I stedet for at tage hul på den længe ventede sommerferie drager en gruppe unge dedikerede mennesker fra foreningen Os Om Havet i uge 26 til Sellerup strand. De unge ildsjæle kommer for at hjælpe Vejle Kommune og SDU med at udplante ålegræs i Vejle Fjord. Det er er en meget arbejdstung naturgenopretningsproces, som kræver mange hænder.

 
 
 
 
Uge fra foreningen Os Om Havet i aktion.jpg

Unge fra forningen Os Om Havet fejrer endnu en succes med marint affaldsindsamling. Foto Os Om Havet

 
Ålegræs udplantes på bunden af Vejle Fjord.jpg

Dykkere fra SDU udplanter ålegræs i Vejle Fjord. Foto Sund Vejle Fjord

 
 
 
 

Vejle Kommune har besluttet, at der skal gøres noget ved den dårlige miljøtilstand i Vejle Fjord og iværksatte derfor i 2020 Projekt Sund Vejle Fjord, der nu kører på sin tredje sæson. Projektet har til formål at genskabe nogle af de levesteder for fisk og andre marine organismer, der er forsvundet fra Vejle Fjord på grund af mange års forurening. Indtil nu er der udplantet, hvad der svarer til seks fodboldbaner med ålegræs i fjorden. Håbet er at nå et par stykker mere i 2022.

 

Ungdommen trækker i arbejdstøjet

Os Om Havet er en frivillig organisation, der har fokus på at skabe et sundt havmiljø. Foreningens overordnede mål er at mobilisere dykkere og andre ildsjæle i kampen mod affald i verdenshavene og at kunne inspirere til en mere bæredygtig hverdag. I år udvider foreningen sit virke til også at inkludere udplantning af det vigtige ålegræs.

 

- Vi tror på, at alle kan være med til at gøre en forskel, og at vi i fællesskab kan gøre verden til et bedre sted. De udfordringer, vi står overfor, er meget abstrakte, og i en travl hverdag kan det være svært at forholde sig til klimaforandring, biodiversitetskrise, drivhusgasser og regnskoven, der forsvinder. I vores optik kan man sagtens have det sjovt omkring fælles naturoplevelser, imens man gør noget godt for havmiljøet. Det behøver ikke være en sur pligt eller en løftet pegefinger. Ålegræs er super vigtigt i forhold til de udfordringer, vi står overfor med klimaforandringer, fordi det binder CO2 og næringssalte. Havet er en virkelig vigtig spiller, når det kommer til klimaforandringer, siger Jamila Lilja, der er forperson for Os Om Havet.

 

Stafetten skal gives videre

Ud over at udplante ålegræs, udlægge stenrev, opfiske krabber samt etablere kunstige muslingebanker, der sker i tæt samarbejde med Syddansk Universitet (SDU), er et vigtigt element i projekt Sund Vejle Fjord at mobilisere alle de interessenter og ildsjæle, der brænder for havmiljøet.

 

- Vi står over for en meget stor opgave med at få Vejle Fjord tilbage i god økologisk tilstand, og projekt Sund Vejle Fjord får jo en ende på et tidspunkt. Vi er derfor meget opmærksomme på at få givet stafetten videre til engagerede ildsjæle, der får en kvalificeret introduktion til opgaverne, så der også frem over vil være masser af naturgenopretningsindsatser i Vejle Fjord. Bl.a. forestår Vejle Amatørfiskerforening i dag en stor del af indsatsen i forbindelse med bl.a. at fiske krabber, ligesom dykkerklubberne i Vejle også har gjort en stor indsats på ålegræsfronten. Vi glæder os til samarbejdet med Os Om Havet, siger Klaus Balleby, der er projektleder, Projekt Sund Vejle Fjord.

 

Mere end 30 unge mennesker forventes at gæste Sellerup Strand i uge 26. Gæsterne overnatter i shelters langs fjorden og på campingpladsen.

 

Læs mere om projektet på Facebook

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Katrine Larsen, Frivillig og SoMe-ansvarlig Os Om Havet, katrine.l@osomhavet.dk

Klaus Balleby, Projektleder, Sund Vejle Fjord, 23 27 38 40, kleba@vejle.dk

Mads Fjeldsø Christensen, Biolog, Sund Vejle Fjord, 21 29 30 14, mafch@vejle.dk