Populære vandreture i Mariager får smuk lillesøster

 
 
 
 

Frydensbjergruten byder på tre kilometer smuk natur med unikke fortidsminder

 
 
 
 
Anna_Marie_Pedersen_og_udvalgsformand Jørgen_Hammer_Sørensen.jpg

Formand for Frydensbjerg Grundejerforening Anna Marie Pedersen viser udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen den bjergtagende udsigt over Mariager Fjord ved udsigtpunktet Sukkertoppen. 

 
 
 
 

Mariager er efterhånden blevet lidt af et rigtigt vandre-Mekka. Vandreruter spækket med enestående natur, kultur og historiske oplevelser har nemlig fået folk til at flokkes om den nordjyske fjordby med de mange charmerende bindingsværkhuse og toppede brostensstræder. Nu har vandrefolket fået endnu en god grund til at snøre vandrestøvlerne og tage på en rask bette travetur. De populære vandreruter ved Mariager har nemlig fået smuk lillesøster.

 

Frydensbjergruten hedder den nye vandrerute, der på blot tre spektakulære kilometer byder på bjergtagende udsigter, smuk bøgeskov, fuglefløjt og ikke mindst historiens vingesus. Hos Mariagerfjord Kommune er udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen begejstret for den nye vandrerute:

 

- Vores kommune rummer spændende historie og en særdeles rig og varieret natur, som vi gerne vil vise frem til borgere og besøgende. Derfor vil vi gerne sikre os de bedste muligheder for at aflægge os et besøg. Vores nyeste vandrerute i Mariager er et fremragende bud på en skøn gåtur med smuk udsigt, naturoplevelser og et berigende pust af historiens vingeslag, siger Jørgen Hammer Sørensen.

 

Den smukke vandrerute er afmærket med blå pile, som guider dig forbi mange udsigtspunkter med fjordkig inden turen går over den gamle veteranjernbane og helt ned til bredden af Mariager Fjord. Dernæst går turen igennem Vesterskovens flotte bøgetræer, hvor du kan være så heldig, at du hører den sjældne sortspættes næb, der slår trommeslag på bøgestammerne. Undervejs kan du nyde roen og udsigten på en af bænkene, som du finder langs den blå rute.

 

På Frydensbjergruten vandrer du ad naturstier, græsstier og fortove, som også byder på kuperet terræn med stejle strækninger. I sommerhalvåret kører veterantoget mellem Mariager og Handest, så her skal du være opmærksom, når du krydser banen.

 

Frydensbjergruten er opkaldt efter bronzealderhøjen, Frydensbjerg. Ved selve højen er der et væld af smukke blomster, som Grundejerforeningen Frydensbjerg arbejder aktivt på at fremme for at lokke sommerfugle og insekter til. Som navnet også indikerer, så går Frydensbjergruten på grundejerforeningens stier, som de selv er med til at vedligeholde.

- Vi er glade for at kunne gøre en del af vores skønne område tilgængelig for alle. Vi er så heldige at bo lige op ad en historisk kæmpehøj fra bronzealderen og i udkanten af en smuk skov. Den gave kommer nu endnu flere til gode, og det vil vi gerne støtte op om, siger Anna Marie Pedersen, der er formand for grundejerforeningen og frontkvinde for foreningen 'Bevæg dig for Livet' i Mariager.

 

Mariagerfjord Kommune har siden 2007 arbejdet med at gøre naturområder mere tilgængelige. Der er både lange vandreforløb på over 10 km og mindre rundture på 1-5 km.

 

Den tre kilometer lange vandrerute er altså nyeste skud på stammen i Mariager, men også sidste hit på egnen for nu. Der bliver nemlig kigget til de øvrige byer i kommunen, som også rummer historiske fortællinger og smuk natur i verdensklasse.

 

- Jeg er meget stolt af vores nye vandrerute i Mariager, som bliver endnu en fest for fodfolket. Det er også takket være gode samarbejdspartnere som Naturstyrelsen og ikke mindst velvillige og lokale lodsejere, der stiller deres jorde til rådighed for os og bidrager til unikke vandremuligheder i Mariagerfjord Kommune, slutter Jørgen Hammer Sørensen.

Den blå rute i Mariager tager cirka 40 minutter at gå og kan kombineres med de øvrige vandreruter i Mariager som 'Mariager Rundt', hvis der ønskes en længere tur.

Læs mere om ruten: Frydensbjergruten (3 km rundtur) (mariagerfjordguiden.dk)

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation
  • Udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen, tlf. 24 44 39 23.
  • Formand for Frydensbjerg Grundejerforening Anna Marie Pedersen, tlf. 29 29 27 33.
  • Naturformidler Mette Vesterhaab Nielsen tlf. 21 47 66 73.
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Mariagerfjord Kommune

Nordre Kajgade 1 | 9500 Hobro | Tlf: 97 11 30 00 | raadhus@mariagerfjord.dk

 
Social media icon Social media icon Social media icon