Pressemeddelelse
25. august 2020
 
 
 
 
 
 
 
 

Nordfyns Kommune blandt de bedste til at få unge i gang med en erhvervsuddannelse

 

Nordfyns Kommune er med helt fremme, når det handler om at få de unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Det fremgår af en analyse fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd.

 
 
 
 

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at Nordfyns Kommune er nr. 2 i landet, når det gælder om at få unge til at gå i gang med en erhvervsuddannelse. I analysen har AE undersøgt, hvor stor en andel af ungdomsårgangene i de enkelte kommuner, der går i gang med en erhvervsuddannelse. Med en procentdel på hele 32,9% ligger Nordfyn et godt stykke over den landspolitiske målsætning. Det er til stor gavn såvel for virksomhederne, der får nemmere ved at rekruttere nye kvalificerede medarbejder, og for de unge selv, der styrker deres muligheder for at komme i job.

 

Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, siger:

    - Vi ved, at faglært arbejdskraft er efterspurgt, og at det på enkelte områder er en decideret mangelvare. Det er meget tilfredsstillende, at tallene ser ud som de gør. Alt andet lige står de unge med en uddannelse i hånden stærkere rustede på fremtidens arbejdsmarked, og virksomhederne får flere kvalificerede kandidater at vælge imellem. Det er også til stor gavn for den lokale udvikling og vækst.

 

I Danmark er der kun otte kommuner, der lever op til den politiske målsætning om, at 25 procent af de unge skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse. I undersøgelsen ligger Nordfyns kommune som nævnt på 2. pladsen i landet og er kun overgået af Langeland Kommune.

 

Resultatet af et godt samarbejde med virksomhederne

Den gode placering kan bl.a. tilskrives et øget fokus på erhvervsuddannelserne i de nordfynske skoler og et styrket samarbejde med de lokale virksomheder.

    - Det kan kun lade sig gøre, fordi vi samarbejder med de lokale virksomheder. Det tætte samarbejde er også forudsætningen for, at vi kan gennemføre en årlig uddannelsesmesse, hvor flere virksomheder deltager med en stand og er med til at gøre erhvervsuddannelserne nærværende og håndgribelige for de unge, siger Anja Lund, formand for Børne- og Ungeudvalget.

    Uddannelsesmessen arrangeres i samarbejde mellem Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUO) og Nordfyns Kommune. Anja Lund understreger værdien af, at virksomhederne deltager aktivt i messen.

    - Når vi har lokale virksomheder til stede med en stand og en lærling, så bliver uddannelserne mere konkrete for de unge. De kan snakke med lærlinge, der er tæt på deres egen alder, og det giver bare et helt andet indtryk hos de unge. Samtidig er virksomhederne og deres lærling med til at synliggøre en alternativ uddannelsesvej, som ikke er gymnasievejen, fortæller Anja Lund.

 

Årets uddannelsesmesse finder sted den 3. november.

 

Læs analysen fra Arbejdernes Erhvervsråd (pdf)

 
 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, mobil: 6119 1527

Formand for Børne- og Ungeudvalget Anja Lund, mobil: 2159 8416

Projektleder, Task Force Erhverv Marianne Greve: 2046 0828

 
 
 
 
Social media icon Social media icon